Det har været et produktivt år for Justin Timberlake. Efter syv års pause fra musikken vendte den amerikanske popsanger i foråret tilbage med den på alle måder stort anlagte »The 20/20 Experience«: Ti ambitiøse pop-suiter, der løb op i en samlet spilletid på 70 minutter. Og som til trods for det hitlisteudfordrende store format alligevel har vist sig at være blandt årets bedst sælgende plader.
Nu er han så allerede tilbage med del to af albummet. Og ganske ligesom på første del disker Justin og hans faste producer Timbaland igen op med en ordentlig mobbedreng af et popalbum. Denne gang oven i købet med endnu flere numre og endnu længere spilletider. Men langt er som bekendt ikke nødvendigvis lig med godt i popsammenhæng. I min bog er de bedste popnumre umiddelbare, effektivt skåret og kender deres besøgelsestid. Men med dette nye kuld sange på anlægget får man hurtigt følelsen af, at Justin og Timbaland desværre har ladet konceptet med de lange sange vægte højere end hensynet til den enkelte sang.
Det mest åbenlyse eksempel kommer i form af den ni et halvt minut lange »True Blood«, der de første seks minutter udspiller sig som et hektisk remake af signaturhittet »SexyBack«. Men var det virkelig nødvendigt med den tre et halvt minut lange outro? Fænomenet går igen på de fleste numre, bare i mindre målestok, og det gør desværre, at mange af numrene fremstår mere kedelige, end de egentlig behøver.
Distanceblænder
Produktionsmæssigt er der ellers nok at sætte tænderne i. Timbaland har endnu engang fyldt sangene med tonsvis af blærede detaljer i en produktion, der blander syntetiske beats og synth med mere organiske indslag i form af horn, stryger og guitar. Men det er også en noget overlæsset lyd, der føltes frisk og ligefrem futuristisk tilbage i 2006, men som her i 2013 desværre virker lidt træt i det.
Og så må vi selvfølgelig ikke glemme ham, det hele handler om. Justin Timberlake. Han er stadig mest af alt optaget af at synge om, hvor fantastisk et forhold han har til hustruen Jessica Biel. Det ville der for så vidt ikke være noget galt med, hvis han ellers gjorde det på en måde, der bare besad et gran af personlighed eller originalitet.
Men Justin er en distanceblænder. Man kommer aldrig tæt på ham i hans tekster, og i en popverden, hvor en mand som Drake virkelig lægger det hele frem, fremstår Justin decideret uvedkommende og overfladisk. »If I had a pair of wings I’d pick you up and fly you far away from here. And we’d fly so high up in the sky were the stars are so clear,« lyder det f.eks. himmelråbende banalt på den skjulte sødsuppeballade »Pair Of Wings«.
Når det så er sagt, så rummer albummet også et par enkelte tilforladelige skæringer. »Cabaret« med netop Drake på gæstevisit fungerer udmærket, ligesom disco-baskeren »Take Back The Night« er et klokkeklart hit. De to sange kan dog ikke ændre væsentligt på indtrykket af, at albummet overordnet er en letvægter i forklædning som gigant.
Hvem: Justin Timberlake Hvad: »The 20/20 Experience 2 Of 2«, Sony Music
