For 100 år siden: Chaplin kæmpede for sit mesterværk, og alt endte lykkeligt. Næsten

Et dødt spædbarn, et ulykkeligt forhold til en purung kvinde, en flugt til mormonernes hovedstad og filmruller gemt i kaffedåser: Omstændighederne omkring Charlie Chaplins »The Kid« hører til filmhistoriens mere bizarre. 21. januar fylder mesterværket 100 år.

Troldmanden og hans lærling: Charlie Chaplin og Jackie Coogan i »The Kid«. Fold sammen
Læs mere
Foto: -

En ung kvinde forlader fødeklinikken med sin nyfødte. Hun er alene og fortvivlet. Hun lægger barnet på bagsædet af en tom limousine og vedlægger en seddel med ordene »Please love and care for this orphan child«. Så skynder hun sig væk. Men hun fortryder og vender i al hast tilbage til stedet, hvor hun efterlod sin lille elskede, og så ser hun, at bilen er væk. Hun forstår på dens ejere, at den er blevet stjålet ...

Så sørgeligt begynder en af alle tiders mest berømte film, Charlie Chaplins »The Kid«, der havde verdenspremiere 21. januar 1921. Smuk er den, et mesterværk, der spiller på alle følelser, og den var fra starten en overdådig kommerciel og kunstnerisk succes, men det var en hård fødsel. Chaplin måtte bruge 18 besværlige måneder på filmen – meget, meget lang tid for 100 år siden – inden den endelig kunne vises ved en velgørenhedsforestilling i filantropen Andrew Carnegies berømte koncerthus på østsiden af Seventh Avenue i New York. Så blev alting til gengæld godt igen, for den 68 minutter lange film begejstrede alle med sin, for sin tid, meget moderne blanding af det sentimentale, det dramatiske og det morsomme. Hverken før eller siden oplevede den fejrede filmskaber en så entydig opbakning til en af sine frembringelser.

Tidens største stjerne

Det engelskfødte filmgeni havde haft sin første filmhovedrolle syv år tidligere, i Henry Lehrmans »Making a Living«. Den kontrakt, han to år senere indgik med The Mutual Film Corporation, garanterede ham 670.000 dollar i årlig gage og gjorde ham til verdens højest betalte entertainer. Men da han begyndte at indspille »The Kid« (eller »Chaplins plejebarn«, som den mindre elegant hedder på dansk), befandt han sig, midt i succesen, også i en dyb personlig krise. I september 1918 havde han giftet sig med den yndige, 17 år gamle skuespillerinde Mildred Harris, der forinden havde fortalt ham, at hun ventede et barn med ham, hvilket viste sig ikke at passe. Kort tid efter var den purunge kvinde dog rent faktisk blevet gravid, men barnet, Norman Spencer, blev født med svære skader og døde efter kun tre dage. Det i forvejen stærkt skrantende ægteskab fik endnu et hak nedad.

»Perfektionisten Chaplin ville have sine skuespillere til at gøre præcis, som han forestillede sig tingene, og det smukke lille menneske kunne til fuldkommenhed efterligne alt det, han bad ham om at gøre – grine, græde, juble, drille ...«


Tre uger senere, 30. juli 1919, begyndte Chaplin så at indspille den film, der efter de indledende scener med moderen, barnet og bilen beretter, hvordan biltyvene standser op i en gyde i et fattigkvarter og kaster barnet fra sig i væmmelse. Chaplins fattige, men på sin egen måde jo altid elegante, bowlerhat, stok- og moustachebærende karakter finder ham på sin morgenspadseretur, og efter nogle komisk forgæves forsøg på at give ham videre til tilfældige mennesker på gaden, får han øje på den seddel, barnets mor har skrevet. Han bliver meget rørt og bringer den lille hjem til sit eget beskedne logi, og de to bliver som far og søn af kød og blod. De tjener penge ved, at knægten smadrer ruder med præcise stenkast, hvorefter den voksne sætter nye i for penge, og det er alt sammen meget sødt og morsomt skildret, og da onde mennesker fem år senere vil sende drengen på børnehjem, gør den kærlige plejefar alt, hvad han kan, for at forhindre det. Scenen, hvor han ser forfærdet til, mens drengen bliver slæbt væk af myndighederne, er hjerteskærende.

En barndom i elendighed

Parallellerne til temaer i Chaplins eget liv er til at få øje på. Charles (som han var døbt) og hans fire år ældre halvbror, Sidney, voksede op uden en far, moderen var psykisk syg, og familien, der levede i dyb fattigdom, måtte igen og igen søge hjælp i Londons fattighuse. Som seksårig blev Charles og Sidney for første gang sendt på børnehjem, og som dreng strejfede Charles alene rundt i storbyens usleste kvarterer, og nu, netop fyldt 30, ville han så – midt i sine egne personlige sorger og oven på verdenskrigens rædsler – skabe en film, der på én gang kiggede tilbage og frem. Det skulle være film, der ud over humoren også havde alvoren og den sociale indignation i sig, og det skulle være en film, der fortalte en længere, sammenhængende historie med en morale. Det skulle med andre ord være et ægte filmdrama. Ikke »bare« en af de suveræne, sjove, 20 minutter lange »two-reelers« med genial slapstick, der havde gjort Chaplin til et globalt fænomen.

Og til den film skulle han bruge et barn, og han havde en idé om, hvem det skulle være. Han havde fået øje på Jackie Coogan, årgang 1914, på vaudevilleteatret The Orpheum Theatre i Los Angeles og givet ham en lille rolle i sin film »A Day's Pleasure«, og han var blevet så begejstret for hans evner, at han også castede den nu fireårige til rollen som barnet i »The Kid«. Han viste sig at være det perfekte valg. Chaplin ville have sine skuespillere til at gøre præcis, som han forestillede sig tingene, og det smukke lille menneske kunne til fuldkommenhed efterligne alt det, han bad ham om at gøre – grine, græde, juble, drille ...  Selv fortalte Jackie Coogan mange år senere, at der var meget ventetid i studierne, men når lugten fra den lim, der holdt Chaplins kunstige overskæg på plads, ramte hans næsebor, vidste han, at det var tid til igen at stille sig op foran kameraerne.

Mildred Harris i Edwin Carewes »Habit«, der havde premiere samme år som »The Kid«. Fold sammen
Læs mere
Foto: CAP/SFS.

Flugt og ballade

Sidste optagelse fandt sted i august 1920. Et par måneder senere blev Charlie Chaplin og Mildred Harris skilt. Hun beskyldte sin nu forhenværende ægtemand for »mental grusomhed,« mens han på sin side hævdede, at hun var utro med den smukke, begavede, erklæret lesbiske, russisk-amerikanske skuespillerinde og filminstruktør Alla Nazimova. Pressen refererede alle den sørgelige histories slibrige detaljer, og da Chaplin samtidig frygtede, at producenten, First National, der var på ekshustruens side, ville beslaglægge negativerne til »The Kid«, flygtede han og hans nærmeste medarbejdere fra det hele, til et hotel i mormonernes hovedstad, Salt Lake City i Utah. Med sig havde de mere end 50 timers optagelser, efter sigende gemt i kaffedåser. »Alle filmrullerne var nummererede, men der var én scene, vi aldrig fandt, selv om vi ledte overalt, på senge, under senge, på badeværelser,« fortalte Chaplin senere. Da negativer i øvrigt var ekstremt brandfarlige og ikke måtte opbevares på offentlige steder, var hele fremkaldelses- og klippeprocessen en kriminel handling.

Men filmen blev færdig og transporteret til New York, så de heldige, der havde fået en billet, kunne sidde den januaraften i Carnegie Hall for 100 år siden og grine og græde og bevæges over fortællingen om manden og drengen og drengens bedårende mor – smukt og troværdigt afdæmpet spillet af Edna Purviance – der efter den fatale adskillelse fra sin søn er blevet en rig og berømt teaterdiva. I en af filmens sjoveste scener optræder en korpulent og krukket impresario, der hulker af lykke over at være i samme rum som hende. Til sidst genforenes mor og barn ...

Ustyrlige summer

Jackie Coogan udmærkede sig med sin præcise præstation i Chaplins første lange film, men han skrev også på en anden måde filmhistorie: Han tjente ustyrlige summer som barnestjerne i »The Kid« og andre film, men mistede det meste, fordi hans mor og stedfar formøblede pengene, og skandalen var den direkte årsag til The California Child Actor's Bill, også kendt som »The Coogan Act«. Den pålagde en barneskuespillers arbejdsgiver at sætte 15 procent af samme barns indkomst i en fond til barnets bedste. Og den gælder stadig.

Jackie Coogan blev i øvrigt ved med at lave film og blev som voksen mest kendt for sin rolle som Uncle Fester i 1960er-tv-serien »The Addams Family«. Han mødtes sidste gang med Chaplin i 1972 i Beverly Hills, da legenden var i USA for at modtage en æres-Oscar. Samme år blev en version af »The Kid«, hvor Chaplin havde fjernet de mest sentimentale scener, vist ved en gallaforestilling i Philharmonic Hall i New York. 82-årige Chaplin havde komponeret ny musik til filmen og var selv til stede. Han døde fem år senere.

Denne beretnings kvindelige hovedperson, Mildred Harris, giftede sig igen og blev ved med at lave film, også da stumfilm var blevet til talefilm. En lungebetændelse efter en operation slog den kun 42-årige skuespillerinde ihjel en sommerdag i 1944. Men det er en anden og nok så sørgelig historie.

En smukt restaureret og knivskarp udgave af Chaplins 1972-version af »The Kid« ligger frit tilgængelig på YouTube.