Det er tid til at hygge sig med uhyggelige Charles Dickens

Boganmeldelse: Ny samling fortællinger af den store victorianske mester giver gruopvækkende historiske sug i maven.

Foto: Forlaget Klim

Hvis der findes en årstid for Charles Dickens’ spøgelseshistorier (som De, kære læser, sandsynligvis slet ikke kender endnu), så er det denne årstid.

Regnen, der pisker mod ruden, julegaveræset og ungernes iPads, der lyser op i mørket; hvem føler ikke en ubændig trang til at supplere det 21. århundredes kommercielle tvangshygge med en dyb lænestol, en slåbrok med silkekniplinger, fut i pejsen og gruopvækkende historiske sug i maven?

»Imidlertid udgør den dickenske spøgelseshistorie sin helt egen genre. Dickens var nemlig også humorist, og hans sprog dybt charmerende, når han adresserede alt dystert – fra drikfældighed og økonomiske problemer til bestialske barnemord, kannibalisme og forhandlinger med djævlen. «


Lad mig betro Dem, at uanset hvor man befinder sig i denne utåleligt virkelige verden, uanset hvor meget trængsel og alarm, der omgiver én, så er det sådan, det mærkes at sidde med »Spøgelseshistorier«, denne samling af 16 kortere og længere gyserfortællinger af Charles Dickens, kurateret og oversat til fortræffelighed af den danske godfather inden for victoriansk litteratur, Hans-Jørgen Birkmose.

Det bliver ikke ringere af, at Birkmoses ekspertstemme introducerer hver eneste fortælling, så man indimellem de gruopvækkende sug i maven får følelsen af at blive taget i hånden af en voksen, der venligst minder om, at det her bare er en historie.

Victoriansk uhygge

Ordet »gruopvækkende« bruger forlagets redaktør også i bogens forord, »selv om historierne ikke forskrækker læseren som sådan«. Det er nemlig ofte tilfældet med victorianske forfattere som Dickens, der var den største af dem alle – og den arabeske Edgar Allan Poe, der jævnligt udtalte sig varmt om den tre år yngre forfatters værker (og tyvstjal fra ham) – at der »er en slags nøgtern distance indbygget i fortællingerne, som på den ene side har realistiske og genkendelige karakterer, der på den anden side ofte får som fortjent.«

Dét er uhyggeligt korrekt. En victoriansk spøgelseshistorie uden disciplinerende moralisme er nemlig bare en historie, og i dette udvalg får den heller ikke for lidt med pegefingeren.

En litterær altmuligmand

Hvis nogen kan tillade sig at moralisere over for andre, er det til gengæld også Dickens, for han var produktiv i en grad, der tvinger selv de mest agile forfatteres kondi i knæ.

Udover de 15 for det meste murstenstykke romaner, vi kender ham for («Oliver Twist«, »David Copperfield« og »Et juleeventyr« for bare at nævne tre), udgjorde hans kortprosa, altså essays og fortællinger – som disse i denne bog – cirka fire tusind sider. Og så er der biografierne, rejsebeskrivelserne, hans daglige vandreture, redaktørvirksomheden, sociale projekter og meget mere ...

Imidlertid udgør den dickenske spøgelseshistorie sin helt egen genre. Dickens var nemlig også humorist, og hans sprog var dybt charmerende, når han adresserede alt dystert – fra drikfældighed og økonomiske problemer til bestialske barnemord, kannibalisme og forhandlinger med djævlen.

Foto: Forlaget Klim.

Min personlige favorit – også på dyster-charmerende-skalaen – er »Baronen af Grogszwig«, som er en af de mellemlange: Baronen, som i sine unge år var en fandens karl, er nu så tynget af en maskulinitetsdræbende kone, lavvande i kassen og alt for mange børn, at han en dag beslutter sig for at tage livet af sig. Med flasken for munden og kniven for struben får han besøg af selvmordets ånd (også i denne samling er dødens ånder Dickens’ trademark), som skal se til, at det går rigtigt for sig.

Her må jeg afsløre, at baronen ombestemmer sig, og åndens desperate forsøg på at overtale ham til alligevel at vælge døden er simpelthen ustyrlig morsomt. Til sidst dukker Dickens op med omtalte, vidunderlige pegefinger:

»Og mit råd til alle mænd er, at hvis de nogensinde bliver nedtrykte og melankolske af lignende årsager (hvilket rigtig mange mænd gør), så skal de se på sagen fra begge sider og bruge et forstørrelsesglas på den bedste af dem – og at de, hvis de stadig føler sig fristet til at forlade bordet i utide, ryger en stor pibe tobak først, drikker en hel flaske vin og nyder godt af baronen af Grogszwigs prisværdige eksempel.«

Hvis dét ikke er et godt råd, så er mit (og redaktørens) råd til Dem, kære læser, hvis Deres nerver er sarte, at De sætter Dem til rette med Dickens’ spøgelseshistorier, før mørket gør sin entré. Og hvis ikke andet er muligt, så placer Dem i nærheden af ungerne og iPadsenes moderat uhyggelige skær.

Spøgelseshistorier

Forfatter: Charles Dickens Oversættelse og introduktioner: Hans-Jørgen Birkmose. Sider: 374. Vejl. pris: 300 kr. Forlag: Klim.