Kultur er konsum

Oprigtig kulturel diversitet - glem det. Så skal USA sadle om.

KUN INDEN FOR FÅ SEKTORER kan vi i Danmark tillade os et benchmark mod lande som Storbritannien og Frankrig. Men på det kreative og kulturelle felt placerer vi os helt i top sammen med de europæiske mastodonter.

Bidraget til vores nationale BNP er på mere end 3,0 procent (hvor 2,6 procent er EU-gennemsnit), og dermed slår danske kulturprodukter klart traditionelle erhverv som tekstilproduktion (0,3 procent), fremstilling af kemi (1,7 procent) og computerrelaterede ydelser (1,5 procent).

GLOBALISERINGEN HAR selvsagt flyttet produktionsfaciliteter uden for landets grænser, og tilbage står derfor specialiseringen i fremtidens guldæg for kreative danskere: Udvikling af kulturprodukter. Fra EUs side understøttes den kulturelle diversitet både politisk og lovgivningsmæssigt inden for de europæiske grænser, men så snart talen falder på import/eksport og spørgsmålet om indførsel af kvoter ved f.eks. handel med USA, fremdrages det argument, at kultur i Europa ikke er en handelsvare, men nærmest en national stolthed; og den slags handler man ikke med i et reguleret marked. Derfor er det »kun« de frie markedskræfter, der hersker.

Det er indiskutabelt, hvorvidt globaliseringen bidrager til et rigere kulturliv, dog synes der på et overordnet plan at være tendens til en let homogenisering, som peger i retning mod USA. Det siges, at for hver gang en amerikaner bruger en dollar på et europæisk kulturprodukt, bruger europæeren 2.000 dollar på et amerikansk produkt. Begge dele på egne markeder, forstås.

Tankevækkende, hvad vi kunne øge vores BNP med, hvis EU etablerede handelsaftaler med USA om kulturprodukter, således at USA for hvert kvantum bestsellers og blockbusters, de smed ind over de europæiske grænser, forpligtede sig til at formidle en tilsvarende mængde europæiske kultur på hjemmemarkedet.

I DAG ER DET de frie handelskræfter, der styrer markedet, men er det hensigtsmæssigt? Dermed bliver det nemlig mod forventning hverken kunstneren eller kulturforbrugeren, der kommer til at bestemme kvaliteten – og dermed diversiteten – af de kulturprodukter, som er på hylderne, men distributionsleddet. For hvem gider satse på f.eks. en avantgardeforfatter, hvis der ikke er salg i skidtet, frivilligt som reguleret?

Lige så fælles identitetsbekræftende det måtte være, at størstedelen af vesterlændinge med lethed kan drøfte Harry Potter og Dan Brown, hvis man slår nogle timer ihjel sammen i en international lufthavn, lige så kvælende er den bagvedliggende årsag hertil; Nemlig at vi i den grad har forsømt at inspirere hinanden med litteratur, der rummer national charme og karakter.

VORES EGEN KULTURMINISTER har i en tale om UNESCO-konventionens forhold til nationale kulturstøtteordninger udtalt, at vi i Danmark bakker op om WTOs arbejde for større liberalisering på området, men at handelspolitiske aftaler ikke bør indgås på kulturområdet for at bevare diversiteten.

Mit budskab er blot, at hvis ikke vi tvinger vores europæiske kultur ind på eksempelvis det amerikanske marked gennem netop kvoteordninger, opnås der ikke mangfoldighed, men enfoldighed, og på trods af, at der er flere europæere end amerikanere, synes de ganske uretmæssigt at have fået overtaget i et marked, hvor vi åbenlyst har så meget at byde på.