Rockwool-rapport er snarere vådt brænde til Cepos' og Berlingskes ønskemål

At bruge en ny Rockwool-analyse som dokumentation for, at den aktive beskæftigelsesindsats skal barberes ned til sokkeholderne, og der skal fyres 3.000 ansatte i kommunerne. Det holder ganske enkelt ikke.

»(...) Erfaringer viser, at det ikke alene gavner ledige, men også kommunekassen, at investere i beskæftigelsessystemet. Et eksempel er fra Hjørring Kommune, hvor man for hver krone investeret i beskæftigelsesindsatsen har sparet omkring to kroner på udgifter til offentlig forsørgelse,« skriver Peter Hummelgaard. På billedet ses Hjørring Kommunes rådhus. Henning Bagger

Berlingskes leder brugte 10. februar en Rockwool-analyse som dokumentation for, at der skal fyres 3.000 medarbejdere i kommunerne. Lederskribentens konklusion er, at Christiansborg skal »skære dybt, forenkle lovgivningen og ikke mindst droppe indsatser uden dokumenteret effekt.«

Ønsket om at »skære dybt« bliver vi aldrig enige om, men jeg er klar til at forenkle lovgivningen, og jeg kan også klart sige, at vi skal satse på den hjælp, der får ledige i job. Arbejdet er i gang. Mere om det senere.