Kontoret på femte sal i indre by i København har fuld plade på iværksættervirksomhed anno 2022.
Bare se plantemælken i køleskabet og Soundboksen, der kan fylde rummet med de kunstnere, der skal spille op til fest på 10-øren, når festivalen for kun anden gang løber af stablen.
På døren ind til kontoret hænger et skilt med kontorets åbningstider: mandag til søndag 00.00-23.59. Det er et arbejde døgnet rundt at være iværksætter, må man forstå.
Arbejdet mod festivalen er i fuld gang i den lille kvistlejlighed, hvor de to iværksættere Frederik Kjærgaard og Silas Storgaard sammen med deres 12 ansatte har blikket stift rettet mod at skulle afvikle festivalen AiaSound for anden gang. Festivalen til sommer kommer dog til at blive noget anderledes end første gang.
AiaSound Festival – tidligere kendt som ØreSound Festival – er et af de nyeste skud på den københavnske festivalstamme.
Den vil gerne være en moderne festival med plads til alle og med fokus på bæredygtighed, diversitet og kreative samarbejder.
Sidste sommer måtte de skrue kapaciteten noget længere ned, end de havde håbet på og regnet med. De havde budgetteret med 30.000 deltagere på festivalen hver af dens tre dage, men bedst som store dele af landet var ved at indstille sig på en sommer uden corona og til gengæld med en sommer fyldt med festivaler, måtte de to arrangører gentagne gange justere, da coronarestriktionerne gang på gang blev justeret.
»Vi kunne godt se, at det var en ret stor fordel, at vi er bygget op som en startupvirksomhed. På den måde var vi agile nok til at kunne ændre det hele fra dag til dag. Så man kan møde ind på kontoret og sige »okay, det her, ud med det, nu kører vi efter noget nyt,«« siger Frederik Kjærgaard.

Midt i en coronatid
Hvor de fleste festivaler sidste sommer var nødsaget til at aflyse, valgte Frederik Kjærgaard og Silas Storgaard at gennemføre deres første udgave af festivalen og endte endda med at blive sommerens største festival med omkring 5.000 deltagere hver af de tre dage, festivalen løb af stablen.
For at kunne afvikle festivalen var de dog nødt til gentagne gange at nedjustere deres kapacitet i takt med, at restriktionerne blev skærpet. Først måtte de nedjustere til 20.000, så 15.000 osv. De kom helt ned på 2.000 og så tilbage på 5.000.
»Vi var ret heldige, at vi lå på den rigtige side af 1. august, så vi kunne afvikle med lidt flere publikummer end ellers. Det kom selvfølgelig med nogle økonomiske omkostninger, når vi ikke kunne have så mange gæster, som vi havde regnet med. Men vi fik muligheden for at komme ud med brandet, og vi kunne endda bryste os af at være Danmarks største festival. Så må vi bare tage det økonomiske med,« siger Frederik Kjærgaard.
Så det var en underskudsforretning?
»Ja, det var det. Men festivaler tjener normalt ikke penge de første år alligevel. At man så vælger at gå ud og afvikle en festival – endda første udgave – midt under en pandemi, er både galt og genialt. På den ene side får vi al opmærksomheden, men man kan så også sige, at der er nogle omkostninger forbundet med at afvikle under sådan nogle forhold,« siger de.
De to iværksættere medgiver desuden, at en del af succesen også skyldes, at de fleste af landets store festivaler ikke blev afholdt, og at der derfor var mere plads til AiaSound Festival.

Til sommer gælder det
Til sommer skal den nye festival så stå sin helt store prøve. Nu, hvor vi forhåbentlig kan regne med, at pandemien er ved at gå på hæld, og de store festivaler åbner igen, skal AiaSound Festival for alvor bevise, at den kan bide skeer med de store drenge i klassen.
Selvom de to drenge skal ud og konkurrere med de andre festivaler om at tiltrække publikum, skal de dog ikke konkurrere om billetsalg. I hvert fald ikke i denne omgang.
Mange af de store festivaler har nemlig allerede meldt udsolgt for længe siden, da de blot har videreført deres billetter fra de aflyste år.
Derfor ser Frederik og Silas mere AiaSound Festival som et tilvalg til alle de store festivaler, hvor gæsterne overnatter.
»Her kan man sove hjemme, få taget sig et bad, og så er festivalen klar til dig, når du kommer herud igen,« siger Frederik Kjærgaard.
Til sommer har festivalen igen en kapacitet på 30.000 deltagere om dagen, og denne gang skal der sælges en del flere billetter end sidst.
Hvordan går det med salget?
»Det er begyndt at gå godt nu. Ikke overvældende. Vi kan godt mærke, at billetkøberne lige skal i gang efter corona. Og så kan vi se, at der er mange, der køber endagsbilletter. De har måske et-to navne, de gerne vil se, og så kan de altid opgradere til partoutbillet senere.«
De fortæller, at de blev hårdt ramt i efteråret, da landet blev lukket ned igen, hvor deres billetsalg gik helt i stå.

Hvor meget har I solgt?
»Det er lidt svært at sige. Det vil vi ikke ud med på nuværende tidspunkt.«
Men I har ikke udsolgt?
»Nej, det har vi ikke, men siden genåbningen af Danmark er billetsalget støt stigende, så vi ser rigtig positive tendenser.«
Hvad er jeres målsætning med billetsalget? Hvad skal I op på, for det kan løbe rundt?
»Vi vil gerne over 20.000. Men det vigtigste er bare, at gæsterne har en god oplevelse, så de kommer igen.«
»Hele Københavns festival«
Tror I ikke, at folk bliver mættet af alle de andre festivaler, der også skal køre til sommer, og som folk allerede har købt billetter til? Kommer I ikke til at ligge i skyggen af dem?
»Jeg tror helt klart, at folk kan blive mættet, hvis du tænker på de traditionelle festivaler, men det er vi ikke.«
Men Roskilde Festival og Smukfest har jo også mainstreamnavne og ligger tæt på de store byer?
»Det er selvfølgelig rigtigt. Men jeg tror ikke, at danskere blive mættet af liveoplevelser – især ikke efter en periode, hvor vi har været dem foruden. Liveoplevelser giver folk minder for livet. Det har vi manglet de sidste to år, og det er noget, vi skal bringe tilbage.«
Hvad med på længere sigt? Kan I også finde en plads i festivaldanmark der?
»Det kan vi. Vi er skabt for vores lokalmiljø, og hvis vi gør det godt for dem, kan vi blive til en tradition. NorthSide er nok det bedste eksempel. Det er aarhusianernes festival. Det har københavnerne ikke, men det har de så nu, og det er AiaSound Festival.«
Så I vil være ‘det københavnske NorthSide’?
»Vi vil være hele Københavns festival. Man skal kunne se, at det er København, festivalen ligger i. Det er målsætningen, at artisterne tager en aften hos os i stedet for en aften i Royal Arena. Det kan allerede ske i år, uden at jeg kan sige mere.«
Spørger man de to iværksættere om fremtiden for AiaSound Festival, svarer de, som iværksættere skal. Ambitionerne er tårnhøje, og troen på projektet er ikke til at tage fra dem.
»Vi skal sgu skabe noget magi på 10-øren. Det er en legendarisk plads, og der er sket mange fede ting derude. Men der har aldrig været en tredages festival,« siger de.
Hvad gør I, hvis der kommer en ny omgang med corona?
»Så ved vi, hvad vi skal gøre. Det er ikke noget, vi frygter«
