Kan man bare lige efter årtier på toppen af en dansktopbølge begynde at synge jazz? Ja, det kommer jo an på, hvem man er, og hvad jazz lige her og nu er for en størrelse. Birthe Kjær bevæger sig selvfølgelig ikke ud i jazzens mere kringlede krummelurer, men i et landskab af stedsegrønne værker, som mangen en veletableret crooner har fortolket og genfortolket. Og hvordan klarer Birthe Kjær sig så med at lægge sig i den hårdt prøvede slipstrøm altså i rollen som croonette?
Jo, det går da ikke så skidt, som man vel ville sige ovre på hendes fødeegn. For nu er der jo også lige det ved det, at Birthe Kjær kan det dér med at synge. Intonation og volumen er så mobil og så ubesværet, og dertil kommer så den vanskelige del af det - er resultatet troværdigt? Helt klart er der sangere, der rent emotionelt har været et par spadestik længere nede i de sange end Birthe Kjær, men hun har sin elegante stil, der betyder, at hun på ingen måde saboterer de gyldne sange. Tværtimod.
Helt på sin egen måde
Åbningsnummeret, Charles Chaplins »Smile«, lægger stilen an - fra en melankolsk introduktion til en smuktgyngende spadseretur, og til øvrige romantiske værker hører »As Time Goes By«, »La Vie en Rose« og »When I Fall In Love«, mens man ovre i den regulært løsslupne afdeling blandt andet kan glæde sig over »On A Slow Boat To China« i munter duet med Ivan Pedersen.
Et fremragende orkester med gode solister, arrangeret og produceret af Søren Bundgaard og Jesper Riis, ledsager sangerinden, som også sammen med Jørgen de Mylius har skrevet så glimrende - personlige og faktuelle - informationer om de 12 sange. Ikke overraskende runder Birthe Kjær sit evergreen-album af med Sinatra-klassikeren »My Way« - helt på sin måde.
