DF-afhopper er ordfattig omkring sin exit

EU-parlamentariker Anna Rosbach vil ikke uddybe, hvorfor hun har valgt at forlade Dansk Folkeparti.

Foto: Steen Brogaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er fortsat mystik omkring baggrunden for, hvorfor EU-parlamentariker Anna Rosbach har valgt at forlade Dansk Folkeparti.

Hovedpersonen selv har ikke lyst til at uddybe, hvorfor hun har meldt sig ud af partiet.

- Det er mit helt private valg, og det har nogen helt private grunde, siger Anna Rosbach til Ritzau.

- Det har været en meget svær beslutning for mig at tage. Det nytter ikke noget, du trykker mig på maven. Det er private årsager, siger hun.

DF's andet medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, fik intet af vide om sin kollegas afhop, før han fik meddelelsen i et brev tirsdag.

- Jeg havde ingen fornemmelse af, at der var noget under opsejling, lød det fra en chokeret Morten Messerschmidt.

Anna Rosbach har siden hen snakket med Messerschmidt. Men hun vil ikke svare på, hvorfor hun ikke underrettede ham, før hun traf beslutningen.

- Jeg har gået med det her i meget lang tid. Og jeg har prøvet at forklare ham, at det ikke har noget med hverken det ene eller det andet at gøre, siger hun.

Da Anna Rosbach i 2009 blev valgt ind i EU-Parlamentet, fik hun 3592 stemmer. Morten Messerschmidt samlede til sammenligning 284.500 stemmer og var dermed i høj grad grunden til, at Anna Rosbach sikrede sig en plads i parlamentet.

DF-afhopperen har nu i stedet valgt at træde et skridt ind mod den politiske midte og har meldt sig ind i ECR-gruppen, der er oprettet af Storbritanniens konservative regeringsparti.

- Der sker ikke spor andet end, at jeg nu har sat mig i en anden stol. Ellers har jeg tænkt mig at fortsætte. Jeg vil stadigvæk gerne arbejde for borgernes vel i Europa, siger hun.

/ritzau/