Debutroman skuffer: Mon ikke samtlige ungkvinder i København har overvejet at skrive lige præcis denne bog

Boganmeldelse: Cecilie Grønlunds debutroman, »Døgnåben«, beskriver det mest gennemsnitlige ungkvindeliv i København. Tilsat en uheldig cocktail af dårligt selvværd og selvfiksering.

Cecilie Grønlund er opvoket på Nørrebro, hvor hun stadig bor. Hun blev student fra Det Frie Gymnasium i 2018 og har siden gået på skrivelinjen på Københavns Kunstskole. »Døgnåben« er hendes debut. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simone Maria Kønig Lilmoes Simo
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et langt, sejt træk at finde interessen for hovedpersonen Luna i Cecilie Grønlunds debutroman »Døgnåben«.

22-årige Luna ved ikke, hvad hun vil med sit liv. For at finansiere tilværelsen med byture i Kødbyen med Anders og Malle arbejder hun på en café, og når nogen spørger ind til hendes fremtidsplaner, lyver hun. Hun har nemlig ikke nogen.

Luna er ikke længere kærester med Casper, og det er ikke en verden, hun kan forene sig med. En dag lægger Casper et billede på Instagram af kunstnerkollegaen Vera, der ligger i hans seng. Og så har vi balladen. Vera har nemlig både pænere hår og flere følgere på Instagram end Luna.

Luna er ikke bare selvoptaget. Luna er så optaget af sin egen selvoptagethed, at det er svært at holde af hende. Hun er den veninde, man frygter, en ven vil troppe op med, når de spørger, om de må tage en veninde med til festen.

Hun er ude af stand til at snakke om andet end sig selv, og ude af stand til at tænke på andet end, om hun snakker for meget om sig selv. Og så selvfølgelig på Casper. Ikke på hans ve og vel, men om han nu tænker nok på og snakker nok om Luna.

Alle kan være med

Der er en række betragtninger i bogen, der aktiverer smilebåndet. Eksempelvis, da Luna under en krise vælger at drikke en energidrik, og straks skammer sig på grund af sociale koder:

»Jeg beslutter mig for aldrig at fortælle nogen, at jeg lige har drukket en Red Bull alene«.

Det er komisk, fordi der er en indforståethed over det. Man forstår præcis, hvad hun mener, og straks kan man se billeder for sig af, hvad man typisk forbinder med energidrik i Lunas sociale klasse.

Desværre følges det op med sætningen »Jeg føler mig som en gamer«, og det sjove billede, man selv fik tegnet bliver udpenslet og falder sammen. Det er, hvad der sker, når en vittighed bliver forklaret. Elegancen går af, når man får det ind med ske.

Hele romanen igennem har man et frustrerende behov for at ruske i Luna, og forklare hende, at hun altså ikke bliver mere spændende af at suge sig fast på spændende mennesker som en igle. Det er ikke sådan, det virker. Hverken med Casper, der er kunstner, eller Lasse, der er fotograf.

I virkeligheden er Luna jo bare enormt gennemsnitlig. Almindelig. Det eneste, der fylder for hende, er hende selv, hendes kærlighedsliv, likes på Instagram og følelsen af, at hverken familie eller venner er gode nok til at forstå hende. Tilsat et overdrevent mindreværd over manglende personlighed.

Mon ikke samtlige ungkvinder i København med rod i middelklassen har overvejet at skrive lige præcis denne bog. Der er lidt identitetskrise, en tur til Berlin, en ekskæreste, der spøger, øl i Kødbyen, moralske tømmermænd og en dum tatovering. Vi har alle været der. Cecilie Grønlund endte med at være den, der skrev den.

Døgnåben

Forfatter: Cecilie Grønlund. Sider: 202. Pris: 199,95. Forlag: Gyldendal.