Prosa fra paradis: Seks stjerner til sidste års overraskende nobelpristager i litteratur

Det blev ikke canadiske Margaret Atwood. Det blev ikke japanske Haruki Murakami, og det blev heller ikke kenyanske Ngugi wa Thiong’o.

Når Nobelprisen i litteratur bliver uddelt, er overraskelsesmomentet nærmest en del af det rituelle show, og bookmakerforventningerne, der gøres til skamme, er en del af den herskende orden og bidrager til den gode historie.

At 2021-prisen gik til en forfatter fra Østafrika var måske ikke så uventet endda. Ngugi wa Thiong’o havde med sin erindringstrilogi, der blev afsluttet for et par år siden med »En drømmemagers fødsel«, længe været blandt storfavoritterne til den prestigefyldte pris. Men at Det Svenske Akademi lige netop styrede uden om den politisk klarest profilerede afrikanske kandidat med de tydelige ambitioner om en litterær korrektion til og nyskrivning af historien om Østafrikas vej til løsrivelse og selvstændighed, var alligevel overraskende.

Overraskelsesmomentet

I stedet faldt valget på den langt mindre kendte Abdulrazak Gurnah, der er født på Zanzibar, men kom til England som flygtning, da han var 20 år gammel, og som har undervist i postkolonial litteratur på universitetet i Kent sideløbende med, at han har passet sit eget forfatterskab. At hans bøger er skrevet på engelsk, har af nogle kritikere været fremført som en indvending.

Og ja, selvfølgelig har også Nobelprisen 2021 leveret brændstof til de obligatoriske diskussioner om Det Svenske Akademis valg af prismodtager.

Men netop overraskelsesmomentet og diskussionerne omkring de knap så kendte modtagere er måske den allerstørste kvalitet ved den litterære nobelprisinstitution. Det at nye hjørner af det litterære landskab pludselig inddrages og bliver synlige, og at nærmest ukendte navne viser sig at kunne måle sig med de internationalt anerkendte bestsellere og fastslåede koryfæer er med til at udvide den litterære horisont.

Når den nærmest ukendte Abdulrazak Gurnah indkasserer den mest omtalte af alle litterære udmærkelser som den første sorte afrikaner efter nigerianske Wole Soyinka i 1986, betyder det ganske enkelt, at verden bliver større.

Kompromisløs

Og mange sider skal man ikke læse i genudgivelsen af Gurnahs roman »Paradis«, oversat af Finn Holten Hansen helt tilbage i 1994, før valget af digteren fra Tanzania forekommer indlysende nok, og den sanselige fylde i romanens natur- og miljøskildringer har fejet alle forbehold af bordet.

I Det Svenske Akademis begrundelse for valget af Gurnah hedder det, at han »kompromisløst og medfølende har gennemlyst kolonialismens virkninger og flygtningens skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter«. Måske er det i forbindelse med netop den begrundelse vigtigt at huske på Østafrikas status som en del af det tyske imperium frem til 1918, og på forfatterens opvækst på øen Zanzibar, hvor Indiens og Afrikas kulturer krydses, og hvor sammenstødene mellem arabere og indere og forfølgelsen af muslimer har været en del af den nyeste historie.

Med sin fokusering på etniske og kulturelle spændinger og flygtningeproblematikken skriver Gurnahs forfatterskab sig med stor vægt og kraft ind i nogle af tidens mest brændende spørgsmål.

Afrika-billede

Hovedpersonen i Gurnahs roman er Yusuf, der som gældsslave må forlade sit barndomshjem i en unavngiven landsby og følge med den rige arabiske købmand Aziz ind til storbyen ved østkysten for at arbejde i hans hus og forretning.

Udviklingsromanens karakteristiske træk kombineres med elementer af afrikansk historieskrivning og med det vigtige rejsetema. Opbruddene, handelsekspeditionerne og de skiftende landskaber og miljøer er fremtrædende sider af det Afrika-billede, som Gurnah kalder frem:

»I dagslyset så han ud ad vinduet og udforskede landskabet og lagde mærke til forandringerne. På deres højre side hævede fjerne bjerge sig atter frodige og mørke. Luften over toppene var tyk og uigennemsigtig, med et hemmeligt løfte i sig. På den solstegte slette, som toget sled sig igennem, var lyset klart. Da solen stod op, blev luften knasende af støv. Den afsvedne og tørre slette var stadig dækket med pletter af dødt græs, som regnen ville forvandle til frodig savanne. Buskadser af forvredne tjørnetræer var spredt ud over sletten, som mørknedes af spredte fremspring af sort klippe. Bølger af hede og damp steg op fra den brændende jord, fyldte Yusufs mund og fik ham til at hive efter vejret. På en station, hvor de holdt stille i lang tid, stod et enkelt jacarandatræ i blomst. Lys- og mørkviolette blomsterblade lå på jorden som et skinnende tæppe.«

Med de skiftende steder og det sammensatte persongalleri i »Paradis« tegner Abdulrazak Gurnah et mangefacetteret og komplekst billede af det afrikanske kontinent. Spændvidden rækker fra de voldelige stammekonflikter og brutale scenerier til de farverige markedsskildringer, mylderet i storbyerne og den tindrende poesi i landskabs- og naturgengivelserne.

Når Gurnah for eksempel gengiver chaufføren Kalasingas sjofle historier, skildrer en karavaneleders råhed og brug af pisken eller måske beskriver forberedelserne til en handelsrejse, hvor luften er fuld »af lugten fra rejser til fremmede steder«, bliver sproget glødende, og dufte og synsindtryk fylder rummet:

»Forsyningerne til rejsen havde hobet sig op bag butikken og på terrassen. Duftende sække med dadler og bylter med tørret frugt var stablet op i en af magasinbygningerne ved siden af. Bier og hvepse fandt vej ind gennem tremmevinduerne, tiltrukket af duften og den søde væske, som sivede ud af de vævede stråsække. Andre ladninger, som lugtede af horn og skind, blev i hast bragt ind i selve huset. De havde en ejendommelig facon og var pakket ind i sejldug.«

Koranens tabte paradis

Det paradis, som Gurnah refererer til med sin titel, er tydeligt nok »det tabte«, men trods referencerne til John Miltons store kristne og bibelsk inspirerede digt, er det uden tvivl koranens »paradis«, som går tabt i Gurnahs roman. Som et gennemgående og tilbagevendende billede i romanen ligger den vidunderlige og tillokkende have, som drager Yusufs drømme til sig:

»Havens stilhed og kølighed, som havde været tydelig selv på afstand, havde fortryllet Yusuf lige siden hans ankomst. I sin onkels fravær slap han ind bag muren og opdagede, at haven var delt op i fire dele, med en dam i midten og vandkanaler løbende ud fra den i fire retninger. Firkanterne var tilplantet med træer og buske, nogle af dem i blomst. Lavendel, henna, rosmarin og aloe. På den åbne jord mellem buskene var der kløver og græsser og spredte klynger af liljer og iris. Bag dammen, hen mod den øverste ende af haven, steg terrænet op til en terrasse beplantet med valmuer, gule roser og jasmin, der stod spredt ud for at det skulle se naturligt ud. Yusuf drømte, at duften om natten steg op i luften og gjorde ham svimmel. I sin fryd mente han, at han kunne høre musik.«

Det er den samme inciterende musik, som Abdulrazak Gurnahs prosa, når den er bedst og fuldt mættet af de afrikanske sansninger, kalder frem hos læseren. Det er den slags lykkelige, for ikke at sige paradisiske møder, Nobelprisen kan bane vej for, når den falder et overraskende sted. »Paradis« er pragtfuld læsning.

Paradis
Forfatter: Abdulrazak Gurnah. Revideret oversættelse: Finn Holten Hansen. Sider: 280. Pris: 250 kroner Forlag: Gutkind.