Kronik: Kongehusets fremtid står på spil

Lars Hovbakke: Hvis kongehuset også skal findes om 100 år, er det altafgørende at stemme ja til ændringen i tronfølgeloven. For hvis fremtidens generationer ikke finder kongehuset moderne nok, er der stor fare for, at opbakningen til kongehuset vil smuldre.

Det danske kongehus er verdens ældste nulevende kongehus. Skal det fortsætte må kongehuset fastholde sin moderniseringskurs og balancen mellem folkelig og for folkelig, skriver Lars Hovbakke. Her er kronprins Frederik i familiens skød. Fold sammen
Læs mere

Den 7. juni går danskerne ikke blot til stemmeurnerne for at stemme til europaparlamentsvalget. De skal også stemme »ja« eller »nej« til en ny tronfølgelov. Ifølge den gamle tronfølgelov fra 1953 er det altid kongens/dronningens ældste søn, der arver tronen. Kun hvis ikke der er nogen mandlige arvinger, kan kvindelige arvinger komme på tale. Hvis den nye tronfølgelov bliver vedtaget ved folkeafstemningen 7. juni, vil tronen fremover altid blive arvet af kongens/dronningens ældste barn, uanset dettes køn. Der vil – i modsætning til i dag – komme til at herske absolut ligestilling.

Folkeafstemningen 7. juni vil få stor historisk betydning. Med vores stemmeafgivelse vil vi alle sammen få afgørende indflydelse på danmarkshistoriens videre forløb. Det skyldes, at de fremtidige generationers syn på kongehuset vil være stærkt afhængigt af, om disse vil opfatte kongehuset som en institution, som er tilstrækkelig moderne til, at de ønsker at bevare den. Med andre ord: Hvis tronfølgeloven bliver vedtaget ved folkeafstemningen den 7. juni, er der større sandsynlighed for, at Danmark vil fortsætte med at være et monarki i de næste mange, mange år, end hvis tronfølgeloven ikke bliver vedtaget.

Selv om det nok er mest sandsynligt, at den nye tronfølgelove vil blive vedtaget, kan man dog ikke være sikker på det. Det er ikke nok, at et flertal af de afgivne stemmer er »ja«-stemmer. Det kræves, at 40 procent af de stemmeberettigede stemmer »ja«, for at loven kan vedtages. Hvor stor er sandsynligheden så for det? Det er meget vanskeligt at sige. Folkeafstemningen er lagt sammen med valget til Europa-Parlamentet. Her ligger stemmeprocenten normalt på mellem 45 og 53. Men det er jo ikke er særligt sandsynligt, at alle, der møder op på valgdagen, vil stemme »ja«, selv om langt de fleste nok vil gøre det. Dermed skal der ikke ret meget til, før kravet om, at 40 procent af de stemmeberettigede skal stemme »ja«, ikke bliver opfyldt. Derfor er det uhyre vigtigt, at man møder op og afgiver sin stemme den 7. juni, hvis man ønsker at være med til at sikre ligestillingen inden for kongehuset. Men også hvis man ønsker at være med til at øge sandsynligheden for, at kongehuset vil blive bevaret, og monarkiet fortsat vil være Danmarks styreform om 100 år.

Hvad er det da for et kongehus, man er med til at bevare, hvis man møder op og stemmer »ja«? Det er ikke et hvilket som helst kongehus. Det er ret unikt, når man sammenligner med andre europæiske landes kongehuse. Både når det gælder dets historie og dets rolle og betydning i dag.

For det første har den nuværende danske kongeslægt regeret længere end nogen anden kongeslægt. Med undtagelse af de fem år, hvor den norske konge Magnus den Gode havde taget magten i Danmark fra 1042 til 1047, har alle danske konger og regerende dronninger tilhørt samme slægt lige siden midten af 900-tallet. Det er helt specielt. Til sammenligning har den nuværende svenske kongeslægt kun siddet på tronen siden 1818. I England har dronning Elizabeth 2.s familie kun regeret siden 1714. I Spanien har den nuværende slægt kun haft magten siden 1700 – og endda med flere afbrydelser, bl.a. i årene 1931-1975, hvor Spanien var en republik. Den norske kongeslægt stammer fra den danske og har kun regeret, siden landet løsrev sig fra Sverige i 1905. I Holland og Belgien har de regerende kongeslægter kun siddet på magten siden hhv. 1815 og 1831. Dog besad repræsentanter for den nuværende hollandske kongeslægt allerede i midten af 1500-tallet embedet som statholder i Holland. Landet hørte dengang under Spanien.

Men selv hvis man medregner dette, har den nuværende danske kongefamilie siddet på tronen i mere end dobbelt så lang tid som den hollandske kongefamilie, som er den næst længst regerende nuværende kongefamilie. I Holland er der tale om ca. 500 år. I Danmarks tilfælde om mere end 1.000 år.

For det andet spiller det danske kongehus i dag på mange måder en helt anden rolle i samfundet end kongefamilierne i de fleste andre europæiske lande. Det danske kongehus adskiller sig ved at være meget upolitisk. I eksempelvis Holland og Belgien udtaler monarken sig om ofte om forskellige politiske spørgsmål, som den danske dronning aldrig ville udtale sig om. Det gælder f.eks. spørgsmålet om EU og andre internationale politiske organisationer og institutioner. Men også i Sverige udtaler kongen sig ofte om aktuelle, konkrete politiske sager. F.eks. har han for nylig blandet sig i den meget følsomme løbende svenske debat mellem naturfredningsorganisationerne og forskellige repræsentanter for landbruget om, hvorvidt man skal have lov til at skyde ulve. Selv i det land, som hvad samfundsforhold ellers ligner Danmark allermest: Norge, udtaler kongen sig i meget højere grad om aktuelle politiske emner, end Dronningen gør herhjemme. F.eks. når han holder sin årlige nytårstale.

Dette betyder ikke, at den danske dronnings taler er indholdsløse. Nej, tværtimod. De appellerer bredt og har stor dybde, fordi de altid koncentrerer sig om nogle almenmenneskelige problemstillinger, emner og vinkler, som er hævet over dagligdags partipolitik. Det er også derfor, at Dronningens nytårstale hvert eneste år bliver rost i høje vendinger af alle danskere, uanset politisk observans. Alle kan nemlig lægge dét i talen, som de vil. Selv om talen er skarp og fuld af dybde, er den koblet af enhver konkret politisk kontekst. Alle kan genkende synspunkterne hos sig selv. Alle kan spejle sig i talen. Og dette er netop noget af det specielle, ikke blot ved Dronningens taler, men ved hele den måde, som det danske kongehus i dag fungerer på generelt i alle sammenhænge. Dette er også er væsentlig del af forklaringen på, at kongehuset er betydeligt mere populært i Danmark end i de fleste andre europæiske lande. I Danmark samler kongehuset i stedet for at splitte, fordi det er højt hævet over konkrete politiske spørgsmål, men alligevel tager del i diskussionen om de aktuelle samfundsmæssige spørgsmål, som interesserer danskerne.

For det tredje adskiller det danske kongehus sig i dag fra mange af de andre kongehuse ved at udvise en hårfin balancegang mellem folkelighed og distance i forhold til befolkningen. En afgørende ting for et kongehus’ popularitet er, at medlemmerne af den kongelige familie er folkelige, uden at være for folkelige. Og at de er distanceret fra og anderledes end den øvrige del af befolkningen, uden at være for distanceret fra og anderledes end den øvrige del af befolkningen. Vi skal både kunne spejle os selv i kongefamilien og samtidig synes, at dens medlemmer er noget særligt og anderledes end alle vi andre.

Denne balancegang findes måske i Danmark i højere grad end i andre europæiske monarkier. Og den bliver gradvis videreudviklet og finjusteret i takt med, at nye generationer vokser op. Dette er også en væsentlig del af forklaringen på kongehusets store popularitet i Danmark.

I Norge har kongehuset altid været meget folkeligt. Nogle nordmænd mener i dag, at kongehuset er blevet for folkeligt. At den unge generations måde at opføre sig på minder for meget om den måde, som andre unge mennesker opfører sig på. I Storbritannien har diskussionen drejet sig om det stik modsatte. Her har fokus i mange år været på, om kongehuset var for stift og gammeldags og for distanceret i forhold til befolkningen.

Når Folketinget har vedtaget, at danskerne den 7. juni skal stemme om en ny tronfølgelov, er det et udtryk for, at man følger op på den danske tradition med en gradvis udvikling og modernisering af kongehuset, sådan som den har eksisteret gennem de seneste mange årtier – for ikke at sige århundreder. Denne traditions videreførelse er en vigtig forudsætning for, at kongehuset også i fremtiden kan bevare sin helt unikke position og store popularitet i Danmark.

Dronningens forbilledlige måde at udfylde rollen på er naturligvis også en meget væsentlig forklaring på monarkiets store popularitet blandt danskerne. Men for at kongehuset kan bevare populariteten, også i de næste mange generationer, er det vigtigt, at rammerne, inden for hvilke fremtidens dronninger og konger kan fungere, fortsat også er i orden og i overensstemmelse med tidens strømninger. Det er dette, der gør folkeafstemningen den 7. juni til en vigtig nationalhistorisk begivenhed. Hver eneste dansker kan få afgørende indflydelse på Danmarkshistorien ved at gå hen at stemme.