Amazons stifter, Jeff Bezos, var i forvejen verdens absolut rigeste person, men mandag satte han en ny rekord. På bare en enkelt dag tilføjede mangemilliardæren 13 milliarder dollar svarende til 84 milliarder kroner til sin formue. Det skriver den britiske avis The Guardian.
Det betyder, at Jeff Bezos er god for 189 milliarder dollar, hvilket svarer til 1.221 milliarder kroner.
Beløbet, som Jeff Bezos tilføjede til sin formue i mandags, svarer til prisen på lidt over to Storebæltsbroer eller 30 gange den formue, som den britiske dronning Elizabeth besidder.
Bezos formue er eksploderet, fordi Amazons aktier har taget en vild himmelflugt under coronakrisen, hvor folk har været hjemme og benyttet den amerikanske techgigants onlineservices.
Det er svært at forstå størrelsen af det beløb i en virkelighed, hvor resten af os lige knap har til dagen og vejen.Rebecca Gowland, kampagnechef, Oxfam
Mens mange virksomheder er hårdt ramt af coronakrisen, er Amazons aktier steget med næsten 70 procent siden januar. I mandags steg aktien med otte procent til den rekordhøje kurs på 3.197 dollar, hvilket altså betyder, at Jeff Bezos kan tilføje omkring 13 milliarder dollar til sin formue.
Onsdag er aktien dog faldet en anelse og ligger nu på 3.138 dollar.
Jeff Bezos, der stiftede Amazon i 1994, ejer 11 procent af selskabets aktier. Derudover ejer han også aktier i blandt andet Washington Post og rumrejseselskabet Blue Origin. Siden januar er hans formue vokset med 74 milliarder dollar.
Velgørenhedsorganisation kalder det chokerende
Velgørenhedsorganisationen Oxfam, der arbejder med udviklingshjælp, kalder det »chokerende,« at Jeff Bezos har tjent så mange penge under coronakrisen, mens flere hundrede millioner mennesker verden over har været afhængige af offentlig forsørgelse.
»Det er svært at forstå størrelsen af det beløb i en virkelighed, hvor resten af os lige knap har til dagen og vejen,« siger Rebecca Gowland, der sidder i spidsen for Oxfams kampagne imod ulighed, ifølge The Guardian. Hun tilføjer, at:
»På et tidspunkt, hvor folk lider nød, flere sulter, og hvor en halv milliard mennesker står på kanten til ekstrem fattigdom, er det chokerende, at en person i år allerede har puttet 74 milliarder dollar ned i egen lomme.«