Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
På dagen for dette års konservative landsråd bebuder partiformand Søren Pape Poulsen (K) et opgør med en af dansk politiks mest udskældte love.
Offentlighedsloven, som Papes forgænger på posten, Lars Barfoed, stod i spidsen for at ændre, mørklægger for meget, og det skal der laves om på, fastslår Pape fra scenen i Herning Kongrescenter lørdag.
»Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven,« siger Søren Pape Poulsen, der vil have revurderet tre paragraffer.
Der er tale om paragraf 22, 24 og 27, der omhandler offentlighedens indsigt i ministerbetjening og dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.
Det var Lars Barfoed, der som justitsminister foreslog en ændring af loven i december 2010, men det endte med at være den socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov (S), der fremlagde den i Folketinget i februar 2013. I juni samme år blev loven vedtaget med stemmer fra Socialdemokraterne, Venstre, de Konservative, SF og de Radikale.
Men med Papes bebudede opgør ser opbakningen til den udskældte lov ud til at være forsvundet. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten har hele tiden været imod, SF støtter ikke længere loven, og de Radikale har erklæret sig parate til kigge på de tre paragraffer, Pape vil have ændret. Kun Socialdemokraterne og Venstre står fast.
»Det er jo ikke fordi, hele loven bare er dårlig. Slet, slet ikke. Men her det seneste års tid har jeg gået og søgt svar på, om der er grund til at have de paragraffer. Jeg synes ikke, de grunde er tungtvejende nok,« siger Søren Pape Poulsen, der vil have den planlagte evaluering af loven i 2017 fremrykket.
»Jeg ønsker en revision af paragrafferne 22, 24 og 27. De mørklægger ganske enkelt for meget. Vejen frem er mere åbenhed og ikke mindre åbenhed,« siger han.
Opgøret med offentlighedsloven har ulmet i de Konservatives bagland, siden den blev vedtaget i 2013.
På det konservative landsråd samme år stemte et flertal af de delegerede for et forslag fra Konservativ Ungdom om, at folketingsgruppen skulle arbejde for at kæmpe imod de tre omstridte paragraffer, Søren Pape Poulsen nu bebuder et opgør med.