Reformér botilbuddene til de handicappede

I dag er det årsdagen for Strandvænget-sagen, og i den forbindelse er det oplagt at se på hele botilbudsområdet. For skandalerne vil blive ved med at vælte frem, hvis ikke vi gør op med den grundlæggende institutionskultur. Der er meget, der skal gøres. Noget ligger lige for, andet kalder på grundig eftertanke

Tegning: lars andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er i dag den 13. februar præcis et år siden, TV 2 bragte den TV-dokumentar, som fik sagen om Strandvænget til at rulle for fuld styrke i medierne. Med et slag fik vi som udenforstående indblik i, hvordan svært handicappede blev udsat for en umenneskelig og nedværdigende behandling af et afmægtigt og fagligt tilsandet personale, som greb til helt uacceptable metoder. Dokumentaren afslørede sider af en institutionskultur, som vi troede vi for længst havde lagt bag os.

Tiden siden har i høj grad stået i selvransagelsens tegn. Region Syddanmark, Ankestyrelsen, en arbejdsgruppe under Velfærdsministeriet og Danske Regioner har hver især iværksat processer eller udgivet rapporter, som skal sikre kvaliteten i tilbuddene til mennesker med handicap. Selvransagelsen har været til at få øje på. Men vi skylder i sandhed også de mennesker, som blev udsat for disse ydmygelser, at vi tager ved lære af det, vi så og erfarede.

Det er vigtigt at kvittere for de gode initiativer, der er taget. Men det er også nødvendigt at spørge: Hvor bliver finansieringen af til de initiativer, rapporterne peger på? Hvorfor er kommunerne stort set fraværende i debatten om botilbuddenes udvikling, selv om de med strukturreformen generelt har overtaget ansvaret for landets botilbud? Hvordan kan vi på den ene side fokusere så massivt på et kvalitetsløft i den offentlige service, samtidig med at kvaliteten i vores tilbud til de svært fysisk og psykisk handicappede hænger i laser – uden at de to diskussioner bringes i forbindelse med hinanden?

Det er 28 år siden, vi nedlagde særforsorgen og decentraliserede de store statslige totalinstitutioner, og det er 10 år siden, vi afskaffede institutionsbegrebet i dansk lovgivning. Men det vi har set med Strandvænget og de andre »sager« er, at begge begreber lever i bedste velgående. Vi har helt åbenlyst endnu ikke formået at skabe en afløser for særforsorgen, som på en værdig og anstændig måde er i stand til at løfte den kolossale etiske opgave, det er at få mere eller mindre hjælpeløse menneskers liv lagt i sine hænder.

Jeg er ikke i tvivl om, at der findes mange botilbud, som gør det rigtig, rigtig godt. Men Strandvænget var desværre ikke en enlig svale. Året, der er gået, har med al tydelighed vist, at Strandvænget blot blev symbolet på et generelt og strukturelt problem. Et problem, som kalder på en botilbudsreform, som ikke blot fokuserer på akut brandslukning, men udvikler nye boformer og sætter spørgsmålstegn ved den hidtidige organisering af botilbudsområdet.

Det betyder f.eks., at vi grundlæggende må gen­overveje fremtiden for de sidste store institutionslignende botilbud. Jeg er selvfølgelig helt på det rene med, at størrelsen ikke er den eneste årsag til det, vi har være vidne til. Umenneskelighed, kynisme og udygtighed kendes også fra små boenheder.

Men vi kommer aldrig fri af den historik og institutionskultur, som klæber til området, hvis vi ikke gør helt op med disse store, gamle totalinstitutioner, hvor institutionskulturen hænger i gardinerne og sidder i væggene. Det er ikke nok, at man deler den gamle kæmpeinstitution op i mindre selvstyrende enheder og hævder, at nu er den store institution blevet til ti små hyggelige hjem. Vi får ikke gjort op med institutionstænkningen, hvis vi ikke får gjort op med de fysiske rammer, som er selve indbegrebet af institution.

Med det er ikke kun de gamle store institutioner, vi skal have gjort op med. Vi skal også undlade at bygge nye, store botilbud med boliger til 25, 30 eller 40 mennesker i samme bygningskompleks, for nissen flytter med. Uanset hvad vi gør, så vil den type byggeri få institutions­karakter, og institutionskulturen vil flytte ind. De store enheder signalerer stordrift, rationalitet, arbejdsdeling, samlebånd og i sidste ende ofte umenneskelighed – og det er netop nogle af de elementer, institutionskulturen er gjort af.

Vi skal i stedet satse på boliger, som er langt stærkere integreret i den øvrige boligmasse. Det kan være enkeltlejligheder i beboelser, hvor der i øvrigt ikke bor andre, som har et handicap, det kan være halvdelen af lejlighederne i en opgang, eller det kan være 3, 4 eller 5 boliger bygget i en lille klynge integreret i andet byggeri, som ikke bebos af personer med handicap.

Det afgørende er, at der kan etableres et frit valg i forhold til, hvor og hvordan man vil bosætte sig, og at der er frit valg i forhold til, hvem man vil bo sammen med – herunder også om man overhovedet ønsker at bo sammen med andre, f.eks. andre med handicap.

Et langt friere valg giver selvfølgelig et praktisk problem i forhold til, hvordan man tilrettelægger den støtte, der skal ydes til disse mennesker i deres bolig. Til det er der at sige:

For det første tilsiger velstanden i vores samfund, at vi har ressourcer til at tilstræbe den rigtige og værdige løsning – og ikke blot foretrække den mest effektive og billigste løsning.

For det andet er der al mulig grund til at nytænke den måde, vi i dag tænker service og støtte til de borgere, som visiteres til et botilbud. Det er på ingen måde en naturlov, at al nødvendig service skal være til stede på samme matrikel som boligen. Har man brug for et tilbud om beskæftigelse, tandlæge, fysioterapi, motionsrum eller andet, så er det en del af normaliseringen, at man så tager ud i byen til arbejdsplads, tandlæge, fitnesscenter og andet.

Endelig er det nødvendigt at være opmærksom på, at der findes en lille gruppe meget svært handicappede, som har så betydelige funktionsnedsættelser, at der stilles nogle helt ekstraordinære krav til de omgivelser, de kan bo i.

Men denne lille gruppes behov for særlige foranstaltninger og regler må aldrig blive begrundelse for at opretholde et institutionslignende botilbud til en stor gruppe af velfungerende udviklingshæmmede og andre, som sagtens magter at leve under langt mere »normale« og inkluderende former.

Der er meget, der bør gøres. Noget ligger lige for, mens andet kalder på dyb og grundig eftertanke, for ingen kan påstå, at Strandvænget, Sjælør og Tokanten repræsenterer simple og letløste problemer.

En løsning forudsætter grundige analyser og dybtgående forarbejder. Det Centrale Handicapråd vil derfor drøfte muligheden for at etablere en national tænketank, som skal bidrage med reformtanker og nytænkning inden for botilbudsområdet.

Et af de initiativer rådet gerne ser sat til diskussion er etablering af, hvad man kunne kalde et Institut for Kvalitetsudvikling af Botilbud. Der er behov for langt større åbenhed og synlighed omkring de meget store faglige og menneskelige krav, der stilles til medarbejdere i botilbud. I dag kan vi registrere, at der er botilbud, som tørrer fagligt ud, som mangler ledelsesmæssig sparring, og at problemer ofte privatiseres hos den enkelte medarbejder, hos den lokale ledelse eller i en afmægtig forvaltning. Derfor er der brug for, at der etableres en vidensenhed, som kvalificeret og i faglig »øjenhøjde« kan gå i dialog med botilbuddene.

Mere kontrol og flere tilsyn løser ikke problemerne. Kontrol og 0-fejlskulturen skaber mistillid og bidrager i virkeligheden blot yderligere til den dehumanisering, som i forvejen er en del af problemet. Det foreslåede institut skal modsætningsvis inspirere, etablere dialog og initiere erfaringsoverførsel. Det skal have fokus på opbygning og udvikling af kompetencer i form af kurser og uddannelsesaktiviteter for medarbejderne i forvaltningerne, de administrative og de udførende personalegrupper i botilbuddene og også gerne for pårørende.

Det nævnte institut skal være fokuspunkt for indsamling og formidling af nationale og internationale erfaringer med god praksis, ligesom det f.eks. også kan være organisatorisk omdrejningspunkt for en omfattende jobrotationsordning, udgangspunkt for et udrykningshold, der kan rekvireres til akuthjælp, og et kvalificeret eksternt tilsyn etc.

Det er min faste overbevisning, at der er behov for en kulegravning af hele botilbudsområdet med henblik på en langt mere omfattende reform af området, end det der tegner sig i de hidtidige lidt spredte initiativer. Vi kan som samfund ikke leve med, at kritiske journalister og »afhoppede« medarbejdere tilsyneladende uden besvær kan fremdrage den ene mere foruroligende sag frem efter den anden. Der er grund til at bekymre sig for, at dette ingen ende vil tage, før der gøres en helt ekstraordinær indsats.