Kommentator: Alle partier er startet i protest

Dukkepartiet er det seneste skud på stammen af protestbevægelser, der kan ende på stemmesedlen. Men den slags indslag er ikke nye, siger kommentator.

Læs mere
Fold sammen

Først kom Alternativet, siden var det Nationalpartiet, og senest har Dukkepartiet meldt sig snublende tæt på at have de 20.000 vælgererklæringer, der skal til for at komme på stemmesedlen ved et folketingsvalg.

Fælles er de om den grundlæggende protest mod den politiske kultur og et i bedste fald begrænset politisk program at stå på skuldrene af.

Men sådan er de fleste partier startet, minder politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis Troels Mylenberg om.

»Alle partier er jo startet i protest mod et eller andet. Jeg kan huske, da Dansk Folkeparti blev født i 1995, der var det ligeledes uden et partiprogram, og i dag er der ingen, der anfægter deres eksistensberettigelse,« siger han.

Troels Mylenberg undrer sig samtidig over, at det politiske parnas automatisk afkræver svar på alle tænkelige områder fra nye partier.

»Det er en hård tilgang at have. At de nye partier skal kunne levere på alle fronter. Der er sådan en ubevidst sammensværgelse fra alle på Christiansborg og medierne. Politik er jo i høj grad noget, man udvikler hen ad vejen,« siger han og skyder i samme stund med skarpt efter flere af landets største partier:

»Hvis man kigger på Venstres partiprogram og den politik, de ender med at føre, er der ofte meget lidt sammenhæng, og sådan har det også været med Socialdemokraterne,« mener han.

Alternativet, Nationalpartiet og Dukkepartiet er alle dukket op på et tidspunkt, hvor politikerlede synes at være blevet et fasttømret begreb, der lever i bedste velgående.

Troels Mylenberg vurderer dog ikke, at nogen større protestbølge er ved at skylle ind over landet.

»Det er klart, at de tre partier på hver deres måde står som ventiler for noget af den afmagtsfølelse, som mange tilsyneladende har over for det etablerede Christiansborg-miljø. Men jeg fornemmer ikke, at det er båret af en større eufori, og det er ikke nyt, at vi har mange partier på stemmesedlen,« siger han.

I stedet bør man se partierne i forlængelse af den generelle illoyalitet, der hersker blandt de danske vælgere.

»Der er mange, der ikke føler, de hører til et bestemt sted, og flere af os beslutter os fra gang til gang. Den ene gang kan man have stemt på de Konservative, fordi man kan lide Lene Espersen, og næste gang kan det være Enhedslisten og Johanne Schmidt-Nielsen (Ø). Og det får selvfølgelig nogen til at tænke, om ikke bare man skal lave noget helt nyt,« mener Troels Mylenberg.

Han opfatter overordnet de nye partiers ankomst som et »sundhedstegn«.

»Det er et sundhedstegn, at selv mennesker, der tager masker på, synes, at de skal gøre det i en politisk kontekst, og at Uffe Elbæk, som bare kunne have droppet helt ud, i stedet vælger at prøve at lave et parti. Det er enormt nemt at afvise, men det bør aftvinge respekt,« siger Troels Mylenberg.