Smukt som graven

Med »Raven In The Grave« har The Raveonettes leveret deres mørkeste og med afstand smukkeste udspil.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Albumtitlen klinger af Edgar Allan Poe. Ravne og grave var jo i høj grad den amerikanske mesterforfatters varemærke, og det samme var uhygge, rædsel og gotisk mørke.

»Raven In The Grave« er da også det dystreste album, The Raveonettes har begået til dato. Selv har duoen kaldt deres femte album for »Det perfekte vintersoundtrack«, og den lysende popfornemmelse, som sædvanligvis har lyst deres udspil op indefra, er da også noget nær fraværende.

Den cool surferrock, som ligeledes har været en del af Sune Wagner og Sharin Foos signatur, er også trængt i baggrunden af et univers, som nok er mørkt og sine steder støjende, men også er smukt på sin egen let urovækkende facon.

Og hvor bandet har hentet en god del inspiration, det fremgår af åbneren »Recharge & Revolt«, hvor Wagners cool, adspredte vokaler og det melodiske svæv lyder som en kærlighedserklæring til The Jesus And Mary Chains dystert-smukke »Psychocandy«.

Lyden af Lynch

Det 26 år gamle album farver også den stærke »Let Me On Out«, men når det kommer til susen, støj og schwung, så er »Evil Seeds« i særklasse. Det er simpelthen det mest dragende og sugende stykke musik, The Raveonettes nogensinde har leveret, og Wagners lyse vokal løber side om side med en popsensibel melodi og fænomenale guitarvolter.

Muntert er det bestemt ikke, men dysterheden er så pokkers godt skruet sammen, at man paradoksalt nok smiler, og det er også tilfældet i selskab med den afslutningsvise »My Time’s Up«, som repræsenterer albummets mere afdæmpede side. Og her overløbes skønheden ikke af støj, men underløbes derimod af en sorgfuld sælsomhed, og ville med sine rumklangssvøbte guitarlinjer og Foos æteriske stemmebånd gøre sig perfekt på soundtracket til en film af David Lynch.

Nej, munter er »Raven In The Grave« ikke, men til gengæld det smukkeste, stærkeste og mest selvsikre udspil, The Raveonettes har givet verden – og mon ikke Poe ville have elsket det.