Jeg havde helt glemt, hvordan det føles. At stå der foran scenen, tæt omslynget af glade fremmede i ekstatisk hengivelse til musikken. Til festen, følelserne og fællesskabet. Opløst i et menneskehav som en brusetablet i et glas vand.
Lige dér – hvis man ellers rammer den helt rigtigt – findes en helt særlig form for lykkefølelse. Et ophøjet sensorisk nirvana, et knugende intenst nu, som kun kan findes, når mange mennesker mødes.
Kæft, hvor har jeg savnet det. Og det var jeg tydeligvis ikke den eneste, der havde på denne weekends første udgave af ØreSound Festival. Efter halvandet år med kvælende restriktioner på fællesskabet, afstandskrav, artige sid-ned-koncerter og aflyste festivaler en masse, føltes ØreSound i momenter som den første rigtige festivaloplevelse i umindelige tider.
Helt oppe foran scenen var der rent faktisk tætpakket. Så længe man kiggede frem mod scenen og rundt om sig, var illusionen intakt. Trådte man derimod et par skridt tilbage og kiggede bagud, var der en gabende tom festivalplads.
ØreSound drømmer om at blive Københavns nye store musikfestival i august, men på denne første udgave lykkedes det altså ikke engang at fylde den coronabegrænsede kapacitet på 5.000 publikummer pr. dag.
Lørdag – festivalens tredje og sidste dag – var der ikke mere end 500 mennesker i den sektion, Berlingske havde adgang til. I sektionen lige bag ved, var der måske 100. Og det vel at mærke på en festivalplads, der under normale omstændigheder vil kunne rumme op mod 30.000 publikummer. Om det var restriktionernes skyld eller en forkert skaleret festivalplads, skal jeg ikke kunne sige. De enorme tomme sektioner var i hvert fald et lidt ærgerligt syn.
Helt oppe foran scenen – når musikken spillede – betød det dog ikke det helt store. Her stod folk tæt og kunne endelig bevæge sig frit, og alene det var tydeligvis en kæmpe forløsning. Ikke bare for publikum men i særdeleshed også for de optrædende musikere dagen igennem.
Forløsende festival
Både Drew Sycamore og Hugo Helmig var tydeligvis rørte over endelig at lov at spille foran et større publikum igen under deres udmærkede koncerter først på aftenen. Drew Sycamore er blandt de danske artister, der har fået sit store gennembrud under corona med hits som »I Wanna Be Dancing« og »45 Fahrenheit Girl«. Men hun har ikke for alvor kunnet manifestere sin succes foran et publikum.
På ØreSound blev den endelig konkret. Især den kvindelige del af publikum dansede og skrålede i vilden sky til hendes 80er-klingende popbaskere – og det i en sådan grad, at hun flere gange undervejs måtte knibe en tåre.
Lidt senere forklarede en meget ærlig – og meget tatoveret! – Hugo Helmig, at det havde været to mega hårde år for hans vedkommende. Midt i det store gennembrud for et par år siden måtte han trække stikket og aflyse en hel danmarksturné for at komme ud af et narkomisbrug. Og da han et år efter endelig var klar til at vende tilbage, blev hele verden lukket ned af corona.
Koncerten på ØreSound var hans første i to år, og det var tydeligvis en kæmpe forløsning for den unge aarhusianske popsanger.
Gensyn med Cheff
Selv blev jeg først for alvor forløst, da Cheff Records indtog scenen. I smuk aftensol over Amager detonerede crewet – bestående af rapperne Kidd, TopGunn, Klumben og produceren Eloq – en eksplosiv parade af bastunge hits, der mindede om en mere bekymringsfri tid.
I år er det ti år siden, at de fire Nørrebro-knægte revolutionerede dansk musik med deres vilde energi, flabede hooks og hjemmegjorte dancehall- og hiphop-beats. Energibundtet Kidd brændte hårdt og hurtigt ud, Klumben bragte digital dancehall til folket i selskab med Raske Penge, mens TopGunn tog os med i »Kongens Have« og gjorde sit bedste for at blive Danmarks svar på Drake.
Men nu har de altså samlet tropperne igen, og lad os bare slå fast, at Cheff Records stadig er en voldsomt potent cocktail af store hits, stemmer og personligheder. Specielt når energien er så god som lørdag aften, hvor de ifølge TopGunn spillede deres første show sammen i otte år.
Sammen står de bare stærkere. Hver for sig kan deres respektive udtryk godt blive en anelse enstrenget, men når de som her kan pulje deres utrolig mange hits sammen og storme scenen både sammen og hver for sig, ja så er det ren dynamit.
Især festministeren Kidd var i hopla og sugede sultent opmærksomheden til sig ude på runwayen under nyklassikere som »Kysset med Jamel«, »Ik’ lavet penge« og 2021-sommerhittet »Buongiorno«, men Eloq holdt sammen på de løsslupne løjer bag pulten med knivskarpe edits og den helt tunge bas. Sådan holder man en fest!
Himmelstræbende pophymner
Hvordan følger man lige op på sådan et brag? Selvfølgelig med inderlighed. Ikke af den sarte introverte slags. Nej, den slags hvor man knytter næverne og banker sig selv på hjertet. Fordi det fucking betyder noget.
Den slags band er Jung. Ligesom Drew Sycamore har den danske trio fået deres gennembrud under corona, og derfor var der igen tale om den helt store forløsning. Mørket var endelig faldet på, og det gav de perfekte rammer til Jungs mørke drama, der nok står på skuldrene af både TV 2 og Nephew, men som samtidig er helt sit eget.
Under koncerten slår det mig, hvordan den uhyre tændte forsanger Jonas Jung Larsen hviler virkelig flot i sig selv og sin måde at synge på. Pauserne får lov at tale, og han behøver egentlig ikke gøre særlig meget for, at det har utrolig stor effekt. Der er på én gang noget helt utroligt stramt og vidunderligt himmelstræbende over deres elektronisk klingende pophymner.
Det er altid fascinerende, når der indimellem lander et nyt band, der er så fuldt formet og sikkert i sit udtryk. Selvom de var helt overstadige over at spille for det største stående publikum i deres karriere, så er jeg sikker på, at det nok skal blive endnu større og endnu vildere for Jung.
Og egentlig også for alle os andre.
For selvom der var stor forløsning både blandt musikere og publikum dagen igennem, så var det – trods alt – kun første forsigtige skridt tilbage til den virkelighed, vi kender. Tænk hvis ØreSound rent faktisk kunne fylde pladsen med 30.000 mennesker næste år?
Det kræver nok en håndfuld store udenlandske navne. Ambitionerne er til det. Om evnerne og publikum også er der, er stadig for tidligt at sige. Men man har da lov at håbe.
