En medarbejder hos Twitter kan være ansvarlig for onsdagens store hackerangreb på det sociale medie. Det skriver det amerikanske medie Vice torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Vice citerer screenshots af hjemmesider og to anonyme kilder, der angiveligt var med i angrebet.
»Vi brugte en repræsentant (fra Twitter), der helt bogstaveligt gjorde alt arbejdet for os,« siger en af de anonyme kilder til Vice.
Den anden kilde oplyser til mediet, at de betalte medarbejderen for at give dem adgang til adskillige prominente konti.
Hackerangrebet onsdag var blandt andet rettet mod store personligheder som Barack Obama, Bill Gates, Elon Musk og Kanye West og flere store virksomheder. Sent onsdag aften blev deres konti tilsyneladende overtaget af svindlere, der forsøgte at lokke brugere til at overføre bitcoins til dem.
Du kan se eksempler på de hackede tweets her.
Ifølge de anonyme kilder blev de mange Twitter-konti overtaget ved at bruge et internt værktøj hos Twitter.
De oplysninger bakkes op ad adskillige screenshots af værktøjet, som Vice er kommet i besiddelse af.
»Vices historie er dybt bekymrende, da platforme som Twitters har så stor indflydelse,« siger Alan Woodward, der er professor hos centret for cybersikkerhed ved University of Surrey i Storbritannien, til nyhedsbureauet AFP.
»Det kunne tyde på, at ingen enkeltstående person bør have adgang til de her interne værktøjer. Det er sværere at bestikke fire øjne end to,« siger han.
Twitter skriver torsdag morgen, at det stadig er i gang med at undersøge hændelsen.
Men det sociale medie mener, at det har været offer for et »koordineret social engineering-angreb«, hvor medarbejdere med adgang til interne systemer er blevet angrebet.
Termet »social engineering« beskriver, hvordan svindlere forsøger at manipulere deres mål til at dele følsom eller fortrolig information.
Efter angrebet skrev Twitter-direktøren, Jack Dorsey, at det havde været en »hård dag.«
Det menes, at svindlerne har skaffet sig bitcoins til en værdi af cirka 100.000 dollars i forbindelse med hacket. Det er dog en kendt taktik, at svindlerne i nogle tilfælde selv indbetaler penge på kontoen for at få den til at se legitim ud. Det er uvist, hvem der har betalt summerne i dette tilfælde.
Lederen af handelsudvalget i det amerikanske senat, Roger Wicker, kræver en redegørelse fra Twitter.
Det skriver han i et brev til Twitters medstifter Jack Dorsey.
»Det kan ikke overvurderes, hvor bekymrende denne hændelse er - både i kraft af dens virkning og i kraft af, at Twitters interne kontroller ikke var i stand til at stoppe den«, lyder det blandt andet i brevet.
/ritzau/