Eremitageløbets supertalent: Hellere løb end bold

De fleste børn elsker noget med en bold, men boldspil var ikke lige sagen for Joel Ibler Lillesø.

Hans mor, Kristina, havde bemærket, at han var god til at løbe og foreslog ham at melde sig i Bagsværd Atletik Club. Og dét blev lykken for Joel, som hurtigt afslørede et usædvanligt løbetalent.

Som 15-årig har supertalentet fra Bagsværd i år sat fem danske ungdomsrekorder, er blevet nr. 3 i Eremitageløbet i imponerende 40.50 og sølvvinder i U20 i søndags ved de nordiske mesterskaber i cross i Finland. Næste mål er EM i cross 8. december i Portugal.

Den unikke præstation i Dyrehaven efter Abdi Hakin Ulad 39.11 og Jakob Dybdal 39.58 gør ham til Årets Talent i Eremitageløbet. I et forrygende spurtopgør slog han Christian Okkels og Marcus Rønn med henholdsvis ét og tre sekunder og vandt desuden den 400 meter lange bakkespurt.

Så hårdt pressede han sig i det knivskarpe opgør på den lange bakke op mod Fortunen, at han faldt om i gruset i målet, totalt udpumpet. ”Læg mærke til navnet Joel Ibler Lillesø. Ham hører vi mere om,” skrev B.T.

»Jeg er konkurrenceløber. Jeg kan lide at vinde og håber engang at komme med i de store mesterskaber og kæmpe om medaljerne,« siger en storsmilende Joel Ibler Lillesø.

Af sin træner, Carsten Rytter, fremhæves han også for sin seriøsitet og vilje.

»Joel fokuserer på styrketræning, spændstighed og den korrekte kost. Alle aspekter af 'den komplette løber' trænes,« siger Carsten Rytter.

»Joel vil også i fremtiden have Eremitageløbet som et af sæsonens store mål. Det ligger godt med lidt afstand til banesæsonen og er en god optakt til crosssæsonen. Desuden har Eremitageløbet en historie, som går mange år tilbage, og som Joel kan være med til at skrive for fremtiden.«

For Joel Ibler Lillesø vejer det sociale samvær i Bagsværd Atletik Club tungt.

»Jeg nyder kammeratskabet, atmosfære i klubben og hver eneste træningspas,« siger han.

Årets Talent går i 9. klasse på Bagsværd Kostskole og Gymnasium og sigter næste år på Team Danmark-linjen på Falkonérgaardens Gymnasium. Derefter håber han på et scholarship på et universitet i USA.

»Det er sjovt at tænke på alt det, der er sket, siden jeg som 10-årig løb min første tur rundt om Bagsværd Sø sammen med min mor og far,« siger han.

Søndag 17. november fylder Joel Ibler Lillesø 16 år.