I 2002 holdt 5.000 nordmænd et timelangt sangforedrag på Roskilde Festivalen i selskab med deres lokale helte i det kuleskøre rockband Kaizers Orchestra.
Det var en fantastisk koncert, hvor sekstettens musikalske mix af balkan- og cirkusmusik, indierock og barblues blev leveret med et så udadvendt show, at jeg aldrig havde set noget lignende. Forsanger Janove Ottesen ligefrem spillede på publikum.
At tænke sig 1.500 danskere skråle med på norsk i et udsolgt Store Vega virkede dengang utopisk. Men sådan forløb den råkolde onsdag aften indendøre i en varme, der kun voksede og voksede, som nordmændene spillede sig rundt i deres efterhånden omfangsrige katalog, der har gjort dem til Norges største rockband.
Mere musik, mindre staffage
Musikalsk har de materialet til at undlade showdelen. Sangene kan sagtens tale for sig selv. Det gælder også spritnye sange som »Diamant Till Kull« og »Hjerteknuser«.
Men selv om Kaizers ifht. tidligere holdt igen med deres rytmiske spas på opstillede olietønder og bilfælge, der »bearbejdes« med økseskafter og koben, samt deres dirigeren rundt med publikum, blev de fanget af forventningerne og responsen hos det meget unge publikum.
Det medførte, at halvdelen af koncerten blev mere gøgl og gejl end koncert. Det var især tilfældet under den afsluttende parade af gamle skæringer som »Ompa Til Du Dør«, »Bøn Fra Helvete«, »Kontroll På Kontinentet« og »Maestro«. Heller ikke det engang så forrygende exitparadenummer »170« fik rigtig lov til at folde sig ud musikalsk. Kaizers Orchestra anno 2011 er stadig voldsomt charmerende, men de trænger til at smide mere af staffagen og lade musikken spille førsteviolin.
