Københavns Universitet har længe været en kampplads for identitetspolitiske opgør. En introfest med mexicansk tema startede lavinen og førte til et forbud mod at klæde sig ud som etniciteter til universitetets fester. Siden har der været adskillige eksempler, som har holdt liv i debatten om køn og krænkelse. En opfordring til universitetets undervisere om at undgå at omtale de studerende som »mænd« eller »kvinder«, eller de biologistuderende, der efter en klage, nu også bliver undervist i socialt køn.
Dr.phil. og lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Marianne Stidsen, er en af dem, der højlydt opponerer mod denne udvikling, som hun mener dræner universitetet rent fagligt og sætter ytringsfriheden over styr. Derfor råber hun gerne højt, også selvom store dele af universitetet ifølge hende selv vender sig mod hende, og hun har en fornemmelse af, at rektor mest af alt ville ønske, at hun holdt mund. Marianne Stidsen har tidligere oplevet, at noget, hun har sagt, har vakt opsigt, blandt andet da hun kaldte MeToo for en »terrorbevægelse.«