Charlottenborg Fonden har spillet fallit. Ved først at censurere et værk af russiske Sergei Prokofiev for dernæst at genudstille det, da den offentlige stemning vendte, har Charlottenborg Fonden afklædt sig selv i fuld offentlighed. Og det er ikke et kønt syn.
Med den nye virkelighed, hvor ministerdikteret cancel culture huserer i samtlige offentligt finansierede kulturhuse, afhænger den frie kunst af en selvstændigt tænkende og handlende ledelse på landets institutioner for højere oplysning. Og de er kommet skidt fra start.
»Fonden ønsker at kommunikere, at fjernelsen af Sergei Prokofiev værker aldrig har været motiveret af et ønske om kunstnerisk censur, indskrænkelse af ytringsfrihed eller lignende,« lyder det fra Charlottenborg Fondens bestyrelse. Men kunstnerisk censur, indskrænkelse af ytringsfrihed og lignende var lige akkurat, hvad vi fik.
En enkelt kejser med tøj på
Det bør være en indlysende sandhed for enhver, der beskæftiger sig med det frie ord og den frie tanke, at generel censur og almen moralisering ingen steder hører hjemme i kunsten. Den skal undersøge grænser, også de etiske, og statscensur bør aldrig indfinde sig.
Kunsten og dens institutioner skal udvide, aldrig indskrænke, og det skal altid være op til det enkelte individ, om vedkommende personligt vil sanktionere kunstnere og værker, hvis ikke massebevægelsen skal blive nutidens berufsverbot.
Netop Charlottenborg er symptomatisk for den opportune tilslutning til den til enhver tid mest moraliserende, korrekte position, hvor det aktive valg må vige pladsen for kujoneri og medløberi. En sådan institution er uværdig til at agere blandt kunstens fremmeste formidlere, hvis de altid blot søger efter den gældende parnasmoral.
Her er John Kørner en hædersmand. Ved at forlade posten som bestyrelsesformand i Charlottenborg Fonden demonstrerede han integritet og mod i sin prioritering af kunstens uangribelighed fremfor at tilslutte sig letkøbt pseudomoral.
Enhver, der er sin opgave voksen, hakker med sin selvstændige tanke bremserne i, inden Tarkovskij og Dostojevskijs sublime kunst skylles ud med badevandet.
Kulturpolitisk elefant i et glasbur
Det er sandt, at opfordringen til kulturelt boykot af alt med en russisk bismag startede med en udmelding fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Men hvis ikke der skal mere til end en følelsesladet, impulsdrevet opfordring, før der går rundhyl i toppen af kulturlivet, er armslængdeprincippet de facto reduceret til en vissen barnehånd.
Der må og skal skulle mere til end en tvetydig udmelding fra politisk side, før øverste kulturlag sætter sig til at messe »ja og amen« og i samme åndedrag fralægger sig ethvert ansvar for kritisk tænkning.
Hele miseren med den forhastede afvisning af Sergeij Prokofjevs værk er en afslørende fremkaldervæske, der eksponerer en kunstscene befolket af opportunister, som er mindre optaget af kunstens nødvendighed end af den kulturelle og intellektuelle prestige, der tit følger i kunstens kølvand. Og ikke mindst af dejlige, lukrative bestyrelsesposter og receptioner med lunken hvidvin og lige så lunken laks.
Særligt når krigen så indlysende kæmpes på to fronter: en i Ukraine og en i Rusland. I Rusland forsøger Putin at fjerne den selvstændigt tænkende del af det russiske folks sidste rest af frihed. Så opgaven her til lands er selvsagt at tænke selv og ikke gå eller klappe i takt.
