Selvfølgelig kerer vi os mere om krigen i Ukraine end andre tragedier andre steder. Det er der intet odiøst i

Kulturkommentar: Afghanistan, klimaet, hungersnød. På sociale medier spredes et uklædeligt fænomen, hvor selvforherligende, frelste typer forsøger at udskamme omverdenen for at kere sig for meget om krigen i Ukraine og for lidt om det ene og det andet og det tredje. I sig selv en hyklerisk øvelse.

»Et millimeterdemokrati, der har til formål at dele tanker og tårer som sol og vind lige mellem verdens uretfærdigheder, tjener ingen, og sympati er ikke et nulsumsspil.« skriver Aminata Amanda Corr i denne kulturkommentar. Linda Kastrup

I venstreorienterede, aktivistiske kredse betragtes fænomenet med det engelske navn 'Whataboutery' som en uvelkommen herskerteknik. En teknik, hvor man besvarer en bekymring eller problematisering af et emne ved at afspore samtalen eller slet og ret pege på et helt andet problem.

Tag for eksempel Kvindernes Internationale Kampdag, som er en anledning til at tale om kvinders manglende ligestilling. Her sker det typisk, at antifeminister forsøger at kapre dagsordenen for at tale om for høje selvmordsstatistikker blandt mænd og om, at der ikke er værnepligt for kvinder.