Cameron og Jernladyens fælles kunststykke: At sige ja og nej på samme tid

David Cameron har givet briterne et valg, som kræver, at han træder ud af Margaret Thatchers skygge – og samtidig gør hende kunststykket efter; at være ude og inde af EU på samme tid.

Den britiske premierminister, David Cameron, har svært ved at leve op til sin forgænger Margaret Thatcher, både hvad angår resultater i forhandlingerne med EU og karisma. Thatcher er tilsyneladende evigt populær i konservative kredse, og der var rift om effekterne, da auktionshuset Christie’s forleden havde en række af »Jernladyens« ejendele under hammeren. De blev solgt for over 30 millioner kroner. Foto: Andy Rain Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Hvad ville Thatcher have gjort? Den afdøde premierministers bombastiske og EU-skeptiske »håndtaske-diplomati« er fortsat mange britiske EU-skeptikeres nostalgiske drøm, selv om Margaret Thatcher i sin regeringstid trods sin hårde retorik aldrig satte Storbritanniens EU-medlemskab på spil i en folkeafstemning.

Det gør premierminister David Cameron, og EU-afstemningen er netop blevet vedtaget ved lov og skal afholdes inden udgangen af 2017. Så er der ingen vej udenom. Alligevel er det en stor udfordring for Cameron at overbevise både briterne – ikke mindst de konservative politikere og vælgere – og de øvrige EU-lande om, at han mener det alvorligt.

Dilemmaet for Cameron er det samme, som han stod over for med folkeafstemningen om skotsk uafhængighed. Han har givet briterne en mulighed for at forlade EU, men han ønsker, at Storbritannien forbliver i det europæiske fællesskab. Han har til gengæld lovet, at han inden afstemningen vil have genforhandlet et »fundamentalt ændret britisk forhold til EU«. Foreløbig har han forhandlet i et halvt år, og det har været svært.

»Premierministeren har besøgt 17 europæiske lande, og han har talt direkte med de øvrige 27 ledere en række gange. Det har været vigtigt med direkte kontakt. Det er første gang, at EU gennemfører sådan en genforhandling. Der er ingen lærebøger til det,« sagde en centralt placeret embedsmand forleden, da den britiske regering helt usædvanligt havde inviteret EU-landenes medier til en briefing om status på forhandlingerne i 10 Downing Street.

Tre ud af fire britisk definerede genforhandlingsområder støder ifølge EU-eksperter ikke på større modstand. De handler om at bevare britisk suverænitet i fremtiden og om at gøre EU mere konkurrencedygtig over for omverdenen, som EU-Kommissionen arbejder på i forvejen.

Det fjerde krav om en fire års karens­periode for andre EU-landes borgere i Storbritannien, før de har ret til velfærdsydelser, er derimod dybt kontroversielt. Mange tusinde mennesker fra Polen og andre østeuropæiske lande har søgt arbejde og ophold i Storbritannien, der i modsætning til de fleste andre EU-lande kan fremvise respektable væksttal, og en række regeringer har i forbindelse med Camerons besøg understreget, at lige rettigheder for alle EU-borgere er en helt essentiel del af fællesskabet.

Vil begrænse tilstrømningen fra øst

For Cameron er det derimod et afgørende punkt, at genforhandlingen berører den voldsomme indvandring, som mange briter ifølge meningsmålinger ser som landets mest akutte politiske problem. Den seneste årlige opgørelse viser, at der på 12 måneder har været en nettoimmigration til Storbritannien på flere end 300.000 mennesker, hovedsageligt affødt af EU-indvandring. En tilsvarende indvandring blev registreret året før, og det er et løfte i det konservative regeringspartis politiske manifest at begrænse tilstrømningen.

Om begrænsning i velfærdsydelser reelt vil ændre »tiltrækningsfaktoren« bliver diskuteret heftigt, men det vil være Camerons argument og udgangspunkt for at anbefale et ja til EU med en britisk forhandlet reformpakke i erkendelse af, at ikke mindst den tyske regering blankt har afvist at rokke ved retten til at søge arbejde på tværs af grænserne. Cameron har advaret om, at et manglende forhandlingsresultat på afgørende punkter vil få ham til at gå forrest i kampagnen for at forlade EU, det såkaldte »brexit«. Det er en farlig strategi, erklærede den tidligere premierminister John Major for nogle dage siden i et radiointerview med BBC.

»Genforhandlingen er vigtig, men den bør ikke afgøre, om vi forbliver i EU eller ej,« sagde Major og konstaterede, at det er »farligt at flirte« med truslen om at forlade EU.

Andre konservative politikere som Boris Johnson, parlamentsmedlem og borgmester i London, har gang på gang øget presset på Cameron for at skærpe kravene over for EU. Senest skrev han i sin faste klumme i The Daily Telegraph, at briterne på velfærdsområdet må kunne få en EU-undtagelse i stil med den danske sommerhusregel:

»Premierministerens forslag var beskedne og fornuftige. De er uden videre blevet ignoreret. Dette land kunne have en levedygtig og spændende fremtid uden for det nuværende EU-arrangement, og hvis danskerne kan få deres særlige omstændigheder anerkendt, så kan Storbritannien også,« skrev Johnson i sin kommentar, som han krydrede med »tak« og »for fanden« på dansk – og hvor han i øvrigt hyldede Danmark og smurte godt på med beskrivelser af dansk hygge med brænde, danske TV-krimiserier, øl, pølser, kridhvide strande, guitarspil i lyse sommeraftener og en befolkning, hvor »de tilsyneladende alle taler det mest perfekte engelsk uden accent«.

Den fremtrædende britiske minister for velfærdsydelser, Ian Duncan Smith, har opfordret Cameron til at stå fast på fireårs-kravet med en måske ikke særlig hjælpsom henvisning til, at Thatcher opnåede sin rabat på EU-budgettet, selv om næsten alle sagde, at det ville være umuligt.

»Min pointe er, at hvis du kører hårdt på i systemet og gør det meget klart, hvad du ønsker, så vil du blive overrasket over, at systemet vil give dig det, som du virkelig har brug for,« sagde Smith ifølge The Guardian.

Cameron skal overgå sin forgænger

Forleden solgte Margaret Thatchers datter en række af sin afdøde mors ejendele på en auktion via Christie’s i London. Resultatet var på mere end 30 millioner kroner og langt over vurderingen. Jernladyen var kontroversiel, men bliver mindet af mange briter som en stærk leder, og beundringen er ikke mindst båret af eksemplerne på, at hun kunne tvinge Bruxelles til at føje sig.

En tilsvarende respekt har David Cameron langtfra opnået, og for at blive husket som en succes skal han overgå sin ikoniske forgænger. I modsætning til hende har han sat sig selv en snæver tidsfrist og givet klare løfter.

Selv hvis det lykkes ham at bøje EU, vil mange britiske konservative og andre briter være utilfredse. Det kan få briterne til at stemme ja til at forblive i det europæiske fællesskab, og det er bestemt ikke det, de mest indædte EU-skeptikere ønsker – reformpakke eller ej. De gør sjældent opmærksom på, at Thatcher rent faktisk støttede den britiske indtrædelse i EF i 1973 og førte kampagne for et ja ved en ny afstemning i 1975.