Er Twitter-chefen blevet voksen – eller har han mistet grebet efter sit »hårde år«?

Twitters topchef og medstifter, Jack Dorsey, har rigeligt mellem hænderne på det sociale medie, der ligger i åben strid med USAs præsident og tilmed netop har oplevet et markant hackerangreb. Det er kun få måneder siden, den utraditionelle Dorsey overlevede pres for at gå af og blev kritiseret for at ikke at have markant fokus på Twitter-jobbet.

Da Twitter-chefen, Jack Dorsey, i sidste uge beklagede »en hård dag« for det sociale medie efter et større hackerangreb på adskillige prominente brugere, kunne han lige så godt have skrevet »et hårdt år«.

Prøvelserne har meldt sig på stribe for den 43-årige Dorsey, der i forvejen er centrum for en debat om hans utraditionelle levevis og dobbelttjans som chef for to virksomheder, Twitter og betalingsfirmaet Square, hvilket ifølge kritikere gør, at han ikke kan holde fokus på og et fast greb om Twitter.