Den russiske præsident, Vladimir Putin, har natten til torsdag dansk tid autoriseret en særlig militær operation i den østukrainske region Donbass.
Han kalder aktionen for selvforsvar og siger i øvrigt, at alle, der blander sig i Ruslands aktion, vil blive mødt med gengæld.
Her kan du få et overblik over de seneste måneders udvikling:
* 10. november 2021.
USA melder om usædvanlig militær aktivitet ved Ruslands grænse mod Ukraine. Her er tusindvis af russiske soldater begyndt at blive opmarcheret.
* 28. november 2021.
Ukraine meddeler, at Rusland har opmarcheret næsten 92.000 soldater. De frygtes at skulle bruges til en invasion sidst i januar eller først i februar 2022.
Tre dage senere afviser Rusland beskyldningerne og hævder, at Ukraine selv har gang i en militær optrapning. Rusland kræver samtidig en juridisk garanti for, at Ukraine aldrig bliver optaget i forsvarsalliancen Nato.
* 7. december 2021.
USAs præsident, Joe Biden, truer Ruslands præsident, Vladimir Putin, med blandt andet omfattende økonomiske sanktioner, hvis Ukraine invaderes.
Ti dage senere fremsætter russerne et forslag, der har til formål at begrænse USA og Natos indflydelse på tidligere sovjetnationer.
* 17. januar 2022.
Russiske soldater tager til Hviderusland for at gennemføre militærøvelser. Ifølge Rusland gøres det for at beskytte mod udefrakommende trusler.
* 24. januar 2022.
Nato aktiverer en række af alliancens soldater og sender skibe og kampfly afsted for at styrke forsvaret i det østlige Europa.
Dagen efter indleder Rusland militærøvelser med omkring 6000 soldater og 60 kampfly i det sydlige Rusland nær Ukraine og Krim-halvøen.
* 26. januar 2022.
USA afviser at give en garanti om, at Nato lukker døren for Ukraine. Det lyder også, at Nato anser mange af Ruslands krav for at være urealistiske.
* 28. januar 2022.
Vladimir Putin siger, at Vesten har ignoreret »Ruslands fundamentale bekymringer« om en eventuel udvidelse af Nato.
* 2. februar 2022.
USA sender 3000 soldater afsted for at støtte NATO-styrker i Østeuropa.
Fem dage senere siger USA, at Rusland har opmarcheret 110.000 soldater ved Ukraines grænse, og at yderligere 40.000 er på vej.
* 17. februar 2022.
Der er meldinger om offensiver omkring de to russiskstøttede regioner Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine. Lederne i de to selverklærede republikker opfordrer borgere til at evakuere til Rusland.
USAs udenrigsminister, Antony Blinken, beskylder Rusland for »falske provokationer« for at kunne retfærdiggøre yderligere aggressioner.
* 19. februar 2022.
Ukraine meddeler, at to ukrainske soldater er døde efter sammenstød med russiskstøttede separatister i det østlige Ukraine.
USA siger samtidig, at Rusland er »på nippet til« at invadere Ukraine.
* 21. februar 2022.
Det franske præsidentkontor siger, at Biden og Putin er enige om at holde et møde. Rusland siger senere, at der ikke er konkrete planer om et møde.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, meddeler, at Rusland anerkender de to udbryderrepublikker i det østlige Ukraine – Donetsk og Lugansk – som uafhængige.
* 24. februar 2022.
Præsident Vladimir Putin siger, at Rusland har sat en militær operation i gang i Donbass i det østlige Ukraine.
Han siger samtidig, at Rusland ikke har planer om at besætte ukrainsk territorium, og at »Rusland vil reagere med det samme, hvis udenlandske magter blander sig«.
Kilde: AFP og Reuters.
/ritzau/