Moralister i blodrus over »American Psycho«

I 1991 udkom »American Psycho«, der straks blev offer for nogle af litteraturhistoriens mest groteske fejllæsninger. Bret Easton Ellis modtog dødstrusler og blev anklaget for kvindehad og forherligelse af overfladekulturen – selv om hans roman var en kritik af lige netop dét.

Bret Easton Ellis på besøg i København i 1999. Foto: Sofie Hansen Fold sammen
Læs mere

Er det meningsfuldt at læse skønlitteratur med moralske briller? Er det fair at fælde domme over en bog ud fra egne meninger om, hvad der er rigtigt og forkert?

Spørgsmålene melder sig under genlæsningen af »American Psycho«, der hvad forargelse og kontrovers angår er på niveau med »Madame Bovary« fra 1857, der sendte Gustave Flaubert i retten for »fornærmelser mod den offentlige moral« – blot fordi han lod sin kvindelige hovedkarakter tage sig en elsker.

Eller »Lolita« fra 1955, hvor Vladimir Nabokov skriver om et forhold mellem en mindreårig pige og en voksen mand og satte en verden af bedsteborgere i brand.

Men i den nyere romankunst er ingen roman blevet misforstået på så groteske faconer som »American Psycho«. Ja, efter at have at have læst romanen igen og genbesøgt den kritik, romanen rejste, er det nærliggende at tænke, at moralister ikke er i stand til at læse indenad. Eller har lyst til at gøre det.

Gode borde og tortur

De pikerede blikke havde Bret Easton Ellis allerede mærket i det små, da han udgav romanerne »Under nul« og »Uskrevne regler« fra 1985 og 1987, der også kredser om det afstumpede og afstumpende i den moderne vestlige kultur.

Men det for var intet at regne imod det, der mødte ham efter udgivelsen af »American Psycho« i 1991. En antydning, eller et forvarsel om man vil, kom allerede, da det store, velestimerede forlagshus Simon & Schuster afviste at udgive romanen på grund af »æstetiske uoverensstemmelser«.

I stedet trådte Vintage Books til og udgav den som paperback i USA. En udgave i stift bind – der sender et mere finlitterært signal – udkom først i 2012, hvor skandalen var bruset af.

Men det er at springe i kausalkæden, så tilbage til handlingen og jeg-fortælleren Patrick Bateman, der bor i New York og arbejder på Wall Street i 1980ernes boom-år.

Om aftenen lever han et liv som fuldblods-yuppie med ekstremt fokus på mærkevarer og er altid på jagt efter det bedste bord på de hippeste restauranter, hvor han mødes med sine venner. Eller rettere bekendte. Bateman har i hvert fald svært ved at skelne den ene fra den anden, de ligner alle sammen hinanden og taler om de samme overfladiske emner og dyre genstande.

Men han lever også et andet liv, der er ækelt på en anden måde: Om natten torturerer og piner han prostituerede og andre sagesløse kvinder i sin svinedyre lejlighed, hvor han lægger plastik på gulvet og møblerne for ikke at grise unødigt.

Politiet er på sporet af ham, og han tilstår endda det hele sort på hvidt. Men de ignorerer tilståelsen. En hip fyr kan selvsagt ikke begå noget så grusomt.

Indvolde som lasagne

Det er handlingen i et alt for kort referat. Men det peger i det mindste på romanens temaer. For det første på en gennemsyrende forbrugerisme. Dét, at alt kan købes og sælges og udbyttes. Det gælder også vennerne, der er en art accessory, noget, Bateman »tager på« for at fremstå cool.

Kvinder er i endnu højere grad end mændene objekter, ikke mindst luderne, som Bateman køber med hjem og først har sex med og siden smadrer på bestialsk vis. Som her: »Det meste af hendes brystregion er ikke til at skelne fra hendes hals, som ligner hakket kød, og hendes mave minder om Il Marlibras lasagne med aubergine og chévre eller en anden slags hundeæde, med rødt og hvidt og brunt som de fremherskende farver. Enkelte af hendes indvolde er tværet ud over den ene væg og andre er moset sammen til kugler der ligger spredt over sofabordets glasplade som lange blå slanger, mutant-orme.«

I andre passager er det faktisk endnu værre. Rotter, motorsave, sømpistoler, kannibalisme – og hvis der er en sammenligning at drage, er det til B-filmen og undergrundsfilmen og genrer som slasher, gore, hardcore porno og torture porn.

En vækkelsesroman

Men hvad bruger Ellis al den udpenslede gru til? For kritikerne var svaret klart. Romanen var i deres øjne materialistisk og misogyn og moralsk fordærvet. En gren af den amerikanske National Organisation of Women skrev endda, at romanen var en »Sådan-gør-du-bog om at torturere og ødelægge kvinder«.

Også den indflydelsesrige feminist Gloria Steinem trådte frem og tog afstand fra romanen, som hun anså for kvindefjendsk. Og musikeren Phil Collins, som Bateman lytter meget til i romanen, sagde, at han ved bogens udgivelse tænkte: »Det er noget lort«. Uden at have læst den.

Yderligere medvind fik kritikerne, da en vis Paul Bernardino blev afsløret som massemorder og om »American Psycho« sagde, at han havde læst den som »en bibel«.

Så til gruppen med mennesker der ikke kan eller vil læse indenad, kan der ud over moralister også tilføjes psykopater. De har ganske enkelt læst »American Psycho« stik imod den ellers åbenlyse hensigt:

Romanen er og bliver en antimaterialistisk vækkelsesroman med et særligt blik på kvinders udsathed. Vel er Bateman et materialistisk, kvindehadende og måske reelt kvindeangst menneske, men dét, en romans karakterer siger og gør, er ikke nødvendigvis romanens holdning. Eller forfatterens. Det burde være børnelærdom for enhver.

Det var det lykkeligvis også for Mary Harron, der instruerede filmen baseret på »American Psycho«. Hun havde både set romanens satiriske islæt – det grundlæggende latterlige og komiske ved Bateman – og at det, Ellis forsøgte at skildre, var tidens degeneration. At han faktisk havde skrevet en dybt moralsk roman om sædernes forfald.

Pakket ind som pornoblade

Forargelsen, som »American Psycho« vakte blandt netop dårligt læsende antikapitalister, feminister og almindeligt afsindige, kom da også som en overraskelse for Ellis, der også undrende kunne erfare, at romanen i flere lande kun måtte sælges i gennemsigtigt plast. Så børn og sarte sjæle ikke uden videre kunne læse i den. Præcis som pornoblade.

»Jeg synes, det er sødt«, sagde Ellis, der trods sin overbærende attitude må have været i chok. Også fordi han på det personlige plan var så tæt forbundet med romanen, der nu blev angrebet fra så mange sider.

Eller som han formulerede det i et interview: »Romanen voksede ud af min egen ensomhed og fremmedgørelse. Jeg levede som Patrick Bateman. Jeg var endt i et tomrum af forbrugerisme, som skulle få mig til at have det godt med mig selv, men bare fik mig til at få det værre og værre. Det var derfra, »American Psycho« kom.«

Romanen kom altså indefra, og Bateman var en potenseret udgave af Ellis. Alle de blodsprøjtende mord undtaget. Naturligvis. De scener skrev han i øvrigt først ind til sidst, efter at han egentlig troede, at manuskriptet var færdigt.

I dag er det svært at tænke romanen uden ultravolden og dødspornografien. Men der er ingen tvivl om, at den aldrig havde nået så mange læsere i sin oprindelige form. Og scenerne er på mange måder blevet romanens signatur, selv om den er så meget andet og mere.

Alene måden, Bateman taler om popmusik på og opskriver og mytologiserer sange og stjerner, der slet ikke kan holde til det. Som Huey Lewis and the News. Og Bateman er desuden hundeangst for U2s Bono, der for ham er Djævelen selv.

Det er meget, meget morsomt, men også fremsynet. Se på yngre anmeldere i dag. Hvordan de forguder en ligegyldighed som Beyoncé og rynker på næsen af inderlighed og alvor. For dem er Bono også Djævelen selv.

Romanen som spejl

Ellis så tidligt postmodernismens komiske og absurde sider. At lavt ville blive højt. Blandt andet derfor er det en oplevelse at genlæse »American Psycho«, og Rune Eriksson, der anmeldte romanen i litteraturtidsskriftet Standard, havde ret, da han skrev, at bogen »er et hovedværk i moderne litteratur. Vi er slet ikke færdige med bogen endnu. Vi er først lige begyndt.«

Og Ellis’ kritikere er på en ironisk måde blevet en del af romanens pointe om tidens ekstreme overfladedyrkelse. At det moderne menneske skøjter på overfladen. »We’ll slide down the surface of things«, som Ellis skrev i opfølgeren, »Glamorama«. Det gjorde Gloria Steinem og kompagni mildest talt.

Men for dem, der kan læse langsomt og indenad, er »American Psycho« en brillant roman. De ser også det undselige Talking Heads-citat på romanens første side: »Og mens tingene gik i opløsning, tog ingen sig videre af det.« Og de husker også romanens slutord: »DETTE ER IKKE EN UDGANG«.