Godmorgen,

Og velkommen til ugens sidste nyhedsoverblik, hvor vi skal forbi milliardæren Karsten Ree, der sidste år forsøgte sig med et spektakulært opkøb. Vi begynder dog overblikket med historien om en tidligere rigmand, der nu slæber rundt på en stor gæld:

Riskær skylder over 30 millioner kroner til det offentlige

Finansmanden Klaus Riskær Pedersen, som nu skal overbevise vælgere om at stemme ham ind i Folketinget, slæber rundt på en gæld til det offentlige på over 30 mio. kroner. Tidligere har det været fremme, at Riskær skylder fire mio. kr. i skat, men ved en samlet optælling af kravene mod Finansmanden bliver tallet for hans offentlige gæld væsentligt højere. Han skylder nemlig også penge til Nationalbanken og statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet.

Det fremgår af den såkaldte fordringsliste for boet Klaus Riskær Pedersen under konkurs, som er en opgørelse over de krav, en stribe kreditorer i sin tid indsendte til kuratoren i det nu lukkede konkursbo. Kurator har dog ikke kontrolleret kravene, så tallene på listen er, hvad kreditorerne selv mener, at Riskær skylder dem.

Det skriver Berlingske Business fredag.

Kommissionsformand bad Bech-Bruun-advokat overveje sin habilitet

Undersøgelseskommissionen om Skat, der skal kortlægge de seneste års kaos i Skat, begynder om kort tid sine afhøringer af et stort antal ministre og embedsmænd. Men lige inden kommissionen for alvor tager fat på arbejdet, har formanden for kommissionen, landsdommer i Vestre Landsret Michael Ellehauge, kastet grus i maskineriet.

Landsdommer Michael Ellehauge har nemlig sat spørgsmålstegn ved habiliteten af den advokat, som tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft har valgt som sin bisidder.

Peter Loft er den suverænt højst placerede embedsmand, der skal afhøres af kommissionen. Som bisidder har han valgt en af Danmarks førende eksperter inden for ansættelsesret Lars Svenning Andersen, som er mangeårig advokat hos advokatfirmaet Bech-Bruun.

Kommissionsformanden har for nylig i en samtale med Lars Svenning Andersen rejst spørgsmålet om, hvorvidt han som Bech-Bruun-advokat mener at være habil til at udføre opgaven som bisidder. Det er sket med henvisning til den strid, der består mellem Bech-Bruun og Skatteministeriet og skatteminister Karsten Lauritzen (V) om advokatfirmaets habilitet.

Både Peter Loft og bisidderen, der er advokat hos Bech-Bruun, står uforstående over for henvendelsen.

Læs mere her.

 

Få dit business-overblik hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Business-overblik« og få de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.08:00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

 

Topchef efter Mærsk-aktien styrter ned: »Vi kigger ind i en verden, som ser meget usikker ud«

A. P. Møller - Mærsks topchef Søren Skou er bekymret. Rigtigt meget peger i den forkerte retning for verdensøkonomien, og dermed for A.P. Møller - Mærsk, der, som verdens største rederi, står bag fragten af en stor del af den globale handel.

Søren Skou er glad for, at A. P. Møller - Mærsk, der torsdag fremlagde regnskab, nu for alvor er begyndt at vokse igen, men indtjeningen skuffer, og aktiemarkedet straffer Mærsk-aktien hårdt. Omkring torsdag middag var aktien faldet med 8,4 pct.

»Vi kigger ind i en verden, som ser meget mere usikker ud, end den gjorde sidste år. Vi har et fald i den økonomiske vækst. Vi ser store økonomier som Kina og EU, hvor væksten kommer ned, og vi har en meget volatil oliepris. De fleste faktorer er lige nu pil nedad,« sagde Søren Skou i forbindelse med A. P. Møller - Mærsks årsregnskab.

Læs interviewet her.

A. P. Møller - Mærsk bekræftede desuden torsdag, at selskabet i begyndelsen af april spalter Maersk Drilling ud i en separat børsnotering – en manøvre, som ledelsen i Mærsk håber, i sig selv vil skabe værdi for aktionærerne.

Rigmand ville købe TV2

Vi skal også forbi Karsten Ree, der sidste år var klar til at byde over 1 mia. kr. for tv-stationen TV2. Det skriver Børsen.

Det skete i et flere måneder langt samarbejde med den nu afdøde journalist og tv-vært Ole Stephensen, fortæller milliardæren til avisen.

»Jeg arbejdede sammen med ham om at stikke slæberne ind hos TV2. Jeg betalte Ole lidt penge for at finde nogle ledende folk på TV2, vi mente, der var stærke nok til at drive det,« siger Karsten Ree, der vurderede, at det ville koste ham mellem 1 og 2 mia. kr. at købe sig ind i stationen.

Regeringen havde meldt ud, at den ville sælge TV2, når medieforliget udløb ved udgangen af 2018. Men sidste sommer stak støttepartiet Dansk Folkeparti en kæp i hjulet, da formand Kristian Thulesen Dahl afviste et helt eller delvist salg af TV2.

Det satte samtidig en effektiv stopper for Karsten Rees drøm om at eje mediehuset.

»Ole slog sine folder der nogle måneder, og han arbejdede videre med det, indtil enhver kunne læse i avisen, at det var et no-go politisk. Og så tænkte vi, at det gider vi ikke spilde flere vitaminer på,« siger Den Blå Avis-velhaveren.

Verdens største Nutella-fabrik stopper for produktionen

Vi runder nyhedsoverblikket af med en chokerende historie:

Italienske Ferrero, der laver Nutella, har lukket verdens største fabrik, der producerer det søde nøddechokolade-smørepålæg. Det skriver flere medier.

Det er kvalitetskontrollen, der har lukket fabrikken, da der er fundet »fejl« i en af ingredienserne i det søde pålæg.

Fabrikken, der ligger i Villers-Ecalles i Frankrig pumper hver dag 600.000 krukker med Nutella ud til forbrugere med en sød tand. Men det er der sat stopper for, indtil kvalitetskontrollen igen åbner for hanen med Nutella.

»Der er ikke nogen produkter på hylderne, der er påvirket af fejlen - og vores leverancer til kunderne fortsætter, lyder det fra producenten ifølge The Telegraph.

Der fortæres omkring 100 millioner krukker Nutella hvert eneste år.

Det bør investorerne holde øje med:

Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, giver her tre bud på, hvad investorerne bør holde øje med i dag.

  • ISS kommer med regnskab for fjerde kvartal. Udover Jyske Bank, mangler herefter kun Royal Unibrew og GN Store Nord at aflægge deres regnskabstal for 2018 for så vidt angår de 25 største danske selskaber. Regnskaberne har generelt været bedre end forventet i Danmark

  • Fra makrofronten er det især i dag værd at holde øje med tyske BNP-tal fra fjerde kvartal. Den tyske økonomi har balanceret på randen af en teknisk recession de seneste kvartaler. Kan BNP-tallene for årets sidste kvartal bekræfte den vækstnedgang, som ikke mindst var årsagen til at investorerne solgte massivt ud af deres aktiebeholdning i de sidste måneder af 2019?

  • Aktionærerne i A.P. Møller Mærsk fik på tæven efter et skuffende regnskab og ditto forudsigelser for 2019, og aktien sejlede 10 pct. baglæns. Har investorerne fået raset ud og kursmæssigt luftet deres utilfredshed med resultaterne eller kommer der en efterreaktion?

Markederne lige nu:

De asiatiske aktiemarkeder skrider en anelse fredag, hvor forværrede globale økonomiske udsigter opvejer tegn på fremskridt i handelsforhandlingerne mellem Kina og USA.

Nikkei 225 -0,3
Topix -0,4
Hongkongs Hang Seng -0,3
China Shanghai Composite 0,0
China CSI 300 -0,1
Taiwan Taiex -0,2
Sydkoreas Kospi -0,3
Indiens BSE Sensex 0,0
Singapores STI -0,4
Sydney ASX 200 +0,5

Indeksværdi klokken 05.35.

/ritzau/FINANS