Det lød da meget godt, da Suspekt slog sig sammen med L.O.C. på projektet »Selvmord« og rappede om de forfærdelige kvinder, der havde sendt de ellers hårde nitter i fosterstillinger. I titusindvis af plader blev spyttet over diskene. Med det in mente er det nu engang mere end skønt at høre Rune Rask, Bai-D og Orgi-E (for første gang minus Troo.l.s) uden tudekiks - som de perverterede, depraverede rimsmede, de er. Fordi vi har brug for et crew, der tør italesætte de grimme følelser i mennesket. Vi har dem alle sammen, men gemmer dem bort. Angste for at blotte dem for andre, angste for at rumme dem. Af angst for at blotte os selv og for at andre skal opdage dem. Bai-Ds depressive blues er ikke misundelsesværdig, men den er nødvendig. Orgi-Es hårdhed og vrede er skræmmende men også lige til at skrive under på. Rune Rasks insisterende lydbilleder, de dramatiske beats, tangenttemaer og strygerflader er et sugende drama af afmagt, den måske værste følelse af alle.
I den grad vedkommende
Vist har Suspekt udviklet sig markant siden debuten i ’99. Rask er blevet en dirigent bag computer og pult, Bai-D og Orgi-E mere distinkte, stilsikre og elegante. Men helt grundlæggende har Suspekt ikke rykket sig så meget, som tidsånden og kulturen har rykket sig i deres retning.
Så vedkommende? Jo. tak, Suspekt er i dén grad vedkommende. De vil noget, tør noget, de provokerer, fremprovokerer. Hanne-Vibeke Holst vil ikke bryde sig om de utallige linjer, der udgår fra de to rapperes EPO-ramte tredje ben, hvad enten det er memoirer, fantasier, ligegyldigheden, objektiviceringen. Det er en dans med dæmoner, som ingen kan vinde. Men håbe på kan man, at udgydelserne i udførelsen og de medfølgende selverkendelsesprocesser undervejs har en lige så forløsende effekt på Suspekt, som den har på lytteren her. Fire af de 12 tracks er musikalsk uinteressante, men resten, deriblandt tre oplagte radiohits, er snart sagt en nærreligiøs renselsesproces at komme igennem. Dén skal man unde sig selv, for på den anden side venter...
