Nu stopper Festen!

Christian Braad Thomsen kom i kronikken den 6. april med et synspunkt, der normalt alene fremføres af pædofile: Vi skal »nuancere« synet på pædofili og pædofile. Det gav læserbrevsstorm. Thomsen forsvarede sig vanen tro (20. april) prompte ved at hævde, at han blot er en »intellektuel«, der har pligt til at levere selve sandheden om pædofili - skønt den er ilde hørt. Intet kunne være mere forkert.

For det første må man sætte spørgsmålstegn ved, om Thomsen overhovedet er »intellektuel«, som han påstår, eller om han er amatør. Pædofili og incest er jo avancerede psykiatriske og psykologiske problemstillinger. Men sandheden er, at Thomsen har været i mesterlære som journalist og derudover har en uddannelse som instruktør fra Filmskolen. Hans akademiske uddannelse, derimod, sluttede brat, da han droppede ud af gymnasiet uden eksamen. Han er ikke så meget som exam.art. i noget som helst. (Politiken, 9/12 2000).

Derfor kunne han jo være klog nok. Men ak. Thomsen er både uvidende og tendentiøs, når han stædigt debatterer pædofili og incest i lyset af Freuds over ét hundrede år gamle teorier. Og dét er ikke noget, jeg mener. Det er noget, den kilde, som Thomsen selv støtter sig til i sin kommentar, dr.phil. Ole Andkjær Olsen, mener: »I øvrigt har han (Thomsen) jo haft det lidt med at udsøge sig de ting hos Freud, der bekræfter hans egne teorier, og måske været knap så interesseret i alt det, der siger det modsatte,« siger Olsen i en artikel. Samme sted kan man læse, at: »De to venner (sic!) er dybt uenige om Freuds lære og har bl.a. i årevis udkæmpet verbale slag om det såkaldte ødipuskompleks, som Ole Andkjær Olsen har skrevet doktordisputats om.« (Politiken, 9/12 2000).

En anerkendt, videnskabeligt højtuddannet specialist og en autodidakt grubler er »dybt uenige« i et spørgsmål, der er pensum på første år på psykologistudiet. Spændingen er jo ulidelig. For gad vide, hvem der har ret?

Thomsen er ikke »intellektuel«. Han er en Rasmus Modsat, der tror, det er videnskab, når bare man finder én kilde, der påstår, at pædofili er uskadeligt for børn. Hvad han ikke skriver, er imidlertid, at selv denne ene »videnskabelige« kilde for over to år siden er blevet tilbagevist som videnskabelig uredelighed af værste skuffe i det selv samme videnskabelige tidsskrift, som han citerer: »Nu er konklusionen, sammen med forfatternes metoder, blevet totalt forkastet i en ny kritik, der er blevet offentliggjort i denne uge i Psychological Bulletin.« (Se www. leadershipcouncil.org/Research/Rind/rind.html).

Thomsens farligste våben, når han argumenterer »intellektuelt«, er altså en bladløs kniv uden skaft. Det betyder nu ikke, at han er ufarlig i debatten. Den 63-årige filminstruktør har nemlig været lobbyist for pædofili og incest i snart et kvart århundrede. Allerede for små 25 år siden lavede han en stærkt kontroversiel film. Cand.psych. Monica Tafdrup Notkin beskriver den således: »Christian Braad Thomsen har i 1980 lavet filmen »Den man elsker«, hvor han undrer sig over, at det ved lov er forbudt at elske (sådan rent korporligt) den, man elsker.

I filmen fortæller Thomsen, at da hans datter, Rosemaria, var to-tre måneder gammel, havde han en sexuel drøm om hende. Han drømte, at hun græd. For at trøste hende satte Thomsen hende op på hans (sic!) stive pik. Straks faldt hun til ro. Thomsen var bange for, at pikken skulle stikke ud af munden på hende, fordi hun var så lille. Men ellers var der ikke noget underligt i den drøm, fortæller Thomsen. I filmen siger han også, at han synes, at det er vanskeligt at bestemme, hvor grænsen for de erotiske udtryk mellem forældre og børn går.« (Weekendavisen, 11/8 1995).

Selv fremstiller Thomsen sine tanker om filmen og om incest i en brochure, Statens Filmcentral har lavet til »Den man elsker«: »Incestproblematikken, sådan som den lanceres af dags- og ugepressen og af de mere letfærdige grupper inden for kvindebevægelsen, handler altid om de svinske fædre, der forfører deres uskyldige små børn eller eventuelt deres børns legekammerater. Filmens grundsynspunkt er det modsatte, nemlig at incest-driften i første omgang begynder hos børnene og retter sig mod deres forældre.« (Thomsens egne ord fra brochuren).

Vil man danne sig sit eget indtryk af filmen, ligger der på nettet et sigende billede af Thomsen og hans nøgne datter i en dobbeltseng (se http://braadthomsen.tripod.com/cbt/id51.html).

Seksuelle overgreb på børn begås af de »pædofile« mænd, man i gamle dage - inden Pædofilgruppen kuppede retorikken - med et rammende ord kaldte »børnelokkere«. Men på trods af, at manipulation stadig er grundidéen i ethvert pædofilt forhold, så var det også hos Pædofilgruppen en kongstanke, at det er lige omvendt. Børnene beder selv om overgrebene.

Det er en vrangforestilling. Det mener cand.psych. Kirsten Moesgaard, der har arbejdet med mishandlede børn i 20 år. Hun underviser på Politiskolen og skriver i en artikel i bogen »Overgreb mod børn« om Thomsens film: »Chr. Braad Thomsen mener, at vi svigter børnene, når vi afviser dem og ikke tager deres ønske om seksuel aktivitet alvorligt. Men det er misforstået, at det er den voksnes seksualitet, børnene beder om. Barnet beder ikke om seksuel tilfredsstillelse gennem den voksne, men ønsker, at den voksne reagerer positivt på dets ønske om at føle sig stærk og kærlig.« (»Overgreb mod børn«, Det Kriminalpræventive Råd, Rigspolitichefens Trykkeri, 1999).

Har Thomsen samme syn på incest, som Pædofilgruppen havde? Og offentliggjorde han faktisk dette synspunkt flere år inden, Pædofilgruppen overhovedet blev etableret. Man studser uvilkårligt. Pædofilgruppen blev bl.a. stiftet af »antipædagog« Troels Peter Schmidt, der har skrevet bøger om pædofiliens lyksaligheder, og som sågar har forsøgt at lave en »pædofilibørnehave«. Projektet blev standset i sidste øjeblik af ordensmagten. I dag er Schmidt opstillet som Folketingskandidat for Minoritetspartiet. Han lavede engang et radiointerview med Thomsen i Vesterbro Lokalradio. Åbningen var et kontant spørgsmål: Findes der lykkelig blodskam?

Christian Braad Thomsen: »Ja, selvfølgelig findes der lykkelige blodskamsforhold. Problemet er, at man normalt ikke hører så meget om dem, fordi blodskam er kriminelt i endnu højere grad, end homoseksualitet tidligere har været kriminelt. Og så er det selvfølgelig vigtigt for dem, der ønsker at fastholde kriminaliseringen af blodskam, at påstå, at der kun findes ulykkelige blodskamsforhold. Det er noget sludder, lige såvel som der findes lykkelige homoseksuelle forhold, findes der selvfølgelig også lykkelige blodskamsforhold.«

Kort efter bad intervieweren Thomsen om at dokumentere sin påstand yderligere: (Peter:) »Du kan ikke huske nogle andre tilfælde fra den bog eller nogle andre videnskabelige rapporter, eller andet?« Christian: »Nej, det husker jeg ikke på stående fod.« (Se hele udskriften på www.just-well.dk/thomsen.htm).

Quod erat demonstrandum? Nå, ja. Måske lige knap nok.

Christian Braad Thomsen bliver oprevet, når nogen giver udtryk for, at han nok bare slet og ret er pædofil. F.eks. sagsøgte han ligefrem engang Ulla Dahlerup for injurier. Sagens udfald stod i avisen: »F.eks. kunne filminstruktøren Chr. Braad Thomsen, der var den eneste i salen, der havde fået en landsretsdom for at kunne blive kaldt pædofil - dvs. børnelokker - oplyse, at han stærkt overvejede at anke dommen. 'For jeg er ikke pædofil, og jeg har aldrig været det,' sagde Thomsen. For nylig tabte han en injuriesag imod Ulla Dahlerup, der i en anmeldelse af en af hans bøger tydeligt gav udtryk for, at han var pædofil.« (Ekstra Bladet, 6/12 1984).

Ekstra Bladets artikel var en reportage fra en høring arrangeret af Pædofilgruppen i Huset i Magstræde, hvor Christian Braad Thomsen sad i panelet. Sammen med ham sad bl.a. »antipædagog« Peter Schmidt, psykolog Bent Petersen og »Erling« - alle kendte fortalere for pædofili i medierne. Erling Bundgaard optrådte i mange år i medierne som talsmand for Pædofilgruppen. Bent Petersen blev i 1999 fyret som chefpsykolog i Næstved Kommune og samtidig ekskluderet af Dansk Psykologforening, fordi han bl.a. udtalte offentligt, at »det er uskadeligt for børn at indgå i seksuelle forhold med voksne, når det blot sker frivilligt«.

I artiklen fremhæves Thomsens trusler om, at han »stærkt overvejede at anke dommen«. Ulla Dahlerup har bekræftet over for mig, at han aldrig gjorde det. Hvorfor ikke? Det spørgsmål synes jeg, at Berlingske Tidendes læsere skal tage med i overvejelserne, når de - på Thomsens opfordring - »nuancerer« deres syn på debatten om pædofile i Danmark.