Kød for milliarder

Kurt Skare, adm. direktør, Vejen, fylder i dag 70 år.

Direktør Kurt Skare står i spidsen for en familieejet kødkoncern og fylder 70 i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lüthcke

I løbet af 42 år har den nordjyske tekstilarbejdersøn banket en lille forretning op til en international kødvirksomhed med 1,8 milliarder kr. i årlig omsætning.

Med kun to ansatte startede Kurt Skare som selvstændig i 1972 på en tom mark i Vejen kødvirksomheden SkareGruppen og Skare Meat Packers. I dag har den familieejede koncern 700 medarbejdere i ind- og udland. Hovedfabrikken ligger i Vejen, hvor der er 400 ansatte.

Skare har produktion af okse- og kalvekødsprodukter i Christiansfeld, Aarhus og Tyskland, mens der er salgskontorer i Madrid, Barcelona og Malaga i Spanien og Paris i Frankrig. Produkterne afsættes til alt fra slagtere til internationale hoteller, restauranter og store europæiske supermarkedeskæder i Europa og Mellemøsten.

Mærsk som forbillede

Kurt Skares ry som en foretagsom mand inden for handel med oksekød er legendarisk, men han har også haft problemer og flere gange været i modvind i medierne. I 2006 gik flere fyrede medarbejdere til pressen og beskyldte bl.a. virksomheden Skare Meat Packers for at have fusket med holdbarhedsdatoerne. Kurt Skare afviste blankt, at der var solgt gammelt kød. Efter anklager og rygter om dårlig hygiejne og fusk med datomærkning og oprindelsesland foretog Fødevarestyrelsen en uvildig undersøgelse. Siden faldt der ro over sagen. For nylig fik hans virksomhed, Skare Foods, ifølge MetroExpress en bøde på 10.000 kr. og en sur smiley fra Fødevarestyrelsen på grund af salmonella i oksekød. Fejlen vil ikke gentage sig, udtalte Kurt Skare.

Han har tidligere sagt, at han havde Mærsk McKinney Møller som forbillede, fordi Hr. Møller gjorde det fantastisk. Fødselaren modtog Kong Frederik den Niendes Hæderspris for fortjenstfuld indsats for dansk eksport i 1986 og er Ridder af Dannebrogsordenen.