Topnavn forlader kriseramt dansk designklenodie – og det kan blive svært at finde en ny til posten

Berlingske Business giver dig de væsentligste historier om økonomi og virksomheder.

Grundfos-topchef Mads Nipper har siden 2014 siddet i Bang & Olufsens bestyrelse. Om en måned er det slut. Det kan dog blive svært at finde et nyt prominent navn til bestyrelsen, vurderer headhunter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Velkommen til onsdagens businessupdate! Her guider vi dig frem til nogle af dagens vigtigste historier og analyser.

Vi skal forbi den kriseramte lydproducent Bang & Olufsen, der nu igen skal på udkig efter et nyt bestyrelsesmedlem, men begynder med historien om endnu en konkurs i kølvandet af coronakrisen:

Hotelkæden First Hotels går konkurs i Danmark

Selskabet bag hotelkæden First Hotels er gået konkurs i Danmark. Det skriver EjendomsWatch.

Under First Hotels-kæden var First Hotel Aalborg, First Hotel Grand i Odense og First Hotel Kong Frederik i København.

Mediet henviser til en meddelelse fra kurator Per Astrup Madsen fra advokatvirksomheden DLA Piper, som er sendt til kreditorerne.

First Hotels var en del af den norske Maribel-koncern, der drev hoteller i både Norge, Sverige og Danmark, og som gik i konkurs i sidste uge. I forbindelse med Maribels konkurs lød det dog, at de tre hoteller i First Hotels-kæden i Danmark ikke var i fare for at bukke under. Læs mere her.

SAS udskyder betaling på milliardlån

Coronakrisen har ramt luftfarten med hidtil uset kraft. Tirsdag krævede den endnu et offer, da det danske luftfartsselskab Jet Time begærede sig konkurs, og nu er SAS klar med endnu en del af selskabets redningsplan.

Det skandinaviske luftfartsselskab oplyser i en selskabsmeddelelse, at det udskyder betalingen af dets milliardlån.

SAS skulle have betalt renter torsdag i denne uge, men for at holde på likviditeten i selskabet har SAS valgt at udskyde rentebetalingerne på en hybridobligation på 1,5 mia. svenske kroner – svarende til godt en mia. danske kroner.

SAS lover dog, at obligationsejerne vil få deres rentebetaling. Læs mere her.

Mads Nipper forlader Bang & Olufsen

Grundfos-topchef Mads Nipper har de seneste seks år siddet i bestyrelsen for det kriseramte designvirksomheden Bang & Olufsen. Fra næste måned er det dog slut.

Det skriver Finans. Til erhvervsmediet fortæller Mads Nipper, at bruddet med Stuer-virksomheden er udramatisk.

Det tomme sæde, som Grundfos-topchefen efterlader, kan dog blive svært at finde nye, gode kræfter til. Det vurderer Stephen Bruyant-Langer, stifter af The Personal Business Plan og tidligere headhunter på topniveau over for Finans.

»B&O er en stjerne, der er falmet. Der er en inerti, som er svær at vende nu, og det betyder, at der nu er en stor imagerisiko ved at være i bestyrelsen for B&O. Fik jeg selv tilbudt muligheden, ville jeg betænke mig ganske alvorligt og sandsynligvis takke nej,« siger Stephen Bruyant-Langer og peger på, at der ligger en stor arbejdsbyrde i en bestyrelse, når et selskab er kriseramt og undervejs skifter ud på direktørpladsen.

Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:

1: Handelskrigen mellem USA og Kina har skiftet karakter – og nu bliver Danmark også hvirvlet ind i den

Handelskrigen mellem USA og Kina er blevet til en teknologisk krig, hvor de europæiske lande indtager vigtige roller. Washington og Beijing forsøger at trække EU i hver sin retning, og Danmark er derfor en interessant brik i det globale magtspil. Vi er mest enige med præsident Trump, men kan samtidig se muligheder i et dybere økonomisk forhold til Kina. Læs økonomiredaktør Ulrik Bies analyse af handelskrisen her.

2: Krisetider skaber nye ideer: Her er ti, der er kommet ud af coronakrisen

Coronakrisen tvang store dele af befolkningen hjem, erhvervslivet blev presset i knæ, og store dele af samfundet forandrede sig. Store udfordringer kalder dog på nye løsninger, og en krise kan også være grobund for nye ideer, teknologier og virksomheder. Her beskriver Berlingskes Sebastian Persson ti af de ideer, der er opstået under coronakrisen.

3: Cafeer og restauranter vil skrotte kontanterne: »Folk vil i sidste ende sørge for at have kort eller mobiltelefon med«

Café- og restaurantgæster skal visse steder ikke længere have mulighed for at betale med kontanter, hvis det står til en brancheforening for restauratører. Dette står loven dog i vejen for, og derfor vil den nu have loven ændret. Især en gruppe i samfundet kan blive hårdt ramt af forslaget, hvis det bliver en realitet, mener kritikere. Læs mere om historien fra Berlingskes journalist Mads Klitgaard her.

4: Verdens rigeste mand slår rekorden for største indtjening på én dag

Jeff Bezos tjente i mandags 13 milliarder dollar. Hans formue er eksploderet under coronakrisen, hvilket møder kritik fra velgørenhedsorganisation. Det skriver journalist Torsten Cordes.

5: Er Twitter-chefen blevet voksen – eller har han mistet grebet efter sit »hårde år«?

Twitters topchef og medstifter, Jack Dorsey, har rigeligt mellem hænderne på det sociale medie, der ligger i åben strid med USAs præsident og tilmed netop har oplevet et markant hackerangreb. Det er kun få måneder siden, den utraditionelle Dorsey overlevede pres for at gå af og blev kritiseret for at ikke at have markant fokus på Twitter-jobbet. Læs Bibi Christensens portræt af Twitter-chefen her.