Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Virkningsløs aktivering er en hån mod både de ledige og skatteyderne

Kritikken af jobcentrene er nu så skarp, at det er ufatteligt, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard kun tilbyder lappeløsninger.

»Man burde se hele systemet kritisk igennem, skære dybt, forenkle lovgivningen og ikke mindst droppe alle indsatser uden dokumenteret effekt,« skriver Amalie Lyhne. Her den ansvarlige minister, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Soren Bidstrup

Jobcentrene har eksisteret i over ti år, og har i stort set lige så lang tid været omdiskuteret. I foråret kom det frem, at udgifterne til jobcentrene paradoksalt nok er forblevet på samme høje niveau, mens antallet af ledige er faldet de senere år. På den baggrund krævede flere partier fra begge sider af Folketinget derfor jobcentrene nedlagt.

Forleden bragte Rockwool Fonden så nyt brænde til bålet, idet forskerne i en aktuel rapport vurderer, at det ingen forskel har gjort, at kommunerne siden 2011 har skåret ned på aktivering af kontanthjælpsmodtagere. Dermed er effekten af den kommunale aktivering »i bedste fald meget begrænset«, står der i rapporten.

»Såfremt aktiveringsomfanget umiddelbart før 2011 bidrog til at øge beskæftigelsen, skulle man, i takt med lavere aktiveringsomfang, forvente et fald i andelen, der forlader kontanthjælp, umiddelbart efter januar 2011. Det er imidlertid ikke tilfældet,« skriver Rockwool Fonden i rapporten.

Det skal sammenholdes med tidligere analyser, der også sætter jobcentrenes resultater i et kritisk lys.

Danmarks aktive beskæftigelsesindsats er ufattelig dyr, og vi bruger flere penge på det end noget andet OECD-land. Omkring 9.000 mennesker er ansat i beskæftigelsessystemet, og jobcentrene koster cirka 13 milliarder kr. årligt at drive. Det er alt for mange penge, når vi nu får så lidt for dem – og når vi hører den ene historie efter den anden om borgeres uværdige oplevelser med systemet.

Den liberale tænketank Cepos foreslår i første omgang at beskære jobcentrene med en tredjedel, fyre 3.000 sagsbehandlere og bruge pengene på øget jobfradrag – et godt gammeldags økonomisk incitament, der virker.

Det er et fornuftigt forslag, som vi dog desværre ikke skal forvente, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard vil tage positivt imod. Ministeren taler derimod om at investere i den aktive beskæftigelsesindsats, ligesom han har opstillet et nyt såkaldt værdighedsmål, der skal sikre borgerne en mere værdig behandling på jobcentrene.

Det sidste kan ingen være imod. Naturligvis skal offentligt ansatte jobkonsulenter behandle ledige borgere værdigt – det manglede bare, og det er rent ud sagt forkasteligt, at det ikke altid er sådan. Men er løsningen virkelig at opsætte et nyt politisk mål?

Nej, i stedet burde man se hele systemet kritisk igennem, skære dybt, forenkle lovgivningen og ikke mindst droppe alle indsatser uden dokumenteret effekt. Mens nogle borgere desværre oplever at få en skændig behandling på jobcentrene, er det i et mere overordnet perspektiv også en hån over for både de ledige og for skatteyderne som helhed, at vi poster så mange penge i virkningsløs aktivering.

Finansministeriet har undersøgt nogle af jobcentrenes forskellige indsatser, og der er stor forskel på effekten. Private løntilskud giver for eksempel et samfundsøkonomisk overskud på 220 millioner kr., mens jobrotation og seks ugers jobrettet uddannelse ligefrem giver et samfundsøkonomisk tab. Mentorordningen er umiddelbart uden effekt. Eftersom det kun er udvalgte indsatser, vi kender effekten af, mangler vi stadig meget viden – det bør der rettes op på.

Kritikken af jobcentrene har fra mange forskellige sider været både langvarig, vedvarende og særdeles skarp. Det er på tide at handle på den.

AMALIE LYHNE