Liliya Omelianenko er 44 år. Indtil for nylig boede hun med sin mand og to børn i Kyiv. Hun er grundlægger af det veletablerede ukrainske forlag Vydavnytstvo publishing house, der primært beskæftiger sig med nyere litteratur.
Jeg har fået hendes nummer og mail-adresse af en kontakt i forlagsbranchen. Jeg forsøger at ringe hende op. Opkaldet går ikke igennem. Jeg prøver forskellige områdekoder. Stadig ingen kontakt. Hun har et ukrainsk mobilnummer.
Jeg skriver en mail. Hun svarer hurtigt. Hun er ikke længere i Kyiv. Hun er flygtet.
Hendes nuværende mail er ustabil. Dette interview er derfor en kombination af først en løbende mailkorrespondance og senere en samtale via Skype. Interviewet er foregået på engelsk og bagefter oversat til dansk.
Gik i panik
Liliya fortæller, at hun 24. februar blev vækket klokken fem om morgen af sin mobil. Det var en ven, der sagde: »Liliya, krigen er begyndt. Rusland bombarderer vores byer, over hele Ukraine. Hvad skal vi gøre med vores familier?«
»Jeg har selv to døtre og en mor med demens, der ikke evner at løbe i beskyttelsesrum, hver eneste gang luftsirenen hyler. Jeg besluttede at flygte til et sikrere sted. Først tænkte vi, at Vestukraine var et sikkert sted. Vi samlede det mest nødvendige. Min mand kørte os til Ivano-Frankivsk.«
Det var 26 udmattende timer uden søvn og længere stop. Liliya og hendes børn og mor gemte sig på badeværelset, hver gang luftsirenen lød. Efter godt en uge bredte voksede angsten yderligere.
»Jeg begyndte at gå i panik, da russerne erobrede atomkraftværket i Zaporizjzja i Energodar. Så jeg bad nogle venner om hjælp til at flygte til Bratislava (i Slovakiet, red.). Nu er vi sikkerhed, rent fysisk, men ikke emotionelt. Vores hjerter har vi efterladt i Ukraine.
Vi er nogle af de heldige. Havde vi opholdt os i det østlige Ukraine eller Kharkiv, er jeg ikke sikker på, at vi havde været i live nu. Men mest af alt føler jeg en stor sorg, og jeg skammer mig over at være i sikkerhed, når så mange stadig er i Ukraine og i livsfare, men hvad skulle vi gøre? Jeg var nødt til at redde min familie, mens min mand er kørt tilbage til Kyiv for at deltage kampen.«
Familien holder sig konstant underrettet om begivenhederne i hjemlandet. De sender penge til den ukrainske hær og sørger for at betale deres skat i håb om, at landets økonomi ikke fuldstændig kollapser.
»Det eneste, jeg ser frem til lige nu, er, at denne uretfærdige og horrible krig ender, og vi kan komme hjem,« siger Lailya, hvis stemme tydeligt afslører hendes bevægelse og indignation.
De agerer som dyr
Tror du på en fredelig løsning?
»Hvad vil en fredelig løsning sige? Der kan ikke være nogen fred, før Rusland ophører med myrderierne på ukrainere og stopper med at okkupere vores land. Der er ingen anden »fredelig løsning«. Ukrainsk territorium vil aldrig blive russisk. Vi vil kæmpe for vores land, for vores folk og vores frihed.«
Hvordan kæmper du selv for Ukraine?
»Jeg kan ikke, som tingene er nu, selv kæmpe direkte med fjenden. Jeg er forlægger. Jeg kæmper på den kulturelle front ved at promovere ukrainske forfattere i udlandet og ved at fortælle sandheden om krigen. Jeg kæmper ved at fortælle om fjendens sande ansigt, om Putin og hans hærs umenneskelige ondskab, der agerer som bæster uden respekt for liv, ikke engang børns liv. De bomber hospitaler og boligblokke. Det er ikke krig. Det er terror. Langt flertallet af de ukrainske ofre er jo slet ikke soldater, men uskyldige civile.
Vi indsamler penge til Ukraines børn og vores hær. Vi er stærke, fordi vi alle kæmper med de ting, vi hver især har en særlig evne for. Det betyder, at ikke alle ukrainere nødvendigvis bærer våben og dræber fjender. Vi kæmper også via information og kultur.«
Hvorfor spiller kultur og information en så vigtig rolle i modstanden?
»Fordi hele den forfærdelige udvikling, vi har været vidner til, siden invasionen startede, blev muliggjort af Ruslands årelange propaganda. Ikke bare den misinformation, de bevidst har spredt i deres eget land, men også til udlandet. Men nu er ukrainere gået sammen med udenlandske partnere og har fået ødelagt den falske fortælling, som Rusland har spundet omverdenen ind i. Rusland forsøger stadig at udspy sine løgne, men det er nu åbenlyst for stort set alle, at Rusland er lig med løgn og vold.«
Hvordan forholder du dig til det perspektiv muligvis at skulle leve under fremtidig russisk overherredømme?
»Jeg accepterer ikke spørgsmålet! Rusland har allerede tabt på flere fronter. Der er ikke noget »fremtidigt russisk overherredømme«. Ukrainerne vil aldrig lade dette ske. Russerne kan kun ødelægge, men aldrig betvinge Ukraine, og en af årsagerne, til at Ukraine kæmper så indædt, er, at vi har prøvet at være underlagt russerne før. Det kommer ikke til at ske igen.
I stedet vil jeg hellere besvare dit spørgsmål med: Hvad vil der ske med ukrainsk kultur, når vi vinder og krigen afsluttes? Svaret er, at vores kultur vil blomstre som aldrig før. Der vil blive udgivet mængder af bøger af ukrainske forfattere, som vil blive oversat til myriader af fremmede sprog. Ukrainsk sprog, musik, litteratur, teater og så videre vil opleve et kolossalt boom.
Vi har aldrig haft chancen før, da vi har været udsat for russisk kulturimperialisme. Vi er konstant blevet tvangsfodret med russisk kultur, men efter krigen vil den være sendt i skammekrogen, hvilket jeg ser som det helt rigtige sted at placere den. Den skal udsondres af Ukraine.
De senere år, særligt siden Den orange revolution (november 2004-januar 2005, red.), har der været en stor opblomstring af ukrainsk kultur og vores eget sprog på bekostning af russisk. Vi ville ikke længere tale vores fjenders sprog, hvilket nok også været en torn i øjet på Moskva.«
Så al russisk kultur bør boykottes?
»Alt russisk er boykottet, og vi håber, at resten af verden vil følge efter. Lige nu verserer fortællingen om, at der er både gode og dårlige russere. Jeg er dog af den opfattelse, at ingen leder i noget land ville overleve så længe som Vladimir Putin uden en overvældende støtte fra sit folk. Den meget begrænsede modstand mod Putin i Rusland taler ikke til russernes fordel.«
Så selvom du er forlægger, er du færdig med store forfattere russiske forfattere som for eksempel Tolstoj og Dostojevskij – er de ikke en del af den en stor fælleskultur?
»Jeg betragter dem ikke længere som en del af min kulturelle sfære, hvilket er en opfattelse, der deles af langt den største andel af ukrainere. Der er mange andre store forfattere fra andre lande, man kan læse i stedet. Hvorfor dyrke undertrykkernes tanker og kultur? Ruslands historie er en voldens historie, en historie om undertrykkelse af andre nationer, ja, endda af eget folk. Det er en historie, der går hundredvis af år tilbage, også til Tolstoj og Dostojevskij og endda før det. Når krigen er ovre, skal kulturen i Ukraine være på vores egne præmisser.«
Putins håndukke
Du er gammel nok til at huske Den Kolde Krig. Er det her begyndelsen på en ny global kold krig?
»Det her er ikke en kold krig. Det her er en rigtig krig. Og jeg vil gerne gøre det krystalklart – det her er allerede Tredje Verdenskrig – uanset hvad omverdenen forestiller sig.
Og omverdenen bør forvisse sig om, at hvis Putin lykkes med at opdrive nok ressourcer til sin krigsførelse, så vil han ikke nøjes med Ukraine.«
Hvad får dig til at sige det?
»For eksempel sagde en af Putins »hånddukker«, TV-propagandisten Vladimir Solovyov 14. marts: 'Med de udenlandske sanktioner in mente, hvorfor så stoppe ved Ukraines grænser?'
Putin er en syg mand, en ny Hitler i sin vorden. I mange år har han drømt om at genetablere Sovjetunionen, eller zartiden. Det ville være et naturligt skridt for ham at erobre endnu et land, og så endnu et land, og så videre. Det beviser ingenting, men jeg finder det tankevækkende, at der inden for de seneste to uger er blevet fundet nedstyrtede russiske droner i både Rumænien og Kroatien.«
Lort og grene
Hvad er det mest værdifulde og unikke, som du – som en repræsentant for ukrainsk kultur – frygter vil blive tabt, hvis Rusland overtager Ukraine?
»Vores folk. Ukrainske liv vil gå tabt. Det er dog håb. Det er blevet klart for os, at den russisk hær består af »lort og grene«! Myten om den stærke russiske hær er ødelagt. Russiske talsmænd har promoveret historien om, at man har udviklet og fremtidssikret den russiske hær, og at den var den næststørste i verden, men – heldigvis for Ukraine – havde det russiske magtapparat mere travlt med at opkøbe udenlandske ejendomme for gigantiske beløb og kanalisere formuer til deres familiemedlemmers bankkonti.
Jeg tror ikke, at den konventionelle russiske hær længere har evnen til at vinde krigen, og det er også den desperation, der nu går over i rå vold med bombninger af hospitaler, kirker, og andre civile mål.
Den 15. marts dræbte russerne adskillige børn og sårede endnu flere. Hvem er det, de slås med? Kan den her adfærd overhovedet kaldes »menneskelig«? Nej, den kan den ikke. De forsøger at afpresse os ved at erobre atomkraftværker i Tjernobyl og Energodar. Det er det, russerne evner, at agere som internationale terrorister, der truer ikke bare Ukraines, men hele verdens sikkerhed.«
Som kulturnationer, hvad er så den største forskel mellem Rusland og Ukraine?
»Ukrainere er et frit og tolerant folk, hvorimod Rusland i århundreder altid har stjålet andres kultur og udøvet vold mod alle, inklusive sit eget folk. Vi er ikke et »brødrefolk«, som russerne ellers konstant elsker at proklamere. Vi er anderledes på så mange punkter.«
Hvad er det vigtigste, vi i Vesten kan gøre for at støtte Ukraine?
»Russerne er forræderiske. De ser nu, at de ikke kan vinde krigen, så de ønsker at ødelægge vores byer. Alene i Kharkiv er 600 beboelsesejendomme blevet ødelagt af russerne. De har stadig masser af raketter og bomber, og netop over for det forhold står ukrainerne svagt, så vi beder jer om at lukke luftrummet over Ukraine, så skal vi nok selv klare resten. Ved at lukke luftrummet redder I ikke kun vores liv, men også jeres eget og jeres børns liv.«
