Den litterære verdensstjerne Murakamis nye bog lukker sig om læseren som en blød, men kvælende pude

Boganmeldelse: Den litterære verdensstjerne Haruki Murakamis nye novellesamling, »Første person ental«, er sympatiske og rummer fine, små historier, men er samtidig for pæn og ufarlig til rigtig at røre.

»Novellernes undersøgelse af menneskets eminente evne til at tilskrive tilfældigheder betydning er i udgangspunktet inddragende, men forsøgene på at udkrystallisere filosofiske pointer lykkes ikke,« skriver litteraturanmelder Mette Høeg. Arkivfoto af Haruki Murakami. Fold sammen
Læs mere
Foto: IVAN GIMENEZ

En af årets mest spændt ventede udgivelser af læsere verden over er den storsælgende og uhyre afholdte japanske forfatter Haruki Murakamis nye bog »Første person ental«.

Den samler en række af forfatterens tidligere udgivne noveller med enkelte helt nyproducerede. I modsætning til hvad titlen indikerer, og forlaget selv annoncerer, er den på dansk imidlertid ikke udelukkende fortalt i første person ental, idet det danske forlag har fået lov at tilføje en ekstra novelle i tredjeperson ental, som originaludgivelsen og den engelske oversættelse ikke inkluderer.

Mette Høeg

»Fortællingerne er præget af en pænhed og uskadelighed, der først fremstår sympatisk og behagelig, men som gradvist lukker sig om læseren som en blød, men kvælende pude.«


Det er et mærkeligt redaktionelt valg, som underminerer overbevisningseffekten af et i forvejen ikke helt vindende værk.

Murakamis noveller er ellers sympatiske og fine, små historier om store temaer. De kredser om fundamentalt vedkommende emner som identitet, livets mening, erindring, glemsel, menneskelig forbindelse og fremmedgørelse og ensomhed.

Fortællingerne er befolket og fortalt af påfaldende almindelige personer – gennemsnitlige, kultiverede middelklassetyper med en selvfølgelig murakamisk interesse for litteratur, jazz og klassisk musik – som fortæller om påfaldende ualmindelige begivenheder i deres fortid.

Chok

Et genkommende fokuspunkt er det eksistentielle chok, der indfinder sig hos et menneske ved oplevelsen af noget helt usandsynligt og uafkodeligt og på samme tid tilsyneladende tungt betydningsladet.

Novellerne handler således især om de kringlede veje, livet kan tage, og om menneskets forsøg på at komme overens hermed og forklare det uforklarlige. De udstiller mildt og kærligt drillende menneskets trang til mening, dets behov for at begribe omverdenen og livet og dets stærke tilbøjelighed til at tilskrive alting betydning.

Gennem værket løber således en spænding mellem meningsløshed og betydning, mellem tilfældighed og skæbne.

Novellerne er også formmæssigt tiltalende. De glider mellem memoirer og fiktion og iblander skildringen af livet i det moderne Japan elementer af folklore.

Et par af novellerne er decideret magisk realistiske, med talende aber og andre fantastiske elementer, men de fleste handler nærmere om menneskets projicering af magi ud i virkeligheden i forsøget på at forstå dens sære karakter.

Der er flere fine passager med rammende og tiltalende billedsprog, for eksempel følgende beskrivelse af ord og erindring:

»Hvis vi er heldige, kan det ske, at nogle ord bliver ved vores side. Sent om natten kravler de op ad bakken og ned i små huller, der er gravet, så de passer lige til dem. Der forholder de sig helt stille, indtil tidens vilde vinde er raset forbi. Når dagen så gryer, og vindene aftager, stikker de overlevende ord forsigtigt hovederne op af jorden. De taler med små stemmer, skyr menneskene og kan kun udtrykke sig flertydigt. Alligevel stiller de gerne op som vidner, sanddru og retfærdige vidner.«

Samtidig er der noget enerverende over det sobre og ydmyge udtryk i samlingen og den tydeligt påtagede naivitet, høflighed og beskedenhed hos fortællerne og karaktererne.

Fortællingerne er præget af en pænhed og uskadelighed, der først fremstår sympatisk og behagelig, men som gradvist lukker sig om læseren som en blød, men kvælende pude.

Den citerede passage er således også repræsentativ for den forklejnelse af den menneskelige eksistens, som hele tiden er indlejret i Murakamis skrift, for en uskadeliggørelse og nuttetgørelse, som i det hele taget ofte karakteriserer dårlig magisk realisme.

Foto: Klim Fold sammen
Læs mere

Det skaber en fornemmelse af distance til det skildrede, af undvigelse frem for en konfrontation af det egentlige relevante. Det samme gælder for samlingens lommefilosofiske indslag, som er nemme og overfladiske.

Mislykket udkrystallisering

Novellernes undersøgelse af menneskets eminente evne til at tilskrive tilfældigheder betydning er i udgangspunktet inddragende, men forsøgene på at udkrystallisere filosofiske pointer lykkes ikke.

Observationer som den, at »Det, der virkelig betyder noget her i verden, vil altid være svært at få fat på«, lyder måske umiddelbart tiltalende livsvist, men er egentlig undvigende i sin abstrakthed og heller ikke indlysende sand.

Novellerne er ikke uden kompleksitet. De aktiverer et interessant metafiktivt lag, som handler om fortællingens, fantasiens og fiktionens væsen. Der er også en stærk selvbevidsthed i teksterne og et element af komik, og karaktererne er for eksempel gennemgående helt klar over deres egen gennemsnitlighed og mangel på særpræg.

Men selvom denne iboende selvironi komplicerer billedet, forstærker den også fornemmelsen af undvigelse og udtrykket af lethed og distance, som er en svaghed ved teksterne.

Novellerne er for pæne, ufarlige og overfladiske til rigtig at røre, især i samlet form.

Mens en enkelt novelle for sig er ret stimulerende, bliver de som samling tautologiske, og deres begrænsninger fremstår med større tydelighed.

»Første person ental«
Forfatter:
Haruki Murakami. Oversat af: Mette Holm. Sider: 189. Pris: 269,95 kr. Forlag: Klim.