Han tager sin stinkende rige og vodkaafhængige mor med på taxatur – og det er hele rejsen værd

AOK
Litteratur

Christian Krachts »Eurotrash« er proppet med farverigt fyld, en masse sniksnak og minder fra fortiden, der tilsammen gør fortællingen til et must have.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lad det da egentlig bare være sagt med det samme. Den schweiziske stjerneforfatter Christian Kracht har skrevet en bog, der netop er blevet oversat til dansk, og som trods dele af bogens titel er alt andet end affald.

Tværtimod. »Eurotrash« er en buket af vilde blomster, som alle bør have stående i bogreolen.

I hvert fald, hvis man som undertegnede er pjattet med litterære værker, hvor tvivlen om, hvad der er sandt eller falsk, er helt og aldeles ligegyldig (fordi det fortalte er hamrende underholdende), hvor det tragiske også er komisk, hvor selv de døde (og det døde) er livgivende, og hvori sproget dufter af et imaginært reagensglasbarn, som både Charlie Chaplin, Michel Houellebecq og Morten Sabroe synes at have givet deres bidrag til.

Men hvad handler »Eurotrash« så om? Umiddelbart om alt lige fra blåstribede foreller og skinnende hagekors til nedarvet skyld og skam og David Bowies tænder.

Mest af alt handler »Eurotrash« dog om romanens jegfortæller, Christian Kracht selv, der tager sin gamle, syge, stinkende rige, excentriske, dekadente, umiddelbart virkelighedsfjerne, åndsforstyrrede, dybt selvmedicinerede og vodkaafhængige mor med på en alt andet end struktureret taxatur tilbage til fortiden for at se den i øjnene.

Men Krachts ønske om at få ryddet dæmonerne, fortielserne og benægtelserne af vejen, så han kan bruge resten af sit liv på at se mere fremad end bagud, går på ingen måde ikke efter planen.

For det første, fordi fortiden ikke er, hvad den har været, og for det andet, fordi Krafts mor er, som hun er, nemlig et helt igennem vidunderlige pragteksemplar af et sjældent kvindemenneske.

Én ting er, at hun næsten i døgndrift synes at være skidefuld og påvirket og dermed ganske ad hoc på øverste etage. Noget andet er eksempelvis hendes trang til at spille død, hvilket blandt mange andre særheder gør rundturens umiddelbare indholdsløse pitstop spektakulære og ganske mindeværdige.

»Men hvad handler »Eurotrash« så om? Umiddelbart om alt lige fra blåstribede foreller og skinnende hagekors til nedarvet skyld og skam, og David Bowies tænder.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Gads Forlag.

Sniksnak og stomipose

Men er der da slet ingen tidsler i Krachts 184 sider store buket af vilde blomster? Tjoh, tjah, måske hist og pist. De indsatte historier om eksempelvis Brødrene Schlumpf og deres chokoladeudgave af deres ødelagte bilsamling samt piloten Roald Dahls nødlanding i en ørken er måske mere farverigt fyld end nøje udvalgte nødvendigheder.

Og ja, dialogerne mellem søn og mor føles da fra tid til anden bare som »så gik der da tid med det«-sniksnak. For slet ikke at tale om antallet af italesatte barndomsminder spækket med namedropping, der måske også er lidt for højt.

Omvendt så er det lige præcis det farverige fyld, den megen sniksnak og udrulningen af minder fra fortiden, der gør »Eurotrash« til den must have-buket, som den i undertegnedes optik er, og som gør de fem, tildelte stjerner til en selvfølgelighed, nøjagtig som det at udskifte en stomipose, dinglende i en svævebane i 50 meters højde på jagt efter synet af en edelweiss er en selvfølgelighed for Kracht.

Rørende punktum

Men hvad ender »Eurotrash« egentlig med? Ja, ser De, kære læser, det bør ikke afsløres, men det er på sin plads at sige, at slutningen er lige så rørende som usikkerheden om, hvad bogens morale er. Hvis der da overhovedet er en.

Men hvis der er, så kunne det være én af følgende to: nemlig, at planer og drømme er gode at have, men at det er de færreste, der realiseres, og at dette ikke skal ses som et sortsyn, snarere tværtimod, for drømmene og intentionerne synes at være nok i sig selv, så længe de bare er ægte og ikke foregøglede.

Og det andet bud på en morale? Det er fint, det der med at livet leves forlæns og forstås baglæns, men engang imellem skal man bare glemme begge retninger og nyde nuet, man er i. Og ja, fortælle en røverhistorie af den slags, der både tilgiver og forsoner.

»Eurotrash«

Forfatter: Christian Kracht. Oversat af: Madame Nielsen. Sider: 184. Pris: 249,95. Forlag: Gads forlag.