2 stjerner: Det nytter jo ikke at diskutere racisme med hvide mennesker!

Boganmeldelse: Da Reni Eddo-Lodge i 2014 oplevede, at det var nytteløst at diskutere racisme med hvide, skrev hun »Derfor taler jeg ikke længere med hvide om race«, som blandt andet angriber »smukke hvide feminister«. Bogen lægger sig i slipstrømmen af woke-bølgen. Indimellem er den ufrivilligt komisk.

Det er den britiske journalist og forfatter Reni Eddo-Lodge, som primært beskæftiger sig med feminisme og strukturel racisme, der står bag »Derfor taler jeg ikke længere med hvide om race«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mauro Pimentel/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til den hastigt voksende samling af woke-bøger på dansk føjer sig nu »Derfor taler jeg ikke længere med hvide om race« af Reni Eddo-Lodge.

Bogen er udgivet af forlaget Klim, der også har udsendt oversættelser af bøger af internationale identitetspolitikere som Judith Butler og Robin DiAngelo og kønsideologer som Cordelia Fine.

Der er uden tvivl et marked for den slags. Og det bliver nok ikke mindre i fremtiden.

Harmdirrende forord

Klim har med den nye udgivelse kræset ekstra for sit publikum ved at lade en særdeles »vakt« oversætter skrive et harmdirrende forord, der handler om racismen i Danmark og ikke efterlader nogen tvivl om, hvor vigtig bogen er.

Der er ikke som sådan noget, der adskiller »Derfor taler jeg ikke længere med hvide om race« fra andre bøger i samme felt.

»Overbevisningskraften ligger i følelsesudbrud, generaliseringer og viljen til at fremdrage et arketypisk had mod ’de andre’. Det er ikke en bog til folk, der sætter pris på – eller forstår? – argumenter og substans,« skriver debattør og foredragsholder Eva Agnete Selsing i denne anmeldelse og giver bogen to ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Reni Enno-Lodge er veluddannet, men taler helst ud fra egne, anekdotiske erfaringer og trækker primært på ligesindede skribenter.

Baggrunden for »Derfor taler jeg ikke længere med hvide om race« er et blogindlæg, hun skrev i 2014 om, hvor nyttesløst det føltes for hende at diskutere racisme med hvide menneske, fordi de ikke (altid) giver hende ret i, at de er racister. Som hun dog bemærker senere i bogen, så har bogens succes betydet, at hun nu nærmest ikke laver andet end at tale om racisme med hvide mennesker.

Racismen sidder i vævet

Præmissen for hele sagen er, at ikke bare findes der racisme i det England, forfatteren kommer fra, nej, racismen er gennemgribende og ødelægger sorte og brune menneskers liv, fratager dem muligheder og holder dem permanent nede – sorte menneskers liv i England er »som at spille en kamp med aftalt spil«, som hun formulerer det.

Bogens ærinde er ikke mindst at forklare den magtesløshed, Eddo-Lodge mener, at sorte og brune mennesker som kollektiv føler, når de skal leve i et hvidt samfund.

De 247 sider fordeler sig på syv kapitler plus et forord og et efterspil. Efter en ultrakort gennemgang af slaveriets historie i England, som Eddo-Lodge mener, at skolesystemet har forment hende adgang til, bevæger hun sig over i »systemet«. Altså den måde, hvorpå racismen angiveligt er i selve samfundets strukturelle væv.

Argumenterne for denne hårde dom over et af verdenshistoriens frieste og mest komfortable samfund er som altid i denne genre, at forskellige grupper er forskelligt repræsenteret i samfundets top og bund, henholdsvis.

Skrækkelige historier om vold mod sorte står side om side med kritik af identitetspolitikkens yndlingsfjende, meritokratiet: »At insistere på meritter, er at insinuere, at det store hvide flertal i ledelsen i enhver branche har opnået deres stillinger i kraft af hårdt arbejde.« Det er bogens grundtone: spekulativ, anekdotisk, ideologisk.

​De hvide hersker med »fornuft«

De »hvide privilegier« er blevet privilegeret med deres eget kapitel i bogen.

Herfra er der ikke så meget at berette andet end den selvfølgelighed, hvormed et dybt racistisk begreb lægges til grund for en samfundsanalyse.

Hvidhed beskrives som en ideologi, der blandt andet hersker ved hjælp af begreber som »objektivitet« og »fornuft« og lader hvide mennesker holde andre nede. Jo, der var én ting mere: Eddo-Lodge fortæller om et politisk møde, hvor en hvid kvinde var så ked af sine hvide privilegier, at hun begyndte at græde af fortvivlelse og sagde, at hun havde overvejet selvskade.

Til det svarede Eddo-Lodge det helt utrolig kyniske, at man ikke skulle »svælge i desperation«.

Et anet kapitel handler om »Frygten for en sort klode«, som åbenbart er det, der motiverer hvide mennesker til at behandle farvede mennesker dårligt.

Had til hvide feminister

Senere beskriver forfatteren, at hvide mennesker på højre- og venstrefløjen forenes i at arbejde for at bevare de hvide privilegier. Den pointe kulminerer ufrivilligt morsomt i bogens dramaturgiske højdepunkt, »Spørgsmålet om feminisme«, hvor Eddo-Lodge nænsomt indleder med at fortælle, hvordan feminismen var hendes vej ind i antiracismen.

»Derfor taler jeg ikke længere med hvide om race« udkom for første gang på engelsk i 2017 under titlen »Why I'm No Longer Talking to White People About Race«. Nu er den udkommet på dansk ved Forlaget Klim. Fold sammen
Læs mere
Foto: Klim.

Så tager fanden ved hende og pludselig eksploderer teksten i had til »hvide feminister«, deres privilegier og sammenhold.

Sladderagtige gengivelser af debatter er der også. Som eksempel på det sidstnævnte fortæller Eddo-Lodge vredt om, hvordan »de gamle racistiske stereotyper var vakt til live«, fordi et konservativt parlamentsmedlem tillod sig at kritisere hende i et meget afdæmpet tweet som støtte til en venstreorienteret feminist.

De hvide feminister får lov til at repræsentere feminismen, og det er, fordi de ser godt ud: »Det hjælper, at de hvide kvinder, der støtter feminismen offentligt, er attraktive i traditionel forstand«.

Det er (næsten) værd at læse bogen blot for at få denne tribalistiske nedsmeltning med. Men kun næsten.

Paella-agtigt

Bogen ligger, i sværhedsgrad, omtrent på damebladsniveau. Indholdet er tilsvarende paella-agtigt.

En underlig sammenstegning af personlige beretninger, lidt historisk, ultraselektiv oversigtstekst, uddrag af mediehistorier, et ensomt, transskriberet interview samt citater og kortere tekstbidder fra Eddo-Lodges venner og forbilleder.

Overbevisningskraften ligger i følelsesudbrud, generaliseringer og viljen til at fremdrage et arketypisk had mod »de andre«. Det er ikke en bog til folk, der sætter pris på – eller forstår? – argumenter og substans.

Den vil gøre sig fint på moderedaktørens sofabord, i bloggerens bogreol eller hos den woke virksomhedstype, der ikke er så god til at tænke, men gerne vil indynde sig yderligere hos tidsånden.

»Derfor taler jeg ikke længere med hvide om race«
Forfatter: Reni Eddo-Lodge. Oversætter: Christa Leve Poulsen. Sider: 247. Pris: 299,95 kroner