Kommentar: Tronfølgen og Grundloven

Peter Kurrild-Klitgaard: Stem ja til kønsligestillingen i kongehuset, så denne i sig selv beskedne sag kommer ud af verden på et tidspunkt, hvor den netop ikke er aktuel og derfor ikke – som tilfældet var i 1953 – kan bruges som rambuk til at mase massive grundlovsændringer igennem.

Allerede i 1953 kritiserede eksperter i statsforfatningsret, at man ikke adskilte spørgsmålet om tronfølge og spørgsmålet om vidtgående grundlovsændringer i to separate afstemninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Hage

Hvis man gerne vil sikre, at fremtidige grundlovsændringer handler om indholdet og ikke sjuskes igennem, er det vigtigt, at den foreslåede ændring af Tronfølgeloven vedtages ved folke­afstemningen den 7. juni.
Basalt set er selve ændringen – der medfører fuld ligestilling ved arveretten til tronen – af beskeden og primært symbolsk betydning. Monarkens rolle er i dag altovervejende ceremoniel og symbolsk, og det har næppe nogen substantiel betydning for det danske samfund, om monarken er en konge eller en dronning.
Så hvorfor er det alligevel vigtigt at ændre Tronfølgeloven, som siden 1953 har været sidestillet med Grundloven? For at sige det lige ud: Skal den danske grundlov ændres engang i fremtiden, er dét for vigtigt til at blive afgjort af Tronfølgeloven.
For at forstå det, må man først forstå, at den danske grundlov er en af de sværeste i verden at få ændret. At gøre dét kræver to vedtagelser af ændringerne i Folketinget og imellem disse en folkeafstemning, hvor et flertal stemmer ja, og hvor ja-stemmerne udgør mindst 40 pct. af de stemmeberettigede borgere.
Indtil Grundloven af 1953 var kravet endog 45 pct. Det gjorde, at en storstilet grundlovsrevision i 1939 faldt, for mens der nok var et markant vælgerflertal for ændringsforslaget, var valgdeltagelsen så lav, at kun 44,5 pct. af vælgerne stemte ja.
I stedet koblede man i 1953 en noget mere vidtgående grundlovsrevision med forslag om en ændring af tronfølgen, således at kvinder også blev arveberettigede – og med den konsekvens, at kong Frederik IXs ældste datter, vores nuværende dronning, ville blive tronfølger. Dét fik vælgerne op fra sofaen, så valgdeltagelsen blev på 60 pct. og ja-stemmerne på 45,8 pct. af samtlige vælgere.

Den ændring kan man, afhængig af ideologi og grad af konservatisme, synes om, hvad man vil. Men faktum er, at ændringen af Tronfølgeloven på den måde kom til at slæbe en større ændring af Grundloven igennem, som var noget mere vidtgående end den, der i 1939 ikke havde kunnet mobilisere den fornødne begejstring blandt vælgerne til at leve op til Grundlovens egne krav.
Mens 1953-Grundloven nok har en række kvaliteter, kan det aldrig være en god ting, at noget så vigtigt som, hvordan de grundlæggende spilleregler i et samfund skal være indrettet, bliver afgjort af noget, der reelt ikke har noget med emnet at gøre. I særdeleshed ikke når det emne, der så kommer til at bære det igennem, er ét, der meget let bliver både personfikseret og populistisk.
Derfor hørte man f.eks. også i tiden omkring Grundlovens 150-års jubilæum i 1999 flere gange danske politikere give udtryk for, at de mente, at en grundlovsrevision burde gennemføres, hvis kronprinsens førstefødte blev en pige. De vidste, at skete det, så kunne man nok få vælgerne med på at stemme for nogle mere kedelige, mere svært forståelige – men meget vigtigere – ændringer. Dermed ignorerede de selvsamme politikere, at fremtrædende statsforfatningsretseksperter allerede i 1953 kritiserede, at man dengang ikke adskilte de to emner i to separate afstemningstema­er: selve grundlovsrevisionen og den nye tronfølge, idet de to egentlig ikke havde noget med hinanden at gøre, og at mange vælgere måske var tilhængere af det ene og modstandere af det andet.

Så længe der ikke er gennemført en konsekvent ligestilling mellem kønnene i Tronfølgeloven, vil der være en latent fare for, at en situation, hvor en monarks ældste barn er en datter, og at der også er en lillebror, vil blive taget som gidsel af opportunistiske og måske endog magtbegærlige politikere, der så vil bruge ligestillingen som rambuk for at mase massive ændringer af Grundloven igennem, som ellers aldrig ville kunne mobilisere befolkningen i så stort omfang, at ændringerne isoleret set ville kunne komme igennem.
I 1953 var det store og vigtige emner som Landstingets afskaffelse og parlamentarismens grundlovsfæstning – ligesom det også var indførelsen af flere abstrakte »rettigheder«, som aldrig er blevet håndhævet, fordi de essentielt er meningsløse. Hvis man gerne vil have det til at risle koldt ned ad ryggen, kan man jo overveje, hvad de værst tænkelige grundlovsændringer er, som man tror, at en fremtidig, populistisk kampagne fokuseret på en charmerende lille prinsesse vil kunne bære igennem.
Derfor er det for Danmark og for retssamfundets skyld bedst at få denne sag – den fulde ligestilling i kongehuset – ud af verden på et tidspunkt, hvor den netop ikke er aktuel. Hvor det ikke er valget mellem en sød prinsesse og hendes lillebroder, og hvor det ikke kobles med nogle logisk set helt separate, men langt vigtigere spørgsmål. Er man i tvivl om det, bør man kun spørge sig selv, hvorfor det eneste parti, der går imod ændringen af Tronfølgeloven, mon er Enhedslisten?