Salget af bøger om race boomer på bestsellerliste: »Det er ganske usædvanligt«

Hos landets største online-boghandel oplever man et øget salg af bøger om race og racediskrimination. »Det tegner et billede af, at mange af os vender os mod litteraturen for indsigt,« lyder det.

George Floyds død i USA har affødt reaktioner og demonstrationer over hele verden. I København samledes 15.000 mennesker i gaderne for at demonstrere og mange tager del i antiracismedebatten. Debatten har fået danskerne til at købe flere bøger om antiracisme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares/ Ritzau Scanpix

Glem bøger om pest og epidemier. Nu er det bøger om race og diskrimination, som danskerne er optagede af.

Hos Danmarks største online-boghandel, Saxo, oplever de lige nu en markant stigning i salget af bøger om race og racediskrimination.

Titler som »Why I'm No Longer Talking to White People About Race« af Reni Eddo-Lodge fra 2018 og »White Fragility« af Robin DiAngelo fra 2019 er pludselig at finde på bestsellerlisten, og faktisk udgør denne type bøger om race 25 procent af bestsellerlisten hos saxo i perioden 31. maj til 8. juni.

»Det er ganske usædvanligt for os,« siger Lærke Jürs, der er PR-koordinator hos Saxo.

Lærke Jürs, PR-koordinator hos Saxo

»Det er ikke titler, der historisk set har været stor efterspørgsel på, som vi lige nu ser stige markant.«


Hos Saxo kan de ikke alene mærke det på salget, men også i antallet af søgninger på emnet på sitet er der sket en stigning. Her relaterer mange søgninger sig til emnet race, en glødende debat, der bygger på begivenhederne med optøjer og demonstrationer i kølvandet på George Floyds død i USA. En bevægelse, der også har skabt røre i resten af verden inklusive Danmark.

»Det er ikke titler, der historisk set har været stor efterspørgsel på, som vi lige nu ser sælge markant. Faktisk i en sådan grad på internationalt plan, at flere af forlagene må melde midlertidigt udsolgt,« siger Lærke Jürs.

Samtidig er det ifølge Lærke Jürs også usædvanligt, at så mange internationale titler ligger højt på salgslisterne, men mange af denne type antiracistiske bøger er ikke oversat til dansk. En anden årsag til den pludselige stigning kan også være, at flere internationale medier guider til hvilke engelske bøger på området, der er værd at læse.

Naturligt fænomen

At samtiden afspejles i, hvad vi ønsker at læse om, tegner ifølge professor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet, Frederik Stjernfelt, et billede af, at mange danskere søger mod litteraturen for at få indsigt.

»Vi vender os mod litteraturen for at blive opgraderet på viden om, hvad der sker. Det er det bøger kan. De graver dybere ned end det korte, folk kan få på sociale medier, og det lidt længere, de kan få i aviserne. Det viser, hvad bogen som genre kan. Man har tit talt om, at bogen som genre er i krise. Det her er godt nyt. Folk vil oplyses lidt grundigere, end de bliver med en internetsøgning,« siger han.

Det undrer ikke Frederik Stjernfelt, at danskerne netop nu efter begivenhederne i USA søger viden og information om antiracisme.

»Nogle gange er en enkelt begivenhed i stand til at udløse en debatstorm. Heldigvis det er jo vigtige emner, der tages op her, og især i USA er det et væsentligt problem. Problemet er ikke fraværende i Danmark, men det findes i mindre skala her, og nu vil folk gerne oplyses om noget, som de ikke ved noget om,« siger han.

Det er ikke unaturligt, at samtiden har indflydelse på, hvad vi læser. Da coronaepidemien stod stærkest, var det eksempelvis bøger som Hanne Vibeke Holsts »Som pesten« fra 2017 og Albert Camus' »Pesten« fra 1947, der sammen med andre titler om emnet pludselig dominerede listen. Den tendens er dog ved at være aftagende igen, og vi hungrer ikke længere i så høj grad efter bøger om virus.

Kigger man på det historisk, oplever Saxo til tider tendenser, som afspejler det, der sker i samfundet.

»Under det arabiske forår kunne vi se samme tendens: At ældre titler sælger, fordi de relaterer til det, der foregår. Vi kan også se det, når der eksempelvis har været klimatopmøde og klimamarch, så er det titler om de emner, der rykker på sig. Der er selvfølgelig forlag, der udgiver ting specifikt til de begivenheder, men alt det, der er uforudset, skubber også til bogsalget.«