Tak for at give os en morderhistorie, der er langt fra tjubang-krimi. Det er en stærk læseoplevelse

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Faderfølelse og iskold psykopati går op i en højere enhed i Kim Young-Has skildring af en medynkvækkende morder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Litteraturen er fuld af sølle stakler. Når de er velbeskrevne og rammer os i det rette øjeblik, kan de vække stærk omsorgstrang og gøre vores øjne våde.

I den seneste udgivelse fra det lille kvalitetsforlag Korridor får læseren chance for at indlade sig med en hovedperson, der vækker sympati i så høj grad, at man får lyst til at række ind gennem bogen siders og ae ham metafysisk.

Skrøbelig seriemorder

Der er dog hverken tale om et forældreløst brystsygt Dickens-barn, en ulykkeligt forelsket Werther-simp eller en anden ynke-arketype. Vor hovedperson er en stakkels, sympatisk, skrøbelig … seriemorder.

»En morders dagbog« er skrevet af den 54-årige sydkoreanske stjerneforfatter Kim Young-Ha, hvis værker er oversat til adskillige sprog og nu altså også gode gamle dansk, takket være forlaget Korridor, der i flere år har stået for at forsyne det danske bogmarked med smukt oversatte – og ikke mindst smukt udformede – udgivelser af koreansk, japansk og kinesisk litteratur.

»En morders dagbog« er en del af forlagets novella-serie. Det lidt irriterende ord »novella«, som mest af alt lyder som noget, der kan forårsage en bakteriel tarminfektion, dækker over en litterær form, der er kortere end en roman og længere end en novelle.

Glemsom dræber

Novellaer stammer fra middelalderens Italien, men har ifølge Korridors hjemmeside en stærk tradition i Asien. Det henstår i det uvisse, hvori forskellen på en kortroman og en novella består, men sikkert er det, at det halvkorte format egner sig perfekt, hvis man vil fordybe sig – hurtigt.

Fordybelse er til gengæld noget, vor seriemorderhovedperson må kigge langt efter. Han har Alzheimers, og hvor han før frydede sig over den totale kontrol ved nøje planlagte og veludførte mord, kan han i det stadie af sygdommen, hvor læseren møder ham, ikke huske længe nok til at koge en skål nudler og huske at spise den.

En morders dagbog« er i hvert fald en stærk læseoplevelse, der både er kynisk og sært menneskelig, grusom og galgenhumoristisk i sin absurde nøgternhed (»Da jeg stoppede med at dræbe, begyndte jeg at bowle«). Fold sammen
Læs mere
Foto: Korridor.

Den aldrende morder passes af sin englelige datter Eunhee, og da ligene af unge kvinder begynder at dukke op i deres lokalområde, frygter han for hendes sikkerhed. »Var det mon mig, der havde slået dem ihjel?« spørger han sig selv, men efter at have tjekket datoer i kalenderen kan han konstatere, at det næppe er ham selv, der står bag.

Lettelsen er dog kortvarig, for i sine mest sammenhængende øjeblikke begynder han at fatte mistanke til datterens kæreste og sætter sig op til at begå et sidste mord, selvom han egentlig har pensioneret sig selv fra den slags. Den farlige svigersøn skal ryddes af vejen, og Kim Young-Ha skildrer som det naturligste i verden den faderlige beskyttertrang i samme pennestrøg som morderens kyniske planlægning af drabet. Morderen er under pres, for han er nødt til at slå til, før demensen koger hans hjerne totalt til nudelsuppe.

Kvælende demens

Beskrivelserne af morderens svigtende overblik og hukommelse er dybt rørende. »Vi lever som fanger af tiden. En demenspatient er fanget i en celle med vægge, der smuldrer og vælter indad i en vældig fart. Jeg kan ikke længere få luft,« skriver Kim Young-Ha og udfordrer derved ideen om demens som »de pårørendes sygdom«.

Selvfølgelig er demens også hæsligt for den ramte. Både i  fine billeder som den smuldrende celle og i de små rørende dagligdagsscener med glemte nudelskåle og frustration over for eksempel ikke at kunne huske, at ens egen hund er ens egen hund, mærker man smerten ved at have et sind, der trevles op dag for dag.

Grusom og menneskelig

Bogen er, som titlen afslører, skrevet i dagbogsform, og det tilføjer en plotmæssig spænding, fordi fortælleren egentlig forsøger at være ærlig, men modsat læseren ikke kan huske, hvad han har gjort eller skrevet den foregående dag. En slags ufrivilligt utroværdig fortæller, der træffer sine beslutninger og noterer dem ned efter bedste evne, mens det er overladt til læseren at skabe forbindelserne mellem de forvirrede selvmodsigende fragmenter.

Med denne fortælleteknik har Kim Young-Ha formået at skrive en bog, hvor de mange mord faktisk ikke er det mest uhyggelige. Det er sygdommen, der æder af morderens sind, der skræmmer allermest.

Om der er et dybere budskab, ved jeg ikke. Mordere har også følelser? Alle er lige for død og demens? »En morders dagbog« er i hvert fald en stærk læseoplevelse, der både er kynisk og sært menneskelig, grusom og galgenhumoristisk i sin absurde nøgternhed (»Da jeg stoppede med at dræbe, begyndte jeg at bowle.«).

I dagens litterære landskab skal bøger tilsyneladende helst handle om enten noget med en moder eller noget med en morder for at have succes. Tak til Korridor for at give os en morder-historie, der er langt fra tjubang-krimi, men snarere står på skuldrene af morderlige mesterværker som »Forbrydelse og straf« og »American Psycho«.

En morders dagbog
Forfatter: Kim Young-Ha. Sider: 237. Pris: 200 Forlag: Korridor