4 stjerner: Der er ansigter fra de afdøde i vinduet i den isnende islandske uhygge

Det islandske højland er ikke kun et paradis for naturelskere. Det er også den perfekte ramme om desperate eftersøgninger, hårrejsende hjemsøgelser og iskolde gys og gåder.

Hvad sagaøens regerende krimidronning, Yrsa Sigurdardóttir, kan grave frem fra sneen af rædselsvækkende detaljer og nedfrosne hemmeligheder er både overraskende og chokerende. Mere end nok til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på selv de mest forhærdede forbrugere af suspense og uhygge.

Med »Under sneen« demonstrerer forfatteren sin imponerende sans for den effektfulde komposition og behændige opbygning af rædsel. Med regelmæssige sceneskift og sikker dosering af både gådefulde og uforklarlige hændelser pirres læserens nervesystem konstant bogen igennem.

Målrettet arbejder Yrsa Sigurdardóttir med en slags tresceneskift, hvor hun veksler mellem ødemarken, provinsbymiljøet i fiskerbyen Höfn og opholdene på en isoleret beliggende radarstation. Og også tidsmæssigt opererer hun med forskydningerne, sådan at cirka hvert tredje kapitel er markeret med overskriften »Lónsöræfi ugen før«.

Kadaveret

Lónsöræfi er vildmarksområdet i det sydøstlige Island, hvor en lille gruppe mennesker er forsvundet, og en eftersøgning er sat i gang:

»Der var ingen tegn på, at nogen havde færdedes i området. Sneen lå skinnende hvid og uberørt overalt. Der var heller ikke et levende væsen at se nogen steder, hvilket måske ikke var så mærkeligt – det var kun ganske få dyr, der kunne overleve en hård vinter i så øde omgivelser som disse. Det havde været meget tydeligt, da de på vejen passerede forbi kadaveret af et får.«

Bogstavelig talt som perler på en snor trækker Sigurdardóttir den ene isnende effekt efter den anden op af skrivebordsskuffen med mystiske og angstprovokerende detaljer: En barnesko, der pludselig dukker frem fra jorden, hjemsøgte huse, døre, der står på klem, selvom de er blevet omhyggeligt lukket, uforklarlige blodpletter i sneen, ansigter af afdøde, der dukker op i vinduer og på tv-skærme, børn, der vinker til personer, det ikke er til at få øje på, og hunde, der knurrer uden synlig grund. Repertoiret af hårrejsende og uheldssvangre hændelser er omfattende, og forfatteren spiller behændigt på alle angstens tangenter.

Persontegningen i »Under sneen« er ikke den mest udbyggede og psykologisk nuancerede, men gruppen af moderne islændinge, der følger naturvidenskabsmanden Haukur ud i ødemarken, får i hvert tilfælde deres kollektivportræt tegnet med klar distance til enhver form for overtro: »De var optaget af de ting, som var oppe i tiden, og de virkede velmenende, og som om de havde begge ben på jorden. De reflekterede over global opvarmning, dyrevelfærd, udskiftning af energikilder, kollektiv trafik, en ny grundlov og flygtningespørgsmål. De hidsede sig ikke op, skrev bare indlæg, der viste, at de ikke var ligeglade.«

Sideløbende med forfatterskabet, der også omfatter børnebøger, har Yrsa Sigurdardóttir en karriere som civilingeniør, og de omhyggelige beregninger og den solide konstruktion er under alle omstændigheder med til at kendetegne »Under sneen«. Måske skal man som læser sluge et par kameler mod slutningen, og helt sikkert står flere ubesvarede spørgsmål tilbage og emmer af mangel på forklaring i den frostklare luft. Men sneen lægger sit camouflerende dække over de fleste urimeligheder, mens de kolde gys og den isnende uhygge sender kuldegrader op fra siderne.

Under sneen
Forfatter: Yrsa Sigurdardóttir. Oversættelse: Nanna Kalkar. Sider: 352. Pris: 300 kroner Forlag: Lindhardt og Ringhof.