Portræt af en rolle: Partiernes 'capitaine de route' banker i bordet, når der går lækager og anarki i den

Enhedslisten har i dag valgt ny gruppeformand. Politiko.dk tegner et portræt af gruppeformandsposten - den magtfulde, men ofte lidt oversete rolle på Christiansborg.

Når Enhedslistens nuværende gruppeformand, Stine Brix, 29. marts går på barsel, træder partiets handicap- og undervisningsordfører Jakob Sølvhøj et stort skridt op, idet han er blevet valgt til at afløse hende som partiets nye gruppeformand.

For selvom gruppeformandsposten langt fra er lige så kendt og profileret som både partiformanden og ofte også partiernes politiske ordførere, så ligger der en enorm magt i rollen.

Politiko.dk tegner her et portræt af posten som gruppeformand. Nederst i artiklen kan du se en oversigt over partiernes magthierarki på Christiansborg.

En 'capitaine de route'

Partiernes gruppeformænd er ofte relativt anonyme og nogle gange også lidt oversete i offentligheden. Men man skal ikke tage fejl; de er ekstremt centrale i det daglige arbejde på Christiansborg.

Posten som gruppeformand eller -kvinde kan bedst sammenlignes med værkføreren på en fabrik eller en afdelingschef i en stor organisation eller et ministerium, en capitaine de route i cykling eller en anfører på et fodboldhold.

Det er gruppeformændene, der koordinerer, fastsætter den daglige taktik og er med til at skabe sammenhold i folketingsgruppen.

De er limen, der holder de nogle gange meget store folketingsgrupper sammen og sikrer, at der ikke går fnidder, lækager og anarki i den. Derfor kræver det en myndig og også ganske indsigtsfuld person at være gruppeformand, understreger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

»Politikere er meget kraftfulde personligheder, og det kræver enormt meget at få dem til at trække på samme hammel. Det er helt vitalt, at man har en gruppeformand, der kan sikre den nødvendige disciplin og et sammenhold i folketingsgruppen. Hvis gruppeformanden ikke evner at fastholde ro, disciplin og skabe holdånd, ses det lynhurtigt. Så opstår der anarki, hvor folk intrigerer, kæmper mod hinanden og lækker ting fra interne møder,« siger Thomas Larsen.

DF har været dygtige

Foruden den væsentlige opgave med at styre tropperne og være manden eller kvinden for bordenden ved gruppemøderne og i folketingsgruppen generelt, er det også gruppeformændene, der står for den officielle kontakt og koordinering med de øvrige partier på Christiansborg.

Vigtigheden af posten understreges af, at det i dag er ganske rutinerede og gennemprøvede kræfter, der sidder som gruppeformænd rundt om i partierne.

I Venstre er det tidligere minister Søren Gade, hos Socialdemokraterne har gruppeformand Henrik Sass Larsen ligeledes været minister, mens det i Dansk Folkeparti er den rutinerede Peter Skaarup, der i øjeblikket svinger taktstokken som gruppeformand.

»I Dansk Folkeparti har de om nogen haft styr på deres folketingsgruppe. Det skyldes ikke kun, at Pia Kærsgaard var og Kristian Thulesen Dahl er stærke formænd, men netop også at de i henholdsvis Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup har haft og har to løjtnanter, der fuldstændig og ganske dygtigt har mandsopdækket folketingsgruppen og evnet at køre den i det daglige,« siger Thomas Larsen.

Nogle gange kommer mere bastante afstraffelsesmetoder i brug

Gruppeformanden er både den, der skal nurse de unge politikere og få dem til at blomstre.

Men det er også gruppeformanden, der står for det, man på christiansborgsk kalder at »banke nogen på plads«. Og derfor kræver posten som gruppeformand ifølge Thomas Larsen en veludviklet værktøjskasse med et væld af ledelsesstrategier.

»At være gruppeformand handler først og fremmest om at få folk med. Men nogle gange holder den ikke, og så er der mere bastante afstraffelsesmetoder, der kommer i brug. Det kan være at få en decideret skideballe eller at blive truet med, at man kan miste sine ordførerskaber eller få sine fremtidige karrieremuligheder begrænset,« siger Thomas Larsen, der peger på folk som Venstres tidligere gruppeformand Ivar Hansen og den radikale Marianne Jelved, som politikere, der har gjort det godt som gruppeformænd.

Det store overblik

Selvom de enkelte partier indretter sig lidt forskelligt, og selvom gruppeformændene og -kvinderne har forskellige opgaver, har vi i nedenstående grafik opstillet de enkelte partiers formænd, næstformænd, politiske ordførere og gruppeformænd.

I grafikken er Jakob Sølvhøj indsat som gruppeformand. Han indtræder først, når Stine Brix går på barsel 29. marts.