5 stjerner: Akademisk rockstjerne dissekerer ikkevoldens martyrer og de frelstes godhed

Boganmeldelse: Tidens identitetspolitiske stormtropper burde læse deres heltinde, Judith Butler, grundigere. I »Ikkevoldens styrke« argumenterer hun for, at når politik kommer til at handle om gode mennesker imod onde mennesker, er den allerede degenereret.

»Judith Butler er en akademisk rockstjerne, og adskillige af hendes bøger er blevet bibler for både aktivister og for den del af den akademiske avantgarde, der beskæftiger sig med køn, race og »social justice«.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klaunzer/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Judith Butler er en akademisk rockstjerne, og adskillige af hendes bøger er blevet bibler for både aktivister og for den del af den akademiske avantgarde, der beskæftiger sig med køn, race og »social justice«.

Men Butler tilhører heldigvis tillige en gammel tradition af lærde, jødiske intellektuelle, hvilket gør hendes forfatterskab relevant også for andre end de allerede frelste.

»Hvordan stiller det i det hele taget ikkevoldens styrke, når autoritetens opløsning og manglen på politibeskyttelse ved stormen på Capitol Hill resulterer i undtagelsestilstand og aldeles tilfældige ofre?«


Og de frelste kunne med fordel læse deres ideologiske heltinde, Butler, grundigere, end de gør. Det gælder eksempelvis de identitetspolitiske stormtropper, der sidste efterår genoptog udenrigsminister Jeppe Kofods gamle sag om sex med en meget ung kvinde – en affære, han for længst offentligt har gået bodsgang for.

I hjertet af denne type konflikter befinder sig ifølge Butler forestillingen om det rene menneske. Et menneske, der selvretfærdigt og uden empati mener sig i stand til at udpege den andens ondskab. Ingen af os skal forsøge at blive helgener, skriver Butler, særligt ikke når dette betyder, »at vi puger al godheden sammen for os selv og uddriver den flossede eller destruktive dimension i menneskets psyke til nogle udenforstående aktører, dem, der bebor ikke-jegets egne, og som vi des-identificerer os med.« For når politik kommer til at handle om gode mennesker imod onde mennesker, er den i Butlers øjne allerede degenereret.

De vakte ånders fortrop skal i denne bog igennem flere hundrede siders filosofisk læsning af Marx, Freud, Benjamin og Foucault, inden denne myndige advarsel dukker op. Stærk tekst, men så langt når det lette kavaleri sjældent. Ministre skal jo fældes, og campus skal jo besættes.

Det er også en vanskelig position, Butler skal forsvare. For ikkevold er ikke forbeholdt de indiske pacifister, der heroisk siddende i hvide kjortler lader sig tæske af Imperiets brutalister. De var vejledt af Ghandi selv, en af Butlers egne helte, og hun søger at videreudvikle sit forbilledes indsats.

En politisk utopi

Ikkevold er nemlig ikke bare fraværet af vold, men et »vedholdende engagement, og endda en måde, hvorpå aggressionen kan omledes, så der kan hævdes idealer om lighed og frihed«. Dermed kobler Butler sin filosofi direkte til »social justice«-bevægelsen, der står stærkt i USA, ikke kun på universiteter og i det demokratiske parti, men også blandt aktivister.

Som de sætter også Butler spørgsmålstegn ved legitimiteten af statens voldsmonopol, som hun med udgangspunkt i USA mener, bliver opretholdt gennem »systemisk vold« mod sorte, farvede, migranter og transpersoner med mange flere.

Foto: Klim.

Mod dette sætter Butler tanken om en »radikal egalitet«, der ikke som sådan skelner mellem statsborgere og for eksempel migranter, fordi alle er under »et globalt fællesansvar«. Det synes dog at føre til en utopisk politik. Den sigter på at gøre den korrekte etiske indsigt, at ethvert liv er uerstatteligt – det er »sorgbart«, det vil sige, der sørges over tabet af det – til en politisk handlingsplan, men det vil utvivlsomt samtidigt afgørende svække institutionernes og myndighedernes autoritet, der jo her hævdes at basere sig på vilkårlig vold.

Kaos lurer

Butler er bedst, når hun skriver om Freud, men også her lurer risikoen for kaos. I Freud-læsningen er det dømmende og patriarkalske, ja, suicidalt selvkritiske overjeg den skurk, fra hvem volden fundamentalt udspringer. Mod overjegets besættelse af Thanatos, dødsdriften, sætter Freud Eros, den næstekærlighed, der motiverer jegets forbindelser til andre og til verden. Eros er ikkevoldens håb.

Udfordringen bliver, at hvis man yderligere svækker overjeget, hvilket Freud så som uundgåeligt, og Butler direkte opfordrer til, så truer den manierede formløshed. Butler synes ufrivilligt at anerkende denne indvending, for hun omtaler – uden at give bæstet navn – Donald Trump som et »tyrannisk barn, der farer i flint i alle retninger«. Men er det ikke netop, fordi Trumps overjeg allerede er så svækket i forhold til hans infantile behov for umiddelbar anerkendelse, at han er fejlet som autoritetsfigur? Burde vi ikke i dag helt modsat genrejse overjeget?

Hvordan stiller det i det hele taget ikkevoldens styrke, når autoritetens opløsning og manglen på politibeskyttelse ved stormen på Capitol Hill resulterer i undtagelsestilstand og aldeles tilfældige ofre?

I USA afgør disse diskussioner liv og død, i Danmark truer de endnu primært gipsbuster. Og selvom De skulle være uenig i Judith Butlers centrale konklusioner, så læs alligevel Peter Borums mesterlige oversættelse af »Ikkevoldens styrke«. Gå til kilden selv, og bliv vis.

Ikkevoldens styrke
Forfatter:
Judith Butler. Oversættelse: Peter Borum. Sider: 232. Pris: 250 kroner. Forlag: Klim.