Knivene er slebet skarpe, og plasticpresseningen er rullet ud!

Vores alle sammens mest elskelige seriemorder, Dexter Morgan, er tilbage.

»Dexter«-serien, der havde premiere i 2008, forbinder jeg i særlig grad med ordet binging, der i 00erne var betegnelsen for at streame store mængder af episoder i et langt fråseri – som oftest mens man lå horisontalt, udmattet og samvittighedsplaget i sofaen.

»Dexter«, med den sympatiske Michael C. Hall i titelrollen, er særdeles velegnet til at binge, da seriens handling om en kriminaltekniker med speciale i blodpletter, og en hemmelig sidegesjæft som seriemorder, byder på konstante – og urimelige – plot-overraskelser og ekstremt konstruerede spændingsmomenter. Som binger af »Dexter« er man simpelthen nødt til at streame videre for at se, hvordan Dexter Morgan får forklaret sig ud af diverse situationer – og skaffet sine parterede lig af vejen.

Fans vil vide, at det heller ikke lykkes Dexter i sidste ende. Hans søster Debra (Jennifer Carpenter), hvis gennemgående kendemærke er et uhyre »fuck«-oversået frisprog, gennemskuede ham, men ligesom andre, der opdagede Dexters hemmelighed, måtte hun lade livet.

I seriens ottende sæson lader Dexter hendes lig forsvinde i havet ud for Miami, mens han selv sejler ind i en optrækkende tropisk storm. Et passende endeligt for en menneskelig orkan – eller hvad? I seriens afsluttende billede blev der nemlig åbnet for en ny begyndelse. Dexter sidder alene i en bjælkehytte i ødemarken. Er knivene lagt på hylden?

Længe leve det nye blod

Det er de ikke, omend der bliver leget med fansenes forventninger i den nye sæson med den lovende titel »Dexter: New Blood«. Efter seriens pause på ti år fortæller den, hvad der videre hændte.

Dexter, er en kende mere vejrbidt, men er stadig en svigermors hedeste drøm, bor nu i den lille by Iron Lake i staten New York. Alle kender alle, men ingen kender Dexters sande natur, ej heller hans underskønne nye kæreste, der er politikvinde og medlem af den lokale indianerstamme.

Hvad nu med hans mani med at hjælpe samfundet af med sine seriemordere (for vi må huske på, at Dexter er en »god« seriemorder, der holder sig fra uskyldige)? Man tvivler på, at den lille landsby kan indeholde så mange seriemordere som Miami, og i første omgang virker det også, som om Dexter har lagt stilen om.

Han sliber sine knive og økser, og man mærker den velkendte uro i maven, men nej, han gør bare den lokale slagter en tjeneste – Dexter kan jo det der med at holde værktøj skinnende bling-bling. Vi tror også pludselig, at Debra er vendt tilbage fra sin våde grav, men vi bliver klogere. Hun er med som Dexters nye fantasi-Jesper Fårekylling, ligesom hans afdøde adoptivfar var det i de tidligere sæsoner. Hendes sprog er ikke blevet pænere efter opholdet i det hinsides.

Og ja, selvfølgelig viser det sig selvfølgelig, at der også er en, der fortjener Dexters Spezialbehandlung i Iron Lake. Man kan jo ikke lave omelet uden at knuse æg. Interessant er det dog, at offeret tilsyneladende ikke i samme grad som morderne i de tidligere sæsoner af serien har gjort sig fortjent til at dø. Men at han er lidt af en røv, er hævet over enhver tvivl. Han skyder blandt andet en smuk, hvid kronhjort, som de lokale indianere betragter som et helligt dyr.

Men »Dexter« handler om andet end kødudskæring – det har også altid handlet om familie, og i den nye sæson dukker vor helts fortabte, nu voksne, søn op, medbringende egne hemmeligheder. En interessant nyskabelse, der italesætter seriens fortløbende diskussion om arv og miljø.

»Dexter: New Blood« skuffer ikke. Det er ikke Dostojevskij, men det er forbrydelse og straf i tilfredsstillende mængder. Og når den velkendte hjemsøgte musik over rulleteksterne dukker op, vil vi være mange, der er klar til at spole videre til næste episode. Så må vasketøjet vente.

»Dexter: New Blood«. Tv-serie. Varighed: Ti afsnit på hver en time. Af Clyde Phillips. Med Michael C. Hall og Jennifer Carpenter. Kan ses på Paramount+.