Stik imod Putins ønske kom Ukraine for alvor på landkortet for ni måneder siden, 24. februar. Om end vi har forstået, at landet er stærkt præget af korruption, har vi ikke mindst lært dets indbyggere at kende for deres mod, og vi ved nu mere om deres kultur; for eksempel at landet var et centrum for vikinger, at det er Europas kornkammer, og at noget af det, der binder det sammen på kryds og tværs, er dets broderitradition, som ligefrem har sin egen nationaldag, men også at det primære sprog for mange ukrainere er russisk.

Alt det, fra korruption til broderi og sprog, kan du få i kondenseret form i den amerikansk-ukrainske journalist Victoria Belims (født 1978) debutbog, »De røde sirener«, hvor hun bruger sin familiehistorie til at beskrive sit moderland.