Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Nye oplysninger trækker nu integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ind i centrum af skandalen om hendes ministeriums ulovlige afslag på statsborgerskab til statsløse unge, skriver dagbladet Information.
Alt tyder på, at ministeren i over et år var klar over, at der blev givet ulovlige afslag. Alligevel lod hun ulovlighederne fortsætte og orienterede ikke Folketinget om dem.
Birthe Rønn Hornbech har tidligere fortalt, at hun rettede henvendelse om FN-konventionen fra 1961 om statsløshed til de øvrige nordiske lande, så snart hun blev opmærksom på fejlbehandlingen af de statsløses ansøgninger om statsborgerskab.
Ifølge det svenske integrationsministerium, henvendte deres danske kolleger sig den 16. december 2008 for at høre, hvordan svenskerne håndterede FN-konventionen. Først i januar 2010 orienterede ministeren Folketinget om, at der var sket en fejlbehandling.
- Hvis ministeren har kendt til fejlen mere end et år, før hun reagerer, er det meget alvorligt, siger professor i jura ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter til Information.
- Så har hun tilsidesat sin pligt til at følge de internationale konventioner og orientere Folketinget. Det er et klart brud på ministeransvarlighedsloven. Der er andre ministre, der har måttet forlade deres poster i lignende sager, fortsætter han.
Også oppositionen ser med stor alvor på sagen.
- Ministeren har ansvar for, at en gruppe unge mennesker ikke har fået statsborgerskab, som de havde ret til, og at sagen er blevet hemmeligholdt for Folketinget, siger SFs indfødsretsordfører Hanna Agersnap til Information og fortsætter:
- Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan hun kan blive siddende som minister. Det er et særdeles grimt cover up, Rønn har lavet.
Det har ikke været muligt for Information at få en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.
/ritzau/