Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Når lokalpolitikere i København og Aarhus har forsvaret undervisningstilbuddet Normstormerne mod kritik, har de ofte sagt, at den kønsaktivistiske organisation gør et vigtigt arbejde for blandt andet at mindske mobning i folkeskolen.
Men hvis Normstormerne udgør et vigtigt bolværk mod diskrimination af minoriteter, er det kun få, der har opdaget det. Det skriver Kristeligt Dagblad.
For selvom Normstormerne kunne udbyde 100 undervisningsforløb for skoleelever i 2022, afholdt de kun 28 af slagsen i Københavns Kommune. Normstormerne afholdt desuden kun 19 forløb i samme kommune året forinden.
Aarhus Kommune opsagde samarbejdet med Normstormerne ved udgangen af 2022. Ifølge Kristeligt Dagblad var årsagen manglende efterspørgsel fra skolerne.
Der er med andre ord begrænset efterspørgsel på den omdiskuterede organisations arbejde. Det bør København tage ved lære af, siger Københavns børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager (K), ifølge Kristeligt Dagblad:
»Jeg er egentlig bare glad for, at det ikke bliver efterspurgt mere. Vi i De Konservative synes, at det er forkert og malplaceret, at Normstormerne skal være i skolerne og tale om kønsidentitet med børn ned til seks-syv år. Vi skal ikke bruge penge på at gøre små børn kønsforvirrede, så jeg håber virkelig, at vi kan finde et politisk flertal til at stoppe bevillingen.«
Københavns Kommune har i årene 2020-2013 i gennemsnit bevilget 1,8 millioner kroner årligt til projektet, i alt 7,1 millioner kroner.
»Hjernevask«
Historien om den begrænsede efterspørgsel kommer, efter at Normstormerne har været genstand for massiv omtale siden foråret 2022. Organisationens undervisningsmateriale er blandt andet blevet kaldt for »hjernevask« og »indoktrinering«, mens Normstormerne selv har sagt, at kritikken bygger på misforståelser.
Af undervisningsmaterialet fremgår det blandt andet, at underviseren skal få eleverne til at »indse, at der er mange flere end to køn«, ligesom normstormerunderviseren inden timen skal instruere klassens almindelige lærer i at forholde sig tavs og ikke stille spørgsmål.
Hemmeligholdt
Det har også mødt kritik, at Berlingske sidste år fik afslag på aktindsigt i netop Normstormernes undervisningsmateriale.
Det skete med henvisning til, at det ville kunne skade Normstormernes forretning, hvis det blev offentliggjort i medierne. Senere viste det sig, at organisationens undervisningsmateriale lå offentligt tilgængeligt på Københavns Kommunes hjemmeside.
Sidst på sommeren kunne Berlingske så afsløre, at bevillingen til Normstormerne i Københavns Kommune var blevet dem tildelt på en sådan måde, at de ikke skulle gennem et udbud.
Normstormerne har hidtil tilbudt deres undervisningsmateriale til 4. klasse og opefter, men for nylig kom det frem, at Normstormerne udvider undervisningstilbuddet for københavnske folkeskoleelever helt ned til 0. klasse.