Græsk nedtur? Værre på Hawaii!

Hvis USA var EU - og delstaterne var selvstændige nationer - så ville vi i disse uger høre lige så meget om Californien, Nevada, Arizona, Florida og Hawaii som om Grækenland, Spanien og Portugal. De varmeste områder klarer sig nemlig lige så elendigt i USA som i Europa.

Hawaiis guvernør Linda Lingle har været tvunget til at give skolelærerne tre månedlige ekstra fridage, fordi østaten mangler penge. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I morgen - den sidste onsdag i maj - begynder skoleferien for de 170.000 børn og unge mellem første og tolvte klasse på Hawaii. Forude venter tre måneders ferie, og når man bor på Hawaii, er der selvfølgelig altid en vidunderlig strand at tage til! Børnene er i øvrigt vant til at holde fri, for siden oktober sidste år har næsten hver eneste fredag været skolefri. Årsagen? Hawaiis budgetunderskud er så voldsomt, at øens republikanske guvernør, Linda Lingle, i det sidste halve år har tvunget skolelærerne til at tage tre månedlige ulønnede fridage.

Hawaii - på størrelse med Jylland, men med halvt så mange indbyggere - er tvunget helt i knæ. Det budget, som guvernøren fremlagde sidste efterår, viste et underskud på 11 procent, inden hun fandt dramatiske offentlige besparelser.

Recessionen har været hård ved paradisøen - færre turister, mindre skattegrundlag, større velfærdsudgifter - men også Californien, Nevada, Airizona og Florida oplever samme problemer. I Californien - der, hvis det var et land, ville være verdens sjettestørste økonomi - har offentligt ansatte flere gange i det forløbne år fået »tilgodesedler« i stedet for rigtig løn, fordi guvernør Arnold Schwarzenegger ingen kontanter havde.

En stat - ikke et land


Når vi i resten af verden hører så forholdsvis lidt om, hvor slemt det står til i Californien og Hawaii, er årsagen, at USA er en føderal nation, hvor de stater, som klarer sig bedst - eksempelvis Texas - hæfter for de stater, som er i knibe. USA har kun en møntfod, kun en finanspolitik, kun en centralbankdirektør, kun en rente, kun en inflation og kun en præsident.

EU er som bekendt noget andet. Et frivilligt samarbejde mellem selvstændige nationer, som kan vælge at overgive suverænitet til fællesskabet, men det er kun 16 ud af 27 medlemslande, som er med i eurozonen; der eksisterer flere valutaer, flere renter, flere finanspolitikker og en kakafoni af stats- og regeringschefer ud over kommissærerne i Bruxelles.

De, som i Danmark glæder sig over, at der blev stemt nej til euroen i 2000, gør det naturligvis med henvisning til, hvor slemt det går med euroen nu. Hvis de i stedet lyttede til den amerikanske debat, så er den lige omvendt - for i USA fremhæver meningsdannere uafladeligt, hvor heldigt stillede både dollaren som sådan og de svageste delstater er med, at der trods alt er en føderal styring.

Derfor, siger eksempelvis Paul Krugman, Nobel-prismodtager, er USA ikke udsat for samme risiko som EU er, fordi spekulanter ikke kan »angribe« det svage led (eksempelvis Hawaii), men er nødt til at gå i kamp mod selve Washington.

Bekymrende udvikling


Udviklingen i EU bekymrer dybt USA - for den indbyrdes samhandel mellem de to kontinenter, der klart er den største i verden, er så stor, at en langsom økonomisk genopretning i Europa er stærkt negativ for USAs vækst.

Prognoser viste, før den græske krise satte ind, at EU kun vil få en procent i vækst i år, mens USA vil nå over tre procent. Det er i sig selv slemt nok for den amerikanske eksport, men endnu værre er det, når euroen falder i værdi, så det bliver dyrere for europæerne at købe amerikanske varer.

På forsiden af New York Times i søndags indrammede avisen Europas problem, som det ser ud fra USA, under overskriften »Krisen truer de liberale goder for den europæiske livsstil.« I amerikansk sammenhæng betyder »liberal« venstreorienteret. Artiklen fortsætter:

»Europæerne har pralet af deres velfærdsmodel, med deres generøse ferier og tidlige pensionering, deres statsbetalte sundhedssystemer, som de altid sætter op imod den i sammenligning hårde amerikanske kapitalisme. Europæerne har nydt godt af lave militære udgifter, fordi de blev beskyttet af NATOs og USAs atomparaply. De har gennem højere skatter sikret et sikkerhedssystem fra vugge til grav. Men med lav vækst, lave fødselsrater og lang levealder har Europa ikke længere råd til dets behagelige livsstil - i hvert fald ikke uden en periode med tilbageholdenhed og betydelige ændringer.«

Den svade passer amerikanerne godt. Nu kan de endelig slippe for at høre på moralske råd fra det gamle kontinent! Lad mig slutte af, hvor vi begyndte - på Hawaii - med den fortsat så rammende Kim Larsen-tekst fra 1984 om det sorgløse liv: »Der er mange/Af de seje/Der bor til leje/På Haveje/Min kone vil så gerne eje/En strandpromenade på Haveje/Så vi be'r bare guderne om godt vejr/Ja vi be'r bare guderne om godt vejr/ Ah åh jehe.«