Jagten på Rami Mawad, del 4: De 20 skud

Gennem 15 år har en gruppe af unge tyrkere og arabere ligget i strid med hinanden i Tåstrupgård, før de i sommer åbnede ild mod hinanden i hjertet af bebyggelsen. Få den utrolige historie om kampen mellem organiseret kriminelle og et boligselskab, som troede, det kunne købe sig til fred.

Der bliver svaret p Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hele verden kiggede på Rami Mawad. Uanset hvor han så hen, så han folk stirre tilbage:

Hans venner – drengene fra Tåstrupgård – som regnede med ham. Hans gamle fjender – drengene fra Brøndby Strand – og tyrkerne i hans egen bebyggelse. Boligselskabet. Politiet selvfølgelig. Og nu også journalisterne, som snusede rundt efter de 88 skud. Brøndby Strand-drengene havde lige forsøgt at likvidere Rami, fordi han var under mistanke for at stå bag en mislykket rulleforretning, hvor ca. tre kilo kokain angiveligt blev røvet ude i byen.

Øjne, øjne. øjne.

Rami var en ledende skikkelse blandt Tåstrupgård-drengene og kunne ikke drømme om at vise, at han lod sig mærke af presset. Hvis han gjorde, ville han blotte sig for alle. I stedet sagde han til drengene, at han skulle en tur til udlandet. Han lod forstå, at han havde vigtige forretninger dér. Kun inderkredsen vidste bedre. Rami indlogerede sig i en suite på et luksushotel et sted i byen. Dér lå han og kiggede op i loftet, fortalte han få indviede. Han røg shi-sha og gik måske en enkelt tur i skoven. Han gad ikke engang ringe efter fisse, betroede han en enkelt ven.

Rami Mawad havde længe drømt om et sted at være til ham og drengene.

Angrebet fra Brøndby Strand-drengene, som havde held til at komme helt tæt på ham, fortalte alt. Det var ikke sikkert at hænge på parkeringspladsen længere, de havde brug for deres eget sted. Han kunne sagtens købe et hus selv. Men det allerbedste ville være et kommunalt sted. Ikke engang Ramis fjender ville storme en offentlig bygning – reaktionen ville være voldsom i offentligheden, og alle var interesserede i, at konflikter blev afregnet internt uden politiets indblanding.
På tredjedagen efter attentatet blev  Tåstrupgårds beboere derfor mødt af et forbløffende syn. Drengene ville vise, at de manglede det værested. Derfor tændte de ild i store olietønder og samledes omkring dem, som stod de i ghettoen Bronx.

Rami Mawad havde længe ønsket en klub. Nu forstærkede han presset på boligselskabet AKB og Høje Tåstrup Kommune og forelagde tre løsninger:
■ En klub styret af en medarbejder udefra.
■ En forening finansieret af medlemmer.
■ En kombination af begge.

Han havde samlet 35 medlemmer, alle med adresse i Tåstrupgård. Men politiet var imod. De kunne ikke garantere Ramis sikkerhed, han var stadig efterstræbt i det kriminelle miljø, og de var heller ikke trygge ved, hvad han selv kunne finde på. Han var trods alt kriminel med en række domme bag sig.
AKB vendte tilbage med en anden mulighed. Hvis drengene ville betale for en pavillon, kunne de sammen med Høje Tåstrup Kommune finde en placering uden for Gården, som drengene kærligt kaldte deres ghetto. Rami slog til, han havde pengene, det var intet problem. Det vigtige var at få kommunen og boligselskabet med, så de ikke længere var skydeskiver. Men den plan blev bremset af kommunen, som frygtede, at scenen for fremtidige skyderier blot flyttede. Og en placering af et offentligt skydetelt på en bar mark var alligevel for kynisk.

RAMI OG DRENGENE RASEDE. En dag smadrede de A-holdets lokaler. En af pædagogerne gik helt ned på mødet med de voldsomme drenge og måtte sygemeldes, da de raserede kontoret. En anden blev hængende lidt endnu, indtil projektet lukkede ned i erkendelse af de pauvre resultater. A-holdet var tænkt som et pædagogisk projekt, styret af AKB, hvor bl.a. Rami og hans lillebror Hazim var indskrevet. Men projektet led skibbrud. Drengene kørte rundt med pædagogerne. Så længe drengene var med på holdet, kunne de hæve kontanthjælp uden arbejdsprøvning, og det var muligt at komme tidligere ud fra fængslet. Desuden stillede AKB klubværelser til rådighed for drengene. En del af dem havde forbud mod at vise sig hos kommunen på grund af trusler og vold mod sagsbehandlerne. Nu sendte drengene i stedet pædagogerne op på kommunen med deres sager i håbet om en pension eller anden hjælp. Pædagogerne gjorde, hvad de kunne. Men drengene fortsatte helt uforstyrret deres organiserede kriminalitet koordineret fra parkeringspladsen i Tåstrupgård.

I AUGUST 2008 fik Rami omsider noget. Han fik ikke sit sted. Men Rami fik et job.

AKB valgte at ansætte Rami Mawad – en af Københavns mest efterstræbte mænd efter den mislykkede rulleforretning ude i byen – som bomvagt. For at holde ro i området og nedbringe udgifterne til begået hærværk og grafitti. Og på stien bag boligkvarterets langblok skulle han låse de opstillede bomme og sørge for at holde biler ude. Gennem de halvandet år, jeg som journalist på Berlingske Tidende har færdedes i området for at researche på Rami, har jeg én gang set en bil på stien. Det var en nat, da en BMW cabriolet pludselig blændede mig med sine hvide xenonlygter, parkerede på tværs af stien og afskar mig vejen. Ud steg Rami Mawad, der bad mig forsvinde. Med ansættelsen af Rami Mawad havde AKB effektivt fundet en løsning på den uønskede bilkørsel.

Rami fik aldrig taget en uddannelse. Men nu fik han 22.000 kroner om måneden i en projektansættelse, hvor han også skulle hjælpe det nye A-hold. Han blev ansat med titlen projektmedarbejder i projektet Kulturteamet – en satsning til ca. ti mio. kroner med midler fra bl.a. Socialministeriet, Landsbyggefonden og Høje Taastrup Kommune. Projektet skulle forebygge kriminalitet i området, og nu skulle Rami være en del af det kriminalpræventive arbejde. Rami selv havde ellers domme for tyveri, røveri, vold, grov vold og forsøg på ildspåsættelse på rådhuset i Høje Tåstrup. Intet tydede på, at Rami var færdig med den organiserede kriminalitet. Om kort tid skulle han igen for retten. Han skulle for en dommer i sagen om den CZ-99 9 mm pistol, politiet anholdt ham med i bukselinningen efter de 88 skud på parkeringspladsen. Fast arbejde var lige, hvad han manglede. Rami kunne næppe tro sit held. De 22.000 talte ikke meget i hans økonomi, men de var vigtige af en anden grund: Det var fast hvid indtægt, som gjorde det lettere at godtgøre en vis levefod over for myndighederne, som holdt et vågent øje med bandemedlemmernes livsstil. Og ikke nok med det: De arabiske drenge fik et lille lokale i nummer 195C, det var ikke meget, men det var deres. Dér kunne Rami sidde og ryge sin vandpibe i ro og mag sammen med resten af banden.

Høje Tåstrup Kommune advarede boligselskabet mod ansættelsen af Rami. SSP og Børne- og Ungerådgivningscentret meddelte AKB, at kommunen tog afstand fra boligselskabets metode med at ansætte ham som bomvagt. Politiet kunne ikke garantere for hverken hans sikkerhed eller hans handlinger. Kommunen henviste direkte til, at Rami havde været involveret i skudsagen i Tåstrupgård. Alligevel valgte AKB ved lederen af ejendomskontoret Finn Larsen samt beboerrådgiver Stig Bo Kristensen at gennemføre ansættelsen.

MEN ANSÆTTELSEN AF RAMI var ikke boligselskabet AKBs eneste. I den anden ende af bebyggelsen Tåstrupgård havde en gruppe lidt ældre tyrkere deres eget tilholdsted i en pavillon. Tyrkerne og Ramis drenge havde et årelangt fjendskab bag sig. Allerede da Rami og hans brødre flyttede ind i Tåstrupgård, begyndte de første slagsmål. Nu ansatte AKB to af Ramis værste fjender. Rami hadede tanken om dem – og følelsen var gengældt. De lidt ældre tyrkere var trætte af, at gruppen omkring Rami trak fjender ude fra byen med ind i Tåstrupgård. Rami tjente sine penge på rulleforretninger ude i byen, men når så hans fjender kom, var alle truede, og også tyrkerne forventedes at stille op. Før eller siden ville konflikten eksplodere.

Natten mellem 24. og 25. juni gik det galt. Nogle af de ældre tyrkere fik fat i en fætter til Rami, som angiveligt var ved at sætte ild til en daginstitution. Fætteren var ansat i et andet AKB-projekt, hvor han lånte legeredskaber ud til børnene i området. Tyrkerne afstraffede ham. Men Rami kunne ikke overlade ham til tyrkernes nåde, så det kom til slagsmål med baseballkøller mellem de unge. Politiet rykkede først på aftenen ud for at skille grupperne ad. I de næste timer herskede der en dødlignende stilhed i Gården.

Kommunens SSP-medarbejder, Jacques Royal, var i området den nat for at prøve at lægge en dæmper på tingene. Det samme var socialpædagog Henrik Thaysen. Mens de gik rundt og forsøgte at tale de unge ned, så de en lille dreng, ikke mere end syv år. De undrede sig over, at han var på gaden på det tidspunkt.
Drengen fortsatte sin leg. Han rendte rundt og sagde som et automatvåben, mens han legede, at han havde et våben i hænderne og forklarede de to voksne mænd:
»De skyder i nat.«

SSP-medarbejderen og socialpædagogen blev i området til ca. klokken 2.30. Så tog de hjem for at sove. Kort efter åbnede ’ballet’. Politiet efterforsker stadig sagen, men her er, hvad der ifølge Berlingske Tidende skete den nat i juni sidste år:

En fra Rami Mawads gruppe stormede tyrkernes tilholdssted. Viftende med en pistol jagtede han en ung tyrkisk mand, som tog flugten gennem et vindue. Ca. klokken 3.00 genlød Tåstrupgård af skud. Den unge tyrkiske mand og hans bror kastede sig ind i en bil for at undgå en byge af skud. Ifølge tyrkerne var der tale om et baghold; et planlagt forsøg på en likvidering. Arabergruppen siger derimod, at det ikke var dem, der skød først. Politiets teknikere identificerede 20 skud; nogle af dem med en kaliber mest egnet til at nedlægge elefanter. Politiets teori var, at episoden involverede begge AKBs projektmedarbejdere Ferhat Erdem og Rami Mawad. Ferhat bærer gadenavnet »morderen«, fordi han i tidernes morgen blev dømt for uagtsomt manddrab i et skudopgør med en taxachauffør.

Når en sådan skudepisode finder sted i et kvarter som Tåstrupgård, sker der noget rent ud forbavsende:

Politiet leder efter bandemedlemmer, der lige har skudt på åben gade. Betjentene kan se blodspor, men når først politiet når frem, er der intet offer at se. Banderne foretrækker selv at stå for transporten af deres sårede og døende til hospitalet, det er hurtigst og sikrest sådan. Tilbage på gerningsstedet står bandens øvrige medlemmer og deres venner ti meter borte og glaner med påtaget uskyldig mine, og de beklager over for politiet: De så ikke, hvem der skød, eller hvor de blev af. Og spørger betjentene til et offer for skuddene, ved de virkelig slet ikke noget, bedyrer de.

DRENGENE I TÅSTRUPGÅRD taler ustandseligt med to tunger. Den ene benytter drengene over for alle, der lever inden for loven, den anden reserverer de til hinanden. Drengene ved, at de kan bilde de andre hvad som helst ind. De kender ikke livet på gaden og de regler, drengene lever efter, og selv hvis drengene forsøgte at føre de andre ind i dem, ville de lovlydige næppe tro, hvad de hørte.

Som drengene i Tåstrupgård siger: »Vi bor sammen. Men vi lever to liv. I lever jeres. Vi lever vores.«

Hvis nogen skyder i andres kvarterer, ringer folk efter politiet, og har nogen set noget, så vidner de. Sådan er det ikke i ghettoen. I Tåstrupgård og alle andre forstæder i Danmark, hvor uoverenstemmelser afregnes med automatvåben, ved drengene besked. Snart er betjentene og pressen væk fra området, det er øjenvidnerne ikke. De er nødt til at blive, også efter at politiet har pillet deres afspærringer ned. Øjenvidnerne bor eller arbejder i kvarteret, deres børn går i skole der, og deres biler holder parkeret der. Frygten for repressalier får tavsheden til at sænke sig. Øjenvidnerne spiller deres dobbeltspil, og mens politiets teknikere arbejder, og politiet brokker sig over den manglende hjælpsomhed til pressen, går de første telefonkæder i gang: Hvem skal vi beskytte, hvem skød, og hvornår giver vi igen.

Sådan må det være, når loyaliteten over for brødrene er eneste holdepunkt i livet.

INGEN SLADREDE om de 20 skud den aften, men det fik den højeste prioritet for Vestegnens Politi at få de to AKB-medarbejdere Ferhat og Rami væk fra gaden. De tog dem begge for ulovlig våbenbesiddelse kort efter. Rami Mawad erkendte og fik halvandet års fængsel, som han nu afsoner.
Lederen af ejendomskontoret, Finn Larsen, orienterede i breve til beboere og medarbejderne i Kulturteamet om anholdelserne af deres medarbejdere. Det skete i et usædvanligt brev 17. juli i år.

Inden for de sidste 48 timer var  de to AKB-medarbejdere Rami Mawad og Ferhat Erdem blevet anholdt og varetægtsfængslet for ulovlig våbenbesiddelse, hed det i brevet. Begge fik tilbageholdt deres løn fra deres anholdelse, og de blev suspenderet, indtil deres straf var kendt.

FERHAT OG RAMI VAR UDE af spillet om et sted at være. Men kampen fortsatte.
I den tid, der fulgte, blev den kun ondere.