5 stjerner: Johanne Bille skriver blændende om at være et ungt menneske og slå sig på kærlighed, vold og sex

Boganmeldelse: »Når mænd forlader mig« rummer en ærlighed, hvor det grimme og det ucharmerende får albuerum, og det skaber en troværdig – ja, sågar plausibel – fortælling om skyggesiden ved aldrig at forlange noget af verden. Og om at miste kontrollen over egen krop til en anden.

Johanne Bille er forfatter og medstifter af forlaget Harpyie. Hun debuterede i 2015 med romanen »Tænk nu hvis« (Tiderne Skifter) og er siden udkommet med romanen »Elastik« (Gladiator). Les Kaner

Har man slået sine folder i en hvilken som helst kreativ københavnervirkelighed, har man mødt dem alle: »Idealisten«, »Bagatellen«, »Feministen«, »Redaktøren«, »Håbet«.

Alle er de arketypiske mandemænd, som tilsammen udgør den historik, Maria må igennem i værket »Når mænd forlader mig«, der netop er udgivet.

Øgenavnene beskriver selvfølgelig ikke deres arketypiske status. Den beskriver, hvilken rolle de spiller for Maria. Men når du møder dem, er du ikke i tvivl om, at du har mødt dem før.

I virkeligheden handler bogen slet ikke om dem. Heldigvis ikke. Den handler om Maria og om, hvilke forudsætninger hun har for at navigere i en verden fuld sex og kærlighed, vold og voldtægt.

Uden samtykke

Maria er en ung, spirende forfatter med en sejlende økonomi. For at få råd til livet tager hun et job som tekstforfatter i Hvepsereden, hvor de sælger lavkvalitetsprodukter.

Maria bliver hurtigt tilknyttet den gruppe, der sælger til midaldrende mænd, og det er tydeligt, at hun ved, hvad der virker, når de skal lokkes ind. En evne, der også kendetegner hendes privatliv.

Da vi møder Maria første gang, er hun tryllebundet af »Redaktøren«. Det var hun også, før hun mødte ham, dengang hun ikke vidste andet om ham, end at han kunne skrive, og hun »onanerede som en gal« til en af hans tekster.

Han bliver den første til at forlade Maria, men ikke den mest uudslettelige. En anden af de mænd, Maria møder, forlader hende nemlig i en parkeringskælder med bukser og trusser nede om anklerne efter at have overtaget styringen over hendes krop.

Johanne Bille skriver blændende om at miste kropslig autonomi. Om et nej, der sidder fast i halsen. En øjenkontakt, der må vente.

Politikens Forlag/Simon Lilholt

Blik for detaljen

Forfatteren demonstrerer tilmed en imponerende evne til at opfange, definere og arkivere strøtanker og følelser, der kan være svære at opsnappe selv i eget hoved. En evne, som gør Marias fornemmelser og indre dialoger spillevende.

Samtidig er hun en ferm observatør:

»Der er noget fascinerende ved mennesker med store visioner, men begrænset skaberevne. De beholder energien inden i sig, forærer den ikke til et stykke kunst eller noget som helst andet, og den indestængte ambition får dem til at dirre på en helt særlig måde. Det er drømmende, forestillingen om alt det, det en dag kan blive til, der betyder noget for dem, og man gribes af den tanke, at man kunne gøre det bedre end dem, hvis blot man havde deres ambitioner.«

»Når mænd forlader mig« er forbilledlig for sin genre. Den er blottet for den altødelæggende forfængelighed, der har for vane at kendetegne dansk litteratur af unge kvinder om unge kvinder på vej ud i tilværelsen, som det for eksempel ses i »Døgnåben« af Cecilie Grønlund.

»Når mænd forlader mig« rummer en ærlighed, hvor det grimme og det ucharmerende får albuerum, og det skaber en troværdig – ja, sågar plausibel – fortælling om skyggesiden ved aldrig at forlange noget af nogen.

Når mænd forlader mig
Forfatter: Johanne Bille. Forlag: Politikens Forlag. Sider: 236. Vejl. pris: 250 kroner.